Det danske mindretal er anerkendt som et nationalt mindretal. Dets rettigheder er fastlagt i den dansk-tyske forhandlingsprotokol af 28. marts 1955, i Bonn-Erklæringen af 29. marts 1955, i den slesvig-holstenske delstatsforfatning fra 1990 med senere tilføjelser, senest i 2014. Dertil kommer mindretalsrettigheder i henhold til Europarådets Sprogpagt fra 1992 og Rammekonventionen om beskyttelse af nationale mindretal fra 1995. I Tyskland er anerkendelsen af det danske mindretal som nationalt mindretal knyttet til en række kriterier, som blev fastlagt ved Tysklands tiltrædelse til Rammekonventionen.

Således gælder for de danske i Sydslesvig, at:

• Medlemmerne er tyske statsborgere

• De adskiller sig fra flertalsbefolkningen ved eget sprog, kultur og historie, dvs. en egen identitet

• De ønsker at bevare denne identitet

• De er traditionelt hjemmehørende i Tyskland

• De lever i deres traditionelle beboelses-områder, på tysk “Siedlungsgebiete”.

Det er kun de sydslesvigere, som opfylder alle disse fem kriterier, der udgør det anerkendte nationale danske mindretal i Tyskland. Og det er kun dem. Alle andre er således intet nationalt mindretal i den tyske regerings forstand. De objektive kriterier sprog, kultur og historie, der tilsammen definerer mindretallets identitet, er kerneværdier. Uden dem ingen identitet og intet nationalt mindretal.

Danmark har også defineret det danske mindretal. Det er sket i forbindelse med en særlig privilegering af danske sydslesvigere bosiddende i Danmark ved ansøgning om dansk statsborgerskab. Her gælder nemlig:

“Ved dansksindet sydslesviger forstås en person, som er født i Sydslesvig, som helt eller delvist har gået i dansk skole, og som under ophold i Sydslesvig som voksen har vist tilknytning til danske forhold”.

Også her opereres der med objektive kriterier: Fødested, skolegang, demonstreret tilknytning.

Det danske mindretals egne organisationer har derimod en mere elastisk tilgang til, hvem der tilhører mindretallet og dermed er dansk eller ej. Her henholder man sig som hovedregel til ét blandt mange udsagn i Bonn-Erklæringen fra 1955: “Bekendelsen til dansk nationalitet og dansk kultur er fri og må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves.”

Dette udtrykkes på tysk på populariseret vis med sentensen “Minderheit ist, wer will”. Du bestemmer selv, om du vil være mindretal. Prosaisk udtrykt: Rend mig i definitionerne. For de danske mindretalsorganisationer betyder det i praksis efter en fra forening til forening forskellig informationsprocedure: Skriv under på indmeldelsesblanketten, og du er mindretal.

Da Sydslesvigs danske historie udkom i sin første udgave i 2009, anvendte jeg i mit afsnit om den nyeste historie efter 1955 udsagnet “Mindretal i en postnational verden” uden dog at reflektere begrebet nærmere. Jeg kunne dengang konkludere min beskrivelse og analyse af det danske mindretal efter årtusindskiftet ved at fastslå:

“Det [danske mindretal] befinder sig i en overgangsfase fra et klassisk nationalt mindretal til en moderne minoritet i en internationaliseret og globaliseret verden, hvor overgangszonen mellem dansk og tysk bliver stadig mere flydende.”

I dag, ni år senere, vil jeg hævde, at det danske mindretal er blevet yderligere fragmenteret, uden at dets organisationer og ledende personligheder nødvendigvis har reflekteret udviklingen. Mindretallets egen forestilling om et dansk minisamfund er blevet videreført uændret, selv om der fortsat med ujævne mellemrum blusser sprog- og identifikationsdebatter op, som fører til nye sprogpolitikker og sprogpakker, som nøgternt set ikke får den mindste effekt.

Det nationale og det postnationale

I Sydslesvig findes der nemlig to slags dansk mindretal: Det nationale, som lever op til Danmarks og organisationernes egne forestillinger om tradition, kontinuitet, trofasthed, danskhed – og det ‘postnationale’, som knytter sig til mindretallet ud fra helt andre, ofte pragmatiske og selvinteresserede motiver.

Det nationale mindretal kendetegnes ved, at dets medlemmer identificerer sig aktivt som dansk og indgår i et større dansk samhørighedsforhold. Her findes der reelle og forestillede bånd til Danmark, her betyder danske traditioner, mærkedage, Dronningens nytårsønsker til de danske sydslesvigere og sproget enten som reel eller symbolsk størrelse noget afgørende. Vi genfinder dette syn i danskernes forestillinger om mindretallet.

Det postnationale mindretal kendetegnes primært ved de individuelle og personlige fordele, som er knyttet til brugen af mindretallets tilbud og dermed af mindretalsrettighederne. Dansk skolegang skyldes i denne del af mindretallet ikke familiens tradition. Det er derimod merværdien, som styrer valget. Disse familier er ikke tosprogede, de taler ikke dansk hjemme. Det er dog muligt for børn af post-nationale på sigt at blive del af det nationale mindretal.

For det nationale mindretal er valget af danske institutioner en funktion af tilhørsforholdet til det danske. For de postnationale er tilhørsforholdet til mindretallet en funktion af valget af danske institutioner.

På mange måder er det postnationale mindretal et væsentligt element i den selvopfyldende profeti, som kan udledes af København-Bonn Erklæringerne. Det er udtryk for en overopfyldelse af målsætningen om at bevirke en fredelig sameksistens mellem dansk og tysk. Udviklingen kendetegnes hyppigt med sentensen “fra et mod hinanden til et med hinanden”.

Men: Er disse forhold et problem? Svaret er ikke helt simpelt. I nogle sammenhæng kan det være et problem, i mange en klar fordel. Uden det postnationale element kunne det nationale danske mindretal ikke opretholde de institutionelle rammer. Som sådan er det postnationale faktisk til gavn for det nationale.

Hvis det nationale danske element imidlertid er kommet i mindretal i mindretallet, opstår der et presserende behov for at få afklaret, hvem mindretallet er, og hvad det står for. I de senere år har der været tilløb til en sådan diskussion udløst af en ny sprogdebat, som dog ebbede ud igen uden dyberegående konsekvenser. Mindretallets organisationer er måske for optaget af interne status- og positioneringskampe til at tage en hudløs ærlig diskussion, og der findes p.t. ingen konsensus omkring en videnskabelig undersøgelse af identifikationsmotiver blandt de mange tusinde familier med tysk baggrund, som vælger at lade deres børn blive sydslesvig-dansk socialiseret.

I stedet tyes der til sprogpolitikker og sprogpakker, som formentlig er virkningsløse, fordi de ikke tager fat om problemets kerne. Anderledes sagt forsøger det dansk-nationale mindretal at give nationale svar på en postnational problemstilling. Og derfor rammer alle tiltag grundlæggende ved siden af.

Den europæiske model

Forestillingen om at være en europæisk model har udviklet en selvstændig energi og multiplikatoreffekt. Mindretallet har taget fortællingen til sig, inderliggjort den og fremhæver den i alle mulige relevante, men såmænd også irrelevante sammenhænge. Det kunne vi senest se i forbindelse med arrestationen af den katalanske ex-regionalpræsident Carles Puigdemont i Slesvig-Holsten.

Ikke desto mindre er fortællingen om mindretalsmodellen, som i samme åndedrag hyppigt beskrives som en fredsmodel, konstituerende for rammen omkring det nationale og postnationale danske mindretal i Sydslesvig. Den fredelige sameksistens kædes sammen med København-Bonn Erklæringernes tilsagn om det frie valg af national identifikation. Denne garanti, som var møntet på det hjemmehørende mindretal i en tid, hvor myndighederne anfægtede det danske sindelag, er på forunderlig vis blevet omfortolket til at legitimere, at alle og enhver, som tilfældigvis er havnet i Sydslesvig, frit kan knytte sig til mindretallet.

Mindretallet er kommet i mindretal

Det er mit indtryk, at det danske nationale element med rødder, som rækker længere tilbage, i dag er kommet i mindretal i den noget amorfe størrelse, som vi til daglig benævner som mindretallet i Sydslesvig. Vi ved således fra en kortlægning af gymnasieelevernes baggrund på A.P. Møller Skolen i januar 2017, at kun 3 procent af eleverne kommer fra hjem, hvor begge forældre er gået i dansk skole. Dette inkluderer tilflyttere fra Danmark. Yderligere 30 procent oplyste, at en forælder havde gået i dansk skole. Resten – og det er altså 67 procent – stammede fra familier, hvor ingen af forældrene havde gået  i dansk skole. Dvs. at over 80 procent af forældrene er mindretalsfremmede.

Det kan antages, at udviklingen fortsætter, og billedet er endnu mere udpræget på lavere klassetrin. Nogle grundskoleledere har over for mig skønnet, at andelen er helt op til 90 procent I øvrigt har alle disse elever til fælles, at de alle har et gennemgående positivt syn på mindretallet og som regel selv ville sætte deres egne børn i dansk skole.

Vi må nydefinere mindretallets rolle

Hvis og såfremt den her stillede diagnose er korrekt – og jeg lytter endog meget gerne til kritiske modargumenter, som kan gendrive mine tolkninger – så må vi forsøge at nydefinere det danske mindretals rolle og selvforståelse.

For denne tolkning svarer just ikke til de forestillinger, som befolkningen i Danmark – jf. Grænseforeningens aktuelle undersøgelse – gør sig om og af det danske mindretal. Her mener jo 77 procent at man fødes ind i mindretallet. 78 procent forestiller sig, at mindretallets medlemmer taler flydende dansk, mens 76 procent tror, at mindretallet følger danske medier. Det gælder for de nationale, men netop ikke for de postnationale. De har mindretallet som tilvalg, uden at man nødvendigvis samtidig fravælger det tyske udgangs- og omdrejningspunkt.

I øvrigt viser Grænseforeningens undersøgelse samtidig, at en mindre del af de adspurgte i Danmark har en ganske præcis fornemmelse for, hvad der bevirker, at man knytter sig til mindretallet: 19 procent antog, at man selv eller ens forældre synes, at dansk kultur er tiltrækkende, og 17 procent angav, at forældrene synes, at de danske skoler i Sydslesvig er mere tiltrækkende end de tyske. Det er formentlig disse antagelser, som giver et realistisk billede af de postnationale bevæggrunde.

Men hvis “I skal ikke blive glemt”-løsenet – hvis 100-års-jubilæum vi markerer om to år – ikke længere giver mening for størstedelen af de 50.000, vi storsindet tæller som dansk mindretal, fordi der hos de fleste ganske enkelt ikke findes nogen danske traditioner, som rækker længere tilbage end indeværende generations tillærte danskhedselementer, så bliver mindretallet nødt til at konstruere en ny fortælling. Og denne fortælling er samtidig en legitimationsramme, som dog nødvendigvis må bevæge sig hinsides de hidtil gældende lovgivningsmæssige rammer og definitioner, som er skabt omkring det nationale danske mindretal.

Hvordan begrunde økonomisk støtte?

Hvordan skal vi begrunde dansk politisk og folkeligt engagement og omfattende økonomisk støtte til det samlede danske mindretal, når kun er mindre del er nationalt, mens stadig flere er postnationale?

Vi kan ikke udelukkende gøre det ud fra etniske, kulturelle, sproglige eller historiske kriterier. Vi kan ikke alene slå på “Vi udgør samme folk”, “I skal ikke blive glemt” eller “Vi holder fast i jer, så længe I holder fast i os”-retorikken. Men lad mig understrege det umisforståeligt: Denne retorik gælder fortsat og er fuldt ud legitimeret for de nationale dele af mindretallet, som ingenlunde må glemmes. De er netop mindretallet, som rammerne og privilegierne er skabt for.

Vi må for helhedens vedkommende gøre det ud fra nationale danske interesser. Støtten til Sydslesvig er nemlig ikke blot, som formålsparagraffen i Sydslesvigloven fastholder det, til gavn for det danske mindretal; den er også til gavn for Danmark.

Det danske mindretal er nemlig udtryk for Danmarks soft-power: værdier, prægninger og mentaliteter, som skaber positive oplevelser og syn på Danmark og det danske.

Svaret ligger lige for: Hvis det nationale danske mindretal ikke fandtes, burde det opfindes. Det er nemlig i Danmarks udenrigspolitiske interesse, at der findes et velorganiseret, selvbevidst dansk mindretal i Tyskland. Det danske engagement og tilbud i Sydslesvig fungerer som væsentlig aktør i det kulturelle møde mellem dansk og tysk. Det bygger bro og formidler sympati. Det er medvirkende til at fastholde et fredeligt grænseland og fremmer det gode naboskab.

Det kan således nøgternt konstateres, at det danske mindretal er af væsentlig betydning for Danmarks soft-power. Ikke blot i forhold til den store nabo Tyskland, hvor dele af den regionale tyske befolkning reelt assimileres til mindretallet; men også i et større europæisk og internationalt perspektiv, hvor Danmarks mindretalspolitik fremhæves som rollemodel, best practice-eksempel og med rette giver prestige i mange forskellige sammenhænge.

Kilde: “Danskernes kendskab til og forestillinger om mindretallet”. Undersøgelsen er foretaget blandt 3.656 danskere i alderen 15 år og opefter.

Undersøgelsen er foretaget af analysevirksomheden Moos-Bjerre for Grænseforeningen, 2018.

Denne tekst er et uddrag af Jørgen Kühls tale på Grænseforeningens Sendemandsmøde den 26. maj. Uddraget bringes med tilladelse fra forfatteren.

Jørgen Kühl er honorar-professor ved Europa-Universität Flensborg og rektor for A.P. Møller Skolen.