De fremmede er sikkert det mest kontroversielle tema at bringe på bane i turen rundt om Grundtvig. Men det er af flere grunde et vigtigt og uomgængeligt tema. For det første er der behov for at forstå, hvorfor Grundtvig betragtede tyskerne som et farligt fremmedelement i Danmark; for det andet at få afklaret baggrunden for, at Grundtvig kaldte Meïr Goldschmidt, der var jøde, for “en gæst”; for det tredje at få belyst, hvad Grundtvig mente med de kendte og ofte citerede linjer: “Til et folk de alle høre / som sig regne selv dertil".

Måske tager jeg her munden for fuld og lover mere, end jeg kan indfri. Ydermere kan det være vanskeligt at diskutere Grundtvigs syn på de fremmede uden at flette det sammen med de seneste årtiers ophedede debat om såvel den fortsatte migration som den europæiske integrationsproces.

Det siger jeg ikke for at friholde Grundtvig for kritik, men for at fremhæve, at man skal være varsom med at tage hans synspunkter til indtægt for aktuelle problemstillinger. Grundtvigs opfattelse af de fremmede var i høj grad formet af Danmarks geopolitiske situation i Europa i midten af 1800-tallet, og den har ændret sig fundamentalt siden Anden Verdenskrig.

De fremmede iblandt os

“De fremmede” er et ildevarslende ord. De fremmede fylder avisspalterne og de sociale medier i disse år, de fremmede er allestedsnærværende. De er næsten altid i flertal, en enkelt fremmed bliver ofte til et menneske, men langtfra altid.

Således nægtede Martin Henriksen, MP for Dansk Folkeparti, i et debatprogram i 2016 at kalde elevrådsformanden Jens Philip Yazdani på Langkær Gymnasium for dansker, selv om han er født i landet, har dansk mor, har gået i dansk skole og opfatter sig selv som dansker. Muligvis er han ikke dansk, hævdede Henriksen, men en fremmed.

Dermed fratog Henriksen ham retten til selv at afgøre, om han føler sig dansk.

Ethvert samfund har tilsyneladende sine fremmede, ja, har måske endda brug for dem som spejl. Hvem der er fremmed, har ændret sig gennem historien. De seneste årtier har muslimerne indtaget pladsen i såvel Danmark som i store dele af det øvrige Europa. En undersøgelse fra tænketanken Chatham House 2017 viser, at et massivt flertal i en lang række europæiske lande mener, at “al indvandring fra især muslimske lande skal stoppes”.

Hvem var de fremmede og farlige på Grundtvigs tid? Gennem århundreder havde svenskerne været de farlige, men det var de ikke længere i begyndelsen af 1800-tallet. Var det så englænderne, der i Slaget på Reden 1801 ødelagde dele af flåden, og som i 1807 bombarderede København og sejlede afsted med næsten hele den danske flåde? Ikke for Grundtvig.

Tværtimod, englænderne satte han, som tidligere nævnt, nærmest op på en piedestal. Var det så jøderne? Det skulle man umiddelbart tro, når man hører, at Grundtvig i 1849 kaldte den jødiske forfatter og redaktør Meïr Goldschmidt for “en gæst” i folkelig forstand. Men for Grundtvig er jøderne ikke de fremmede, det er tyskerne.

I dette kapitel skal vi først se på Grundtvigs syn på tyskerne, derefter på hans opfattelse af jøderne, og i forlængelse heraf vender jeg tilbage til det helt relevante spørgsmål: Hvorfor kaldte Grundtvig Goldschmidt for en gæst, når han ikke betragtede jøderne som de fremmede og farlige?

Tyskerne – de fremmede

I et af sine Mands Minde-foredrag fortalte Grundtvig, at han i sin samtid havde “ord for at være næsten lige så bitter en fjende af tyskerne som af romerne”. Men det var ifølge Grundtvig en stor misforståelse. Han hadede bestemt ikke tyskerne.

“Tyskland har store fortjenester både af frihed og oplysning i det ny Europa, følgelig store fortjenester af menneskeheden, som vi altid skal erkende og påskønne, hvad vi så ellers kan have imod den tyske tankegang og især mod dens indflydelse på vore forhold, (…) Danmarks gamle trætte med Tyskland angår da også blot vor frihed og selvstændighed, som tyskerne nu en gang ikke kan finde dem i, da de én gang for alle har sat sig i hovedet, at Danmark hører i grunden til det tyske rige, tænker og taler plattysk, ligesom Holsten og skulle derfor smukt, ligesom Holsten, lade sig lære at tænke og tale højtysk.”

Tyskerne havde ifølge Grundtvig sat sig i hovedet, at danskerne var eller skulle være tyskere. Forstod danskerne ikke, at det var til deres eget bedste, fandt tyskerne, at danskerne var fæhoveder. For danskerne var der ikke andet at gøre end at sætte hårdt mod hårdt og prøve at gøre tyskerne klart, at vi hverken var dumme eller tyskere.

Grundtvig frygtede den form for nationalisme, der var under udvikling i det tyske sprogområde. Allerede i sit gennembrudsværk, Nordens Mytologi fra 1808, langede Grundtvig ud efter en række tyske sprogforskere, som han kaldte “småsjæle fulde af nationalismens urene bærme”. Den tyske nationalisme blev formuleret af en række nationalrevolutionære tænkere som for eksempel forfatteren og litteraten E.M. Arndt og gymnastikpioneren F.L. Jahn, også kaldet Turnvater Jahn.

I Geist der Zeit fra 1806 frakendte Arndt det danske folk en egen selvstændig karakter. I de følgende årtier angreb Arndt gentagne gange Danmark og danskheden. Han erklærede for eksempel, at små og svage naboer som Danmark naturligt måtte bøje sig ind under et stort og stærkt Tyskland. Arndts betydning for tyskhedens udvikling var på mange måder parallel med Grundtvigs for danskheden.

I Deutsches Volkstum fra 1810 henviste Jahn det danske folk til blot at være Tysklands forbundsfolk. I bogens forord hyldede han Preussen som det tyske træs stamme og forestillede sig, at dens grene ville brede sig som en velsignelse ud over Europa: “Når Tyskland forenes under preussisk førerskab, vil det skabe evig fred i Europa og blive menneskehedens beskyttende engel.”

Det var tyske filosoffer som Johan Gottfried Herder og Johann Gottlieb Fichte, der gjorde Volk og Volkstum til kernen i forståelsen af, hvad det ville sige at være tysker. På dansk blev Volkstum oversat til folkelighed. På det idemæssige plan er der således en nøje sammenhæng mellem Volkstum og folkelighed, men samme idéhistoriske udgangspunkt fører ikke nødvendigvis samme sted hen. Folkelighedens historie tog nemlig en anden retning i Danmark end i Tyskland, ikke mindst takket være Grundtvig.

Grundtvigkenderen Flemming Lundgreen-Nielsen hævder ligefrem: “Alt det, der i Tyskland fører fra Herder og Fichte til katastroferne under Wilhelm 2. og Hitler, blev i Danmark til folkehøjskole, andelsbevægelse og parlamentarisk og folkelig kultur bygget på samtale og kompromiser.” På tilsvarende vis konkluderer den norske samfundsfilosof Rune Slagstad, at det norske begreb folkelighed og det tyske Volkstum fik fundamental forskellig betydning: “Det folkelige blev ikke i det norske tilfælde mobiliseret for diktaturets befæstning, men til demokratiets udvidelse.” Ifølge Slagstad udgør den nordiske forståelse af folkelighed Nordens gave til menneskeheden.

Når folkelighedens historie er en anden i Danmark og Norge end i Tyskland, hænger det blandt andet sammen med Grundtvigs opgør med den forståelse af Volkstum, der gjorde sig gældende blandt tyske nationalister. I sine Mands Minde-foredrag bebrejdede han således Turnvater Jahn for at indgyde ungdommen “en grænseløs nationalstolthed, med dyb foragt for alt fremmed”.

Ifølge Grundtvig var den danske forståelse af det folkelige og det fremmede en ganske anden. Intet sted formulerede han sig tydeligere herom end i sit sidste store skoleskrift “Lykønskning til Danmark” fra 1847, hvori han understregede, at folkelighedens mål i sidste instans var det almenmenneskelige. Hans forhåbning var derfor, at danskerne ville tilegne sig alt det såkaldte fremmede, som dog er menneskeligt, og vil derfor ingenlunde udrydde eller undertrykke det folkelige, men kun udfylde hvad danskheden med flid holder åbent, for ej at gå glip af det almenmenneskelige, hvori naturligvis alt folkeligt omsider skal finde sit mål og sin forklaring.

Denne forståelse af det folkelige, der rummede en åbning mod det fremmede, havde tyskerne ifølge Grundtvig ingen sans for, “da de længe er gået ud fra den forudsætning, at tyskhed og almenmenneskelighed kun er to navne på et og samme begreb”. Han kritiserede således tyskerne for at gøre tyskhed til det eneste saliggørende og sætte lighedstegn mellem det partikulære og det universelle.

For Grundtvig udgjorde dette begrebsmæssige lighedstegn den idémæssige baggrund for den tyske nationalismes ekspansive og eksklusive karakter. Han fandt det derfor særdeles heldigt, fortalte han tilhørerne til sine Mands Minde-foredrag i 1838, at Tyskland var delt op i mange mindre stater:

“Europa må være glad, at Tyskland fra arilds tid har været så småhugget, og at det endnu, om end storslået, dog er flakt både på langs og på tværs; thi tænker man sig de hoveder, som tænke og tale tysk under én hat, under en tysk kejser Napoleon, da ville det være en magt, for menneskelige øjne endnu langt frygteligere end Frankrig i sin farligste tid, og at de ville være langt strengere herrer, følger i mine tanker nødvendig deraf, at de er langt alvorligere og grundigere.”

Grundtvig var overbevist om, at en samling af de tyske lande ville føre til fremkomsten af en “uhyre tysk krigsmaskine” og resultere i en yderst aggressiv stormagt. En sådan samling ville være lige så øde- læggende “for alt godt i Tyskland” som i det øvrige Europa. Selv om der fra tyske universiteter udgik nationale samlingsbestræbelser, var det ifølge Grundtvig langt snarere “fra den prøjsiske krigsstat end fra de tyske universiteter, denne fare truer Tyskland og Europa”.

Grundtvig betragtede en mulig samling af Tyskland som en stor sikkerhedsrisiko og eksistentiel trussel for Danmark. I et efterfølgende foredrag understregede han på ny, at det tyranni, “Frankrig under Napoleon udøvede over Europa” ville være småting i forhold til et tysk tyranni: “Den tyske alvor og grundighed ville nemlig i denne retning falde folkene ti gange så besværlig som den franske flygtighed og overfladiskhed, og vi stakkels danskere, som har haft ondt nok ved at forsvare vores smule ejendommelighed mod det småhuggede Tyskland, måtte sagtens rent opsluges af det sammenloddede”.

Statsborgerskab og sindelag

Da man i Den Grundlovgivende Rigsforsamling 1848/49 tog fat på at diskutere udlændinges muligheder for at erhverve sig indfødsret i Danmark, spillede Grundtvigs frygt for tysk nationalisme en afgørende rolle for hans stillingtagen til spørgsmålet om statsborgerskab. I grundlovsudkastet hed det i § 46: “Ingen udlænding kan herefter erholde indfødsret uden ved lov”. Grundtvig skelnede mellem to forskellige slags udlændinge og fremsatte to ændringsforslag, der begge sondrede skarpt mellem skandinavers og tyskeres adgang til at få statsborgerskab.

I første omgang ville Grundtvig have tilføjet en bestemmelse om, at “svenskere og nordmænd, når de en vis tid havde haft ophold til Danmark, da uden lov skulle have indfødsret, og derved skilles fra andre udlændinge, som naturligt og rigtigt frakendes indfødsret, indtil den ved udtrykkelig lov er dem meddelt”. Grundtvig begrundede forslaget med, at vi i Danmark burde erkende det samme, som var sket i Tyskland: at de forskellige “stammer” udgjorde ét folk, og at holstenere og lauenborgere var del af det tyske folk.

Grundtvig fremsatte et nyt ændringsforslag, der lød: “Ingen tysker eller anden udlænding kan få dansk indfødsret uden ved lov, men svenskere og nordmænd, ligesom islændinge og færinger, agtes for indfødte, når de have fast ophold i riget.” Grundtvig ville give dansk indfødsret til folk fra de nordiske lande, når de havde taget fast ophold i landet. Men det gjaldt ikke tyskerne, som han frygtede kunne og ville underminere mulighederne for at opretholde dansk selvstændighed.

Grundtvig fandt det endvidere nødvendigt at imødegå den tyske trussel ved at indskrænke det danske rige, så de tysktalende dele blev afgivet, det vil sige Holsten, Lauenburg og en del af Slesvig.

Den indre logik i Grundtvigs synspunkt var, at Danmark ville blive stærkere ved at blive mindre. Grundtvig gjorde sig således til fortaler for et tilbagetog til en sikker grænse, nemlig en sindelagsgrænse.

Det er ikke normalt at forbinde tilbagetog med heltestatus. Men det gjorde den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger i sit klassiske essay “Tilbagetogets helte” fra 1998. I den berømmede han en række politikere og statsmænd, blandt andet Sovjetunionens tidligere præsident Mikhail Gorbatjov, for deres mod til tilbagetog. Grundtvigs geopolitiske synspunkt i 1848 flugtede med Enzenbergers forståelse af helte.

Tysklands samling

Grundtvig var som sagt overbevist om, at Tyskland – ikke mindst en samling af Tyskland – kunne blive en alvorlig trussel mod Danmarks fremtid som selvstændig stat. Hvad han frygtede i 1838, blev en realitet i 1871 – året før Grundtvig døde. Tysklands samling under Bismarcks lederskab var kulminationen på 1800-tallets tyske centraliseringsproces. Man skulle næsten tro, at Grundtvig havde synske evner. For hvad han forudså, ville blive resultatet af Tysklands samling, blev så at sige en realitet i form af opbygning af en uhyre tysk krigsmaskine og udbruddet af to verdenskrige i første halvdel af det 20. århundrede. Ligeledes fik han ret i, at der ville opstå en tysk kejser Napoleon – i form af Hitler – der viste sig at være en langt farligere magt end den franske kejser Napoleon.

Efter Anden Verdenskrig blev Tyskland igen opdelt – i Østtyskland og Vesttyskland – en opdeling, der stod fast, indtil Berlinmuren brød sammen 9. november 1989. Det var bestemt ikke alle, der var begejstret for udsigten til, at Tyskland igen blev samlet. Det gjaldt ikke mindst de tre regeringsledere Poul Schlüter, Margaret Thatcher og Francois Mitterrand, der efter Murens fald gentog samme synspunkt som Grundtvig, at Europa befandt sig godt med, at Tyskland var delt. Det blev dog ikke det synspunkt, der gik af med sejren. Så den 3. oktober 1990 kunne hen ved én million tyskere samles omkring den gamle Rigsdag i Berlin for at fejre genforeningen efter 45 års opsplitning.

I dag befinder vi os i Danmark godt med at have Tyskland som nabo. Tyskerne betragtes ikke længere som de fremmede og farlige, hvilket historisk set er en fuldstændig ny situation. I mere end 200 år udgjorde Tyskland en alvorlig trussel, som senest under Anden Verdenskrig eskalerede til en egentlig besættelse af Danmark. Så de antityske følelser var stadig uhyre stærke i de første år efter krigen. Men de seneste årtier er disse følelser næsten på mirakuløs vis forduftet.

Tyskland betragtes som et af de mest stabile og velfungerende demokratier i Europa og som en varm fortaler for et stærkt europæisk samarbejde i EU. Ligesom vores forhold til svenskerne har ændret sig fra fjende til ven, er vores syn på tyskerne ved at undergå samme forvandlingsproces. Og tak for det. Men på Grundtvigs tid var situationen en helt anden. I løbet af det nittende århundrede udviklede Tyskland sig til en yderst selvbevidst og aggressiv stormagt på den globale scene – og til en trussel mod Danmarks eksistens som selvstændig nation. Hvad den trussel har med jøderne og deres historie at gøre, skal vi nu se nærmere på.

Ove Korsgaard: ’Grundtvig rundt - En  guide’, 2018, Gyldendal, 304 sider, 249,95