Knud Lavard, 1096-1131, hertug

Knud Lavard var søn af kong Erik Ejegod. Efter forældrenes død i 1103 på pilgrimsrejse opfostredes Knud først hos den sjællandske høvding Skjalm Hvide, senere hos hertug Lothar af Sachsen, der blev tysk konge i 1125. Ca. 20 år gammel blev han jarl af Slesvig og fik til opgave at beskytte købmændene og handelsruterne omkring Slien og Slesvig by. Hans store interesse for handel havde formentlig også baggrund i, at han fik toldindtægter beregnet på baggrund af handelen.

Knud Lavard udnyttede sin position som grænsejarl og skabte sig via forbindelsen til Lothar stor indflydelse over den vendiske stamme abodritterne, som han i 1127 ved hjælp af Lothar blev fyrste over ("knés" eller "knjaz"). Knud Lavard var således både undergivet den danske konge og var den tyske konges lensmand.

Som søn af Erik Ejegod var Knud et oplagt kongsemne, også fordi han havde så gode kontakter til Lothar og venderne. Men andre stræbte også efter den danske kongemagt, herunder den regerende kong Niels' søn Magnus og hans øvrige fætre.

Den 7. januar 1131 blev Knud Lavard dræbt af sin fætter Magnus i Haraldsted Skov, ca. 5 km nord for Ringsted. Knud blev først begravet i Haraldsted kirke, men hans kiste blev senere flyttet til Ringsted. Mordet udløste en hævnkrig, som i 1134 bragte Knuds halvbror Erik Emune på tronen, og han indledte straks bestræbelser på at styrke sin legitimitet ved at få Knud gjort til helgen; det lykkedes dog først for Knuds søn Valdemar den Store. Knud Lavard blev kanoniseret ved pavelig bulle af 8. november 1169. Hans helgenværdighed er af rent politisk karakter.