Wilhelm 1., 1797-1888, preussisk konge, tysk kejser

Wilhelm overtog allerede i 1858 regentskabet for sin psykisk ustabile storebror Frederik Wilhelm 4. af Preussen; ved hans død i 1861 blev Wilhelm selv preussisk konge. Wilhelm 1. kom hurtigt i konflikt med det liberale flertal i parlamentet om gennemførelse af en hærreform, der bundede i det preussiske kongehus' ambition om at opnå en førerstilling blandt de 35 tyske fyrstedømmer, kongeriger og fribyer med henblik på at samle alle de tyske lande til et samlet Tyskland. Spørgsmålet udviklede sig til social uro og forfatningskrise.

Wilhelm overvejede at træde tilbage, men blev af sin krigsminister Albrecht von Roon overtalt til at blive ved magten og til at udnævne Otto von Bismarck til ny ministerpræsident, hvilket skete i 1862. Bismarck løste konflikten ved at gennemføre reformer i direkte modstrid med flertallet i landdagen, ligesom militærbudgettet i en årrække blev vedtaget uden om parlamentsflertallet. 

Den hårde kurs over for landdagen skabte et tæt forhold mellem Bismarck og Wilhelm, der herefter fulgte Bismarcks råd i et og alt. Et af hans råd var at skabe indenrigspolitisk ro ved en fælles ydre fjende, en rolle, Danmark udfyldte med vedtagelsen af Novemberforfatningen i 1863, som førte til krigen i 1864 og det efterfølgende tab af Sønderjylland.

Sejren i 1864 gav kong Wilhelm og Bismarck den indenrigspolitiske ro, de ønskede, og de fortsatte den militære oprustning, som førte til Den Fransk-tyske Krig i 1870-71. Efter sejren over Frankrig lod Wilhelm sig udråbe til tysk kejser i Spejlsalen i Versailles. Hermed var den preussiske ambition om at samle alle de tyske lande til en samlet tysk nationalstat lykkedes på mindre end 10 år. Men det blev et udemokratisk og militaristisk tysk kejserrige med magtpolitiske ambitioner, hvor liberale ideer og demokrati konsekvent blev undertrykt.