Kristeligt Dagblad har i løbet af sommeren bragt en række artikler om det danske mindretal under overskriften ”Identitet i grænselandet”. I artiklen ”Danskheden er under pres i Sydslesvig” bragt d. 3. august kommer en række sydslesvigere med forskellige eksempler på, hvilken vej det går. Det drejer sig om rektor på A.P. Møller Skolen Jørgen Kühl, museumsleder Danevirke Museum Nis Hardt, formand for menighedsrådet i Satrup Andrea Werner og formand for Sydslesvigsk Forening (SSF) Jon Hardon Hansen. Hovedbudskabet er, at mindretallet skifter karakter, fordi der kommer mange nye til uden relation til dansk eller Danmark.

Jørgen Kühl har lavet en lille uvidenskabelig undersøgelse på A.P. Møller Skolen, som viser, at kun 3 % af eleverne komme fra hjem, hvor begge forældre har tilknytning til det danske mindretal, mens 67 % kommer fra hjem, hvor ingen af forældrene har haft tidligere tilknytning til mindretallet. Jørgen Kühls pointe er, at flere og flere i Sydslesvig ikke orienterer sig i forhold til dansk eller tysk, men kalder sig slesvigere forstået som hjemmehørende i et område, hvor begge nationaliteter sameksisterer i et både-og.

Nis Hardt minder om, at medlemmer af mindretallet er borgere i Tyskland og har både danske og tyske i familie og vennekreds. At bede medlemmer af mindretallet om at vælge mellem dansk og tysk er absurd, fordi vi så tvinges til at vælge ægtefæller, børn eller venner fra. Nis Hardts pointe er, at mindretallet ikke længere kun er et mindretal, men del af en befolkning.

Andrea Werner beskriver det danske mindretal i dag som ”meget anderledes, end da hun var barn”. ”Dengang var vi en slags familie og mødte hinanden i alle sammenhænge. I dag er det svært få mindretalsmedlemmer til at engagere sig i foreningsarbejdet fordi mange nytilkomne er passive medlemmer af et mindretal, som de ikke identificerer sig med”, siger hun til avisen.

Også formand for Sydslesvigsk Forening Jon Hardon Hansen kommenterer udviklingen: ”Hvis grænseborgerne fremover bare vælger til og fra alt efter, hvor de får de bedste tilbud, så forsvinder den nationale bevidsthed, som er med til at gøre grænselandet så unikt. Der vil så heller ikke længere være grundlag for, at den danske stat skal støtte os som et nationalt mindretal – for så er vi jo ikke danske mere” siger Jon Hardon Hansen til avisen.

Den vigtigste pointe i artiklerne er, at det danske mindretal kun kan overleve, fordi der hele tiden kommer nye til. Og at de mange nye udfordrer vores forestilling om, hvad det vil sige at være dansk mindretal.

Eller Nis Hardts iagttagelse af samme misforhold mellem virkeligheden og det, vi forestiller os: ”I mindretallet oplever vi ofte en forventning fra dansk side om, at vi drømmer om at være ’rigtige danskere’. At vi ønsker at få flyttet grænsen endnu en gang, og at vi nærmest skal tage kampen op mod det tyske for at vise vores ægte danskhed”.

Og hermed rejses endnu en gang spørgsmålet: Er danskheden under pres i Sydslesvig? Og er danskhed at tage kampen op mod det fremmede, her det tyske, eller er danskhed at søge åben dialog og samarbejde? I Grænseforeningen mener vi, det er indlysende, at svaret må være det sidste.

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen.