Tilbage til nyhedsliste

Formandsskifte på vej i to af mindretallets store organisationer

8. september 2023

Både Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) og Skoleforeningen skal i den kommende tid vælge nye formænd. For Skoleforeningens vedkommende finder formandsvalget sted allerede i slutningen af september.

Skoleforeningens styrelse har indstillet Andrea Heimrath, der er foreningens nuværende næstformand, til at blive ny formand.

Skoleforeningens styrelse har indstillet Andrea Heimrath, der er foreningens nuværende næstformand, til at blive ny formand.

Arkivfoto: Grænseforeningen

Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) skal have ny formand. Det står klart, efter at den nuværende formand Kay von Eitzen torsdag meddelte, at han ønsker at stoppe ved udgangen af valgperioden.

”Jeg må erkende, at mit fuldtidsarbejde som bykonsulent, mit familieliv og min opgave som formand for Flensborg Yacht Club alt for tit kolliderer med mine opgaver som SdU-formand. Det er beklageligt, men jeg vil ikke gøre tingene halvt. Derfor overlader jeg pladsen til en anden”, udtaler han til Ugeavisen Sydslesvig, som udgives af SdU og Sydslesvigsk Forening (SSF).

SdU holder først landsmøde igen til marts, så Kay von Eitzen er tidligt ude med sin udmelding. Det skyldes et behov for at være fair overfor SdU’s foreninger, så mulige kandidater har god tid til at overveje, om de vil stille op, forklarer han til Ugeavisen Sydslesvig.

Kay von Eitzen, der er tidligere 1. næstformand i SdU, blev valgt som formand i marts 2022 i et kampvalg mod Mads Lausten.

Formandsvalg i slut-september

Også mindretallets største organisation, Dansk Skoleforening for Sydslesvig, der driver 55 dagtilbud og 43 skoler, heraf to med gymnasieoverbygning, skal forberede sig på at vælge ny formand. Nuværende formand Udo Jessen meddelte allerede i januar, at han ikke ønskede at genopstille for endnu en periode efter at have bestredet formandsposten i ni år. Derfor er Skoleforeningens styrelse også klar med en formandskandidat til valget, der finder sted den 28. september.

”Det er den nuværende næstformand Andrea Heimrath fra Skovlund, som Styrelsen peger på. Forskellige styrelsesmedlemmer fremhævede især, at hun er en udpræget holdspiller og har været med til at præge Skoleforeningen de seneste år. Styrelsen pegede dernæst på Troels Kaysen fra Hüsby til at følge efter som Skoleforeningens næstformand”, skriver Skoleforeningen på sin hjemmeside.

Ifølge Skoleforeningens vedtægter skal andre kandidater offentliggøre deres kandidatur senest 14 dage før, formandsvalget finder sted den 28. september. Man skal være medlem af Skoleforeningens styrelse for at kunne stille op til formands- og næstformandsposten.

Mindretallet er en berigelse

Andrea Heimrath, der med stor sandsynlighed kan kalde sig for Skoleforeningens nye formand efter den 28. september, blev interviewet til magasinet Grænsen i oktober 2021, der havde temaet ’Danskhed i Sydslesvig’. Her fortalte hun om sin egen indgang til det danske mindretal i Sydslesvig.

“Jeg var overhovedet ikke klar over, hvad jeg gik ind til, for jeg var ikke bekendt med det danske mindretal”, siger Andrea Heimrath, der er født og opvokset i Bayern og har lært sig dansk, i interviewet. Hun og manden Frank Jacobsen valgte at sende deres fire børn i dansk børnehave og skole.

“Jeg ser mindretallet som en stor berigelse, og jeg er overbevist om, at jeg også vil engagere mig i mindretallet den dag, mine børn ikke længere går på danske skoler”, lyder det videre i interviewet.