KOMMENTAR: Jeg vil gerne være virkelighedsfjern sammen med de unge, skriver Knud-Erik Therkelsen, generalsekretær i Grænseforeningen, i en kommentar.
Forleden dag kaldte en højskoleforstander mig for virkelighedsfjern. Baggrunden var, at jeg havde fortalt min aktuelle yndlingshistorie om dengang for næsten 100 år siden, da 500 karle og piger på Vestsjælland efter dagens arbejde trak i reb og taljer for at få en 25 ton tung kampesten, fundet i vandkanten i Sejrøbugten, slæbt op på toppen af den 95 meter høje bakketop Esterhøj, der lå et par kilometer væk. Her skulle stenen for tid og evighed minde om Genforeningen i 1920, hvad den stadig gør.
Det virkelighedsfjerne kom ind i billedet, fordi jeg efter ovenstående fortælling sagde, at jeg troede på, at de samme kræfter kunne frigøres i nutidens ungdom. Ikke i forhold til at rejse genforeningssten, men i forhold til at styrke et demokratibærende fællesskab i Danmark, hvor alle er med på lige vilkår. Også dem som først for nylig har fået statsborgerskab eller som har indvandrerbaggrund og altså tilhører etniske mindretal i Danmark. ”Det kan du kun sige, fordi du er virkelighedsfjern”, var kommentaren.
Ser man det!
Vores demokrati er under pres fra mange sider. Forleden kunne vi læse, at lederne af de store teknologivirksomheder Facebook, Google, Amazon og andre regner sig for verdens ledere, fordi de har større økonomisk magt og større viden, end nogen stat og dermed end nogen politiker. Men spørgsmålet er, om de vil deres eget eller det fælles bedste. Den amerikanske præsident Donald Trumps vej til Det hvide Hus afslører også et demokrati under pres ligesom frustrationerne i det såkaldte udkantsdanmark afslører en stigende utilfredshed med det politiske systems manglende evne til at finde løsninger til fælles bedste.
Dengang i 1920 ønskede de unge at udtrykke deres glæde ved, at sønderjyderne efter lange trængsler under preussisk overherredømme endelig kom hjem igen. Krigen var overstået, freden skulle vindes bl.a. ved hjælp af en demokratisk fastlagt grænse baseret på befolkningens eget ønske. Det var nok værd at markere.
I dag er alt det vundne under pres og må nytænkes for at forblive bæredygtigt. Det arbejde må de unge inddrages i hurtigst muligt. Løsningerne kan i vid udstrækning kun findes i den tværkulturelle og grænseoverskridende dialog. Det har Niddal el Jabri og Mino Danmark travlt med, men også Grænseforeningen Ungdom, der samler unge på Roskilde Festival, vores ambassadørkorps, jUNG zuSAMMEN og så videre.
Jeg vil gerne være virkelighedsfjern sammen med de unge. Og jeg glæder mig over, at Grænseforeningen fastholder opmærksomhed på historie og tradition samtidig med at de unge får al mulig støtte til deres vigtige arbejde for det fælles bedste.
Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen