Gå til leksikonoversigt

Schackenborg

Steder

Herregård i udkanten af Møgeltønder. Den hed oprindelig Møgeltønderhus og nævnes første gang i 1230'erne, hvor den med tilhørende jorde tilhørte biskoppen i Ribe. Møgeltønderhus kom i forbindelse med Reformationen i 1536 under kronen. I 1545 gjorde Christian 3. Detlev Ahlefeldt til lensmand på Møgeltønderhus for et årlig ydelse. 

I 1562 indløste kongen pantet på 16.000 mark. Familien Rantzau overtog godset i 1564t og især under Bendix Rantzau blev bønderne udnyttet til hårdhændet hoveri, som medførte flere klager til kongen over lensmanden. I 1599 købte Christian 4. godset og gav det i len til en række af sine betroede medarbejdere. 

I 1661 blev Møgeltønderhus, som på det tidspunkt nærmest var en ruin, købt af feltmarskal Hans Schack, der havde vundet stor anerkendelse under forsvaret af København i 1658 under krigen mod Sverige. På fundamenterne af det gamle Møgeltønderhus byggede han i årene1664-1667 en ny trefløjet hovedbygning efter tidens smag (barok). To bygninger fik dog lov af blive stående, nemlig portbygningen og det gamle "Fruerhus", den nuværende søndre sidefløj. I 1671 blev Hans Schack ophøjet til greve, og siden da har herregården båret navnet Schackenborg. Det blev udvidet og ombygget i 1756-57 (bl.a. med rokokodekorationer på gårdsiden), men Schackenborg står fortsat som oprindelig bygget.

Schackenborg forblev i slægten Schacks eje de næste 11 generationer frem til 1978, hvor den barnløse lensgreve Hans Schack testamenterede godset til den da 9-årige prins Joachim. Prins Joachim overtog driften af stedet i 1993.

I 2014 afhændede prins Joachim Schackenborg og størstedelen af de tilhørende jorder til Schackenborg-Fonden. Prins Joachim har dog ret til at benytte en del af slottet privat, ligesom han kan drive jagt på jorden.

Slotshaven er åben for besøgende, og der afholdes guidede ture gennem Schackenborg.

Litteratur:

"Schackenborg". Særtryk af Sønderjysk Månedsskrift 1997, nr. 4. 

Schackenborg

Schackenborgs trefløjede anlæg. Foto fra 2023.

Foto: Wolfgang Pehlemann, CC BY-SA 3.0.