Slesvig Domkirke
Slesvig Domkirke (Sankt Petri Dom) blev opført omkring år 1030; den femskibede kirke er viet til apostelen Peter.
Opførelsen af Slesvig Domkirke kom til at strække sig over flere hundrede år. Kirken var i begyndelsen en romansk kirke, men ved ombygninger mellem år 1200 og år 1500 blev den romanske langhusbasilika til en gotisk treskibet hallekirke. Den nuværende nygotiske tårn på 112 m blev opført i årene 1888-1894. Oprindeligt havde domkirken to tårne, men de styrtede sammen allerede i 1275 og blev ikke genopført.
Den romanske portal ved kirkens sydlige tværskib dateres til 1180. Billedfeltet over døren (tympanon) er udført i skånsk sandsten og prydet med et relief med en tronende Kristus, der giver apostlene Peter og Paulus hhv. nøgle og skriftrulle. Den kongelige stifterfigur med den totårnede kirkenmodel i sine hænder er blevet identificeret med kong Valdemar den Store. Petersportalens motiv genfindes på en række af Sydslesvigs landsbykirker, bl.a. i Munkbrarup, Sörup og Norderbrarup (dansk: Nørre Brarup).
Domkirkens kendteste inventar er Hans Brüggemanns Bordesholmalter, som oprindelig stod i Bordesholm Klosterkirke. I det sydlige korskib ses det såkaldte Tre Kongers Alter, som indtil 1666 stod på kirkens højalter. Altertavlen med Jomfru Maria, Jesusbarnet og de tre hellige konger dateres til slutningen af 1200-tallet.
Frederik 1.s sarkofag. Tegning fra 1858.
Nationalmuseet.
Frederik 1.s sarkofag i det nordlige korskib er udført i marmor, kalksten og alabast og betragtes som et hovedværk inden for nederlandsk renæssance. Den viser kongen liggende med hænderne løftet til bøn og flankeret af to kvindeskikkelser, hvoraf den ene holder kongevåben og den anden en indskrifttavle om hans bedrifter. Gravmælet er udført af den flamske kunstner Cornelius Flories i årene 1551-1555.
Blandt de øvrige epitafier kan nævnes stukgravmælet for biskop Frederik fra 1580 og det imponerende barokgravmæle for den gottorpske kansler Kielmann af Kielmannsegg fra 1673. Marmorportalen over familien Arenstorffs kapel er fra ca. 1678.
Indenfor i domkirken står en 4,40 m høj træfigur af den hellige Christoffer med Jesusbarnet på skuldrene. Figuren er fra 1510 og regnes for et af de fineste danske og nordtyske træskærerarbejder. I korets nordlige del hænger oliemaleriet Den blå Madonna fra 1669 af Jürgen Ovens (1623-1678).
Slesvig Domkirke. Tårnet er Sydslesvigs højeste kirketårn. Foto fra 2013.
Foto: Ankerohland CC BY-SA 4.0.