Muligheden for at opnå dobbelt statsborgerskab er en realitet under forudsætning af, at begge lande – altså både moderlandet og værtslandet – har en lovgivning på plads, der tillader det. Det er nu tilfældet i både Danmark og Tyskland. Danske statsborgere ansat i det danske mindretals organisationer i Sydslesvig kan opnå tysk statsborgerskab og få stemmeret ved parlamentsvalg i Tyskland.

Gennem flere år har der været et stærkt ønske fra nogle af medlemmerne af det danske mindretal i Sydslesvig, der normalt har tysk statsborgerskab, om at få dansk statsborgerskab. Man føler sig så engageret i danske samfundsforhold og har vist loyalitet over for det danske fællesskab og dansk kultur m.m., at man synes at det ville være naturligt, at det præmieres med et dansk statsborgerskab. Der skal så opstilles nogle kriterier, der, hvis de efter ansøgning opfyldes, udløser et dansk statsborgerskab.

Umiddelbart kan denne interesse forekomme harmløs, og skulle det gøre nogen glade, så ok med det.

Faren er dog den, at der opstår mulighed for en deling af mindretallets medlemmer i to kategorier, nemlig et hold, man kunne fristes til at kalde mindretallets kernemedlemmer, og så et hold af interessebegrundede medlemmer, der ikke umiddelbart har nogen tilknytning eller forudsætning, der begrunder et medlemskab i et nationalt mindretal. Denne opdeling kan der være politiske partier i både Danmark og Tyskland, der har interesse i.

Tænk på, hvordan forfatningsdomstolen i Slesvig-Holsten var ude i vurderinger af SSW’s berettigelse til fortsat at nyde godt af dispensation i henhold til valgloven, der kun er berettiget for et parti, som repræsenterer et nationalt mindretal i befolkningen. Der er stadig politiske kræfter i Slesvig-Holsten, der stiller spørgsmålet, om SSW bare er et regionalt parti, eller om det er parti for medlemmer af det danske mindretal. For disse kræfter vil en sådan opsplitning af mindretallets medlemmer være kærkommen.

Der er også politiske kræfter her i landet, der til stadighed stiller spørgsmålet om, hvor danske man egentlig er i det danske mindretal? Dette spørgsmål rejses fra tid til anden på trods af, at København-Bonn-erklæringerne fastslår, at nationalt sindelag ikke kan efterprøves. Også disse politiske kræfter, må man formode, vil glædes ved at få synliggjort, at kun en medlemsskare af den og den størrelse opfylder kriterier, der afspejler et efter deres opfattelse sandt tilhørsforhold til det danske fællesskab.

Den politiske interesse kunne være begrundet i ønsket om en graduering af den danske stats tilskud til mindretallet alt efter, hvilken kategori medlemmerne synes at tilhøre. Nu kendes interessen mellem mindretallets medlemmer for at benytte sig af muligheden for at opnå dobbelt statsborgerskab ikke præcis. Er den kun til stede for nogle få hundrede medlemmers vedkommende, er det ligegyldigt. Skulle interessen vise sig at være 10% eller flere, er det en anden sag.

Af nævnte grunde synes jeg, at muligheden for dobbelt statsborgerskab for danske sydslesvigere er en farlig vej at betræde. Husk, at man ikke bliver mere dansk eller anerkendt som dansker ved at få et dansk statsborgerskab. Nationalt sindelag bevises heller ikke med et dokument.

Jens Andresen er formand i Grænseforeningen.