At Dannevirke stadig er en del af danskernes nationale fortælling blev bekræftet, da Danmark spillede VM i håndbold i januar 2019: ”Et Dannevirke af brystkasser” lød overskriften i Weekendavisen, hvor skribenten gjorde rede for, at håndbold med tremeterlinjen som fremskudt forsvarsværk blev opfundet efter Danmarks nederlag i krigen i 1864, som førte til, at Holsten, Lauenborg og Slesvig ophørte med at være en del af den danske helstat.

Men Dannevirke, Nordeuropas største forsvarsværk, der i 2018 kom på UNESCOs Verdenskulturarvsliste sammen med Hedeby, der var Nordeuropas største handelsplads i vikingetiden, er så meget mere end en del af den nationale fortælling om nederlaget i 1864.

Det forklarer arkæolog Nis Hardt, der tager imod på Danevirke Museum i landsbyen Dannewerk i nærheden af Slesvig by, hvor han har været museumsleder i 20 år. 64-årige Nis Hardt har været lidt af en enmandshær – dog med både tyske og danske kolleger ved sin side i lange perioder - i en utrættelig kamp for at få det engang tilgroede fortidsminde gravet frem og konserveret, så et dansk og et tysk publikum med tiden kan følge stedets historiske udvikling helt tilbage fra 400-tallet. Senest stod han fra 2010 til 2013 i spidsen for udgravningen af ”Porten til Norden” – den hidtil eneste fundne åbning i det 30 kilometer lange voldanlæg, der strækker sig fra Østersøen ved Slesvig over den jyske højderyg og ud til Vesterhavet.

”I dag ligger Dannevirke i Tyskland, fordi folkeafstemningen i 1920 afgjorde, at Nordslesvig skulle høre til Danmark, og Sydslesvig til Tyskland. Men det væsentlige for mig er at få formidlet, at Dannevirke udgør Skandinaviens sydgrænse. Vi befinder os lige nu i Skandinavien. Det skal ikke forstås på den måde, at jeg er nationalist og ønsker Dannevirke tilbage til Danmark igen. Jeg er bare optaget af at få både danskere og tyskere til at forstå, at de mennesker, der lever i Slesvig, altid har levet med både dansk og tysk sprog og kultur”, siger Nis Hardt, der har boet i Dannewerk hele sit liv, men alligevel jævnligt bliver spurgt, om han så skal hjem til Danmark, når han går på pension?

”Det kan godt være, at jeg er dansksindet, men jeg er først og fremmest slesvig-holstener. Jeg kan af historiske årsager ikke være dansker som én, der kommer fra Fyn eller Vendsyssel. Mange danskere og tyskere lever i stor uvidenhed om de faktiske forhold, og det må vi da gøre noget ved. Hvis vi kan få formidlet historien om Dannevirke rigtigt, tror jeg, at flere vil komme til at forstå fortiden og dermed også nutiden og sig selv meget bedre. Man skal huske, at indtil 1800-tallet var modsætningsforholdene jo ikke særlig udtrykte. Man var faktisk ikke optaget af, om folk var tyske eller danske slesvigere, frisere eller holstenere. Det var først med nationalstaten, at dette modsætningsforhold opstod”, siger Nis Hardt.

Handelsvejene blev kontrolleret

Han forklarer, at Dannevirke har været danernes forsvarsværk mod saksere, frankere og slaviske folk mod syd gennem 1.500 år. Men i virkeligheden har der kun været få krigshandlinger på dette sted i århundreder. Størstedelen af den tid, Dannevirke har eksisteret, har voldene ligget i ruiner i landskabet. Først når der har været optræk til krigeriske konfrontationer, har man løbende bygget nyt eller sat gamle voldstrækninger i stand.

”Dannevirkes vigtigste funktion har gennem alle århundrederne været at give magthaverne mulighed for at kontrollere handelsvejene, for det er handel, der har bundet verden sammen. Sådan var det i fortiden, og sådan er det i dag”, fastslår Nis Hardt og forklarer, at Dannevirke har udgjort et magtpolitisk knudepunkt. Vel at mærke Ikke kun i forhold til landforbindelsen mellem nord og syd: I oldtiden og i middelalderen blev Dannevirke også brugt til at beskytte søhandelsvejen fra Vesterhavet og til Hedeby, der var Nordeuropas største handelsplads i vikingetiden og ligger i tilknytning til Dannevirke inderst i fjorden Slien. De handelsvarer, der skulle fra Vesterhavet til Hedeby, blev omskibet og sejlet op ad floden Trene, dernæst fragtet med hestevogn den korte distance på 14 kilometer over land til Hedeby, hvorfra varer også kunne transporteres ad Slien og videre ud til Østersøen. 

Porten til Norden

At dreje fra højhastighedstrafikken på motorvej A7 mod Hamborg og havne i en af lænestolene på Nis Hardts kontor på det gamle husmandssted, hvor Danevirke Museum, har haft sine lokaler siden indvielsen i 1990, og høre historien om Dannevirke, kræver tid og ro. Og begge dele har Nis Hardt en evne til at give videre.

For eksempel om dengang i 2010, hvor han selv lå på sine knæ og sammen med tyske museumskolleger gravede med spade og ske kun 50 meter uden for vinduet og fandt ”Østre Kahlegat”, som hurtigt blev omdøbt til ”Porten til Norden”.

”Jeg havde længe haft på fornemmelsen, at der måske var en port, fordi der i landskabet var en fordybning på dette sted, og en sådan port omtales også i de sparsomme skriftlige kilder, vi har.  ”Porten til Norden” er det mest synlige bevis på, at mennesker har levet deres liv størstedelen af tiden i fred og samdrægtighed omkring Dannevirke. Her har handelsrejsende, bønder, tiggere, hærførere, konger og kejsere og senere, da kristendommen kom hertil, også pilgrimme, vandret igennem”, siger Nis Hardt, der stadig husker, at han følte sig både glad og bevæget, da han og hans tyske kolleger fandt portåbningen.

”I en tid med grænsekontrol og svinehegn må jeg indrømme, at jeg tænkte: Flot! Nu er der hul igennem. Det kan vi bruge til at fortælle, at Dannevirke er et sted, der forbinder og ikke bare skiller mennesker. Nu har vi det synlige bevis”, siger Nis Hardt

”Det var her, det hele begyndte”

Dannevirkes historie går langt tilbage, forklarer Nis Hardt: Kulstof 14-metoden har påvist, at en jordvold bygget af hedetørv med bagvedliggende jordvolde er bygget på dette sted i tidsrummet år 450-500. Det var på den tid, da anglere, saksere og jyder sejlede mod vest til de britiske øer, hvilket ord som ”Anglia” for England og Westsussex for Vestsachsen vidner om.

Allerede på dette tidlige tidspunkt mener Nis Hardt, at der har været tale om, at man har samlet det rige, der senere skulle blive til Danmark. Den formodning underbygges af, at de sidste våbenofferfund i jyske moser er fra den tid. Det betyder sandsynligvis, at krigshandlinger er ophørt. Dertil kommer, at østromerske og frankiske kilder fra omkring år 500 beretter om et nyt folk, der udvidede deres magtområde i Sydskandinavien, nemlig danerne. Det folk lagde senere navn til Dannevirke, danernes virke. Meget tyder derfor på, at forskellige høvdingeområder i de vestlige dele af det senere kongerige Danmark smelter sammen i slutningen af 400-tallet, mener Nis Hardt.

”Det kan godt være, at man kalder Jellingestenen for Danmarks dåbsattest, fordi Harald Blåtand satte denne sten i Jelling som et tegn på, at landet var blevet kristent. Men Dannevirke er Danmarks fødselsattest. Det var her, det hele begyndte”, siger han.

I år 808 e.Kr. nævnes kampestensmuren ved Dannevirke for første gang i frankiske kilder. På det tidspunkt førte danerkongen Godfred krig mod Karl den Store. Frankerkongens historieskriver beretter om, hvordan Godfred ødelagde den slaviske østersøhavn Reric og byggede en vold. ”Kun én port skulle den have, hvorigennem heste og vogne kunne udsendes og modtages”, hedder det.

Der er ifølge Nis Hardt stor sandsynlighed for, at den port, som han og hans kolleger udgravede 2010-2013 er den port, der omtales i de frankiske kilder. Der er intet tilbage af selve porten. Men vejen og hjulspor var tydelige af se i den sandede undergrund, hvor Hærvejen, der på tysk kaldes Ochsenweg, Oksevejen, i flere århundreder gik igennem Danevirke. Portåbningen er dog nu dækket til igen og i dag ses kun en hulning i terrænet.

Fra kampestensmur til Valdemarsmur

Kampestensmuren, hvoraf dele stadig kan ses i landskabet ved Dannevirke, var 3 kilometer lang, 3,5 meter høj og 3 meter bred.  Et kolossalt bygningsværk, som ifølge arkæologernes udregninger har bestået af 20 millioner sten.

”Jeg tror ikke, man gør sig begreb om, hvor omfattende dette arbejde har været. I dag taler man om den præstation det var at bygge de danske middelalderkirker i 1100-tallet. Men dette var den første prøve 400 år tidligere. De 20 millioner sten er jo blevet hentet ude ved Østersø-kysten, hvor de faldt ud af klinterne. De har skullet transporteres og tilhugges og bygges sammen i et system af fliser og fyld”, forklarer Nis Hardt.

I 1100-tallet byggede kong Valdemar en teglstensmur, der var 4 kilometer lang. Valdemarsmuren, som den kaldes i daglig tale, kan beses ved Dannevirke i dag. Kong Valdemar den Stores historieskriver, Saxo Grammaticus, skriver i sin krønike, Gesta Danorum (danernes bedrifter) omkring 1190, at kong Valdemar satte sig for at værne om sit rige ved at kontrollere det ved borgbyggeri - og at befæste grænsen mod invasionsforsøg fra vendisk og tysk side og lod opføre en mur af brændte sten på Thyras vold. Volden nævnes også på en blyplade, der er fundet i kong Valdemars grav i Ringsted. Her står bl.a. ”Også en mur til hele rigets værn, hvilken almindelig kaldes Danewerch, opførte han først af brændte sten […]”.

Ingen grund til grænser

Fra omkring 1250 mistede Dannevirke sin betydning som grænsevold, fordi magtbalancen blev forskudt: Abelslægtens konger og hertuger på Gottorp Slot i Slesvig blev samgifte med greveslægten Schaumburg i Holsten, fortæller Nis Hardt.

”I løbet af et par generationer var det de samme magthavere nord og syd for Dannevirke, og så var der jo ingen grund til at have et fæstningsværk som grænse”, siger han.

Dannevirke var i forfald indtil 1800-tallet, hvor den nationale idé slog igennem, og voldanlægget, der på ingen måde var gearet til en ny tids krigshandlinger, blev skueplads for de voldsomme begivenheder i 1864. Natten mellem den 5. og 6. februar 1864 trak hæren sig tilbage fra Dannevirke til Dybbøl, hvor de danske tropper led det endelige nederlag den 18. april 1864.

Vi har rejst os fra lænestolene, og Nis Hardt viser vej ud i terrænet ved Dannevirke, hvor der ved krigsudbruddet i 1864 var 27 skanser. I dag kan man tæt ved museet besøge en rekonstruktion fra 2001 af Skanse 14. Denne eftermiddag er der fredeligt i Skanse 14, bortset fra nogle glasskår, der ligger i græsset. Der er mange, der godt kan lide at sidde her og se ud over landskabet, mens de hygger sig med en øl. Men Nis Hardt er nu lidt ærgerlig over, at de ikke rydder op efter sig.

”Dannevirke går som en rød tråd gennem grænselandets historie. Både i krig og i fred. Både danske og tyske kræfter er i dag optaget af, at Dannevirke skal være det sted, der forbinder nord og syd. Jeg håber, at vi i de kommende år kan få samlet tilstrækkelige fondsmidler ind og få skabt viljen til at udvide dette sted, så historien om Dannevirke kan blive fortalt til nye generationer på en spændende måde”, siger Nis Hardt.