Det nordiske samarbejde står over for en historisk renæssance. Det kan lyde som en overilet påstand i en tid, hvor internationalt samarbejde i EU og andre fora er under pres fra Brexit, Donald Trump og nationalkonservative bevægelser i en række lande med inspiration fra det fjendtlige Rusland.

Men det er netop det ydre pres og den voksende tvivl om Europas kollektive sikkerhed, der gør, at et stærkere politisk samarbejde mellem de fem nordiske lande i dag fremstår som både et attraktivt og samtidig et langt mere realistisk svar på de nordiske landes internationale udfordringer, end man hidtil har tænkt det.

Den nordiske samfundsmodel har gennem de seneste årtier været anerkendt af økonomer, arbejdsmarkedsforskere og velfærdseksperter. Men det er ganske nyt, at nationale politikere i Norden taler varmt om reelt samarbejde, og at andre lande i Europa begynder at opfatte Norden som en attraktiv samlet alliancepartner i Europa.

Det er ikke desto mindre, hvad man har set fra toppolitikere i lande som Holland og Storbritannien, der aktivt rækker ud efter øget samarbejde med de nordiske lande i bestræbelserne på at stå sig bedst muligt i forhold til det EU, der tegner sig efter briternes udtræden.

I efteråret 2018 mødte Theresa May således op ved Nordisk Råds session i Oslo og talte varmt for fremtidigt samarbejde om vedvarende energi og kampen mod klimaforandringerne. Og fra hollandsk side har premierminister Mark Rutte være hovedmanden i skabelsen af den nye vigtige alliance internt i EU: The New Hanseatic League – det nye Hanseforbund, hvor Danmark, Sverige, Estland, Letland, Litauen og Polen står sammen med hollænderne og Irland om at udgøre en nordlig og finanspolitisk konservativ alliance internt i EU.

Nordisk forsvarssamarbejde

De nye interne dynamikker i Norden, så man også, da de nordiske forsvarsministre mødtes i den svenske by Sälen i januar 2019. Sverige var i september 2018 igennem et valg, hvor russiske aktører blandede sig i valgkampen gennem påvirkning af sociale medier. Og nu er den danske forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen af sine efterretningsfolk blev advaret om, at det samme uden tvivl vil ske i Danmark ved det kommende folketingsvalg. Denne indblanding og en generelt truende adfærd fra Rusland har sammen med usikkerheden omkring USA’s engagement i NATO under Donald Trump sat fart på det nordiske forsvarssamarbejde.

Således besluttede de nordiske forsvarsministre ved mødet i Sverige at dele radarovervågningsbilleder med hinanden, selvom Finland og Sverige ikke er medlemmer af NATO. Det er en premiere i NATO’s historie, og den danske forsvarsminister beskrev over for Berlingske udviklingen som ’begyndelsen på en nordisk dimension i NATO’.

”Den svenske politik er at integrere sig så meget i NATO på det operationelle plan, at det sådan set kun er den formelle tilslutning til NATO, der mangler. Jeg plejer spøgende at sige, at Sverige har det med NATO, som Danmark har det med euroen. Vi følger euroen i tykt og tyndt. Det eneste, vi ikke ønsker, er politisk indflydelse. Svenskerne følger NATO i tykt og tyndt. Det eneste, de ikke ønsker, er politisk indflydelse”, sagde Claus Hjort Frederiksen til avisen.

Den liberale danske forsvarsminister har i europa- og udenrigspolitikken altid været stærkt orienteret mod London og ikke mindst Washington. Men nu fremstår han pludselig som en varm fortaler for militært samarbejde i EU og for både militært, økonomisk og politisk samarbejde i Norden.

Han og andre ledende politikere i de nordiske regeringer begynder at smide den berøringsangst, som de nordiske landes forskellige alliancepositioner igennem mange år har givet anledning til. Samtidig besinder man sig i stadigt højere grad på de mange lovende integrationsspor, som allerede eksisterer i det nordiske samarbejde, men som blev sat under voldsomt pres i forbindelse med flygtningekrisen i 2015.

Det er fortsat ikke sådan, at de nordiske lande samarbejde er lydefrit på alle områder, men der bliver i disse år set meget på de fordele, som arbejdsmarkedsintegration, energisamarbejde og vækstskabende grænseoverskridende infrastruktur som Øresundsforbindelsen udgør i de nordiske lande.

Fra blå banan til baltisk bue

Mens det dybest set er den manglende tillid til USA i forhold til Europas kollektive sikkerhed, der nu fører til det tætte forsvarspolitiske samarbejde i NORDEFCO, er den økonomiske integration omkring den nordiske region i realiteten begyndt nogle årtier tidligere.

Murens fald og Tysklands genforening omkring 1990 betød i sig selv, at nye markeder og muligheder åbnede sig i Østersøregionen, hvor det økonomiske samkvem lå i en dybfryser under Den Kolde Krig. Den udvikling blev der sat turbo på, da de baltiske lande, Polen og resten af Centraleuropa i 2004 kom ind i EU.

Hundredtusindvis af baltere og polakker blev værdsatte medarbejdere i nordiske virksomheder. Mange slog sig ned i danske udkantsregioner som Samsø og Nordjylland, og i det hele taget blev den nordiske region og Østersø-regionen til et betydeligt europæisk centrum. Denne udvikling beskrev ugebrevet Mandag Morgen i en analyse i 2012.

”På blot 20 år er Østersø-regionen forvandlet fra Europas fattige baggård til kontinentets mest dynamiske vækstcentrum og en højt respekteret erhvervspolitisk rollemodel”, lød det i artiklen, der citerede Tysklands kansler, Angela Merkel, for følgende udtalelse ved Østersø-topmødet i maj 2012:

”Østersø-regionen er blevet et europæisk fyrtårn for bæredygtig vækst, velstand og samarbejde”, lød det fra den tyske kansler.

Analysen byggede blandt andet på et interview med den franske geograf Roger Brunet, der i 1990’erne blev kendt for sin beskrivelse ‘den blå banan’, der definerede Europas økonomiske rygrad som den koncentration af menneskelig, urban, finansiel, industriel og videnmæssig kapital, man finder i det geografiske rum, der strækker sig fra Norditalien over Schweiz, det vestlige Tyskland og Benelux-landene til London og industribyerne i det nordvestlige England.

Ifølge Brunet førte den europæiske integration, som har fundet sted siden Anden Verdenskrig, til, at Europas økonomiske rygrad begyndte at flytte sig mod nordøst – en udvikling, der blev kraftigt forstærket af Tysklands genforening og de øst- og centraleuropæiske landes indtræden i EU.

“Den blå banan vil miste noget af sin betydning, efterhånden som de nye vækstpoler vokser sig stærkere. Dette gælder særligt for den baltiske bue – Polen, det nordlige Tyskland, de baltiske republikker, Skandinavien, Finland og det vestlige Rusland.  Europas vækstpotentiale bliver skubbet mod nordøst”, sagde Brunet.

Grønt vækstboom

Det er i høj grad gået, som den gamle franske økonomigeograf spåede, selvom udviklingen i Rusland har været negativ.

I den nordøstlige del af Norden arbejdes der på etableringen af den faste togforbindelse mellem Helsinki og Tallinn, som promoveres som FinEst Bay Area. I det nordlige Sverige er fremstillingen af batterier ved at udvikle sig til en ny milliardindustri med virksomheden North Volt som det måske fineste eksempel. Og både i Nordsøen og Østersøen producerer havvindmølleparker store og hastigt voksende mængder elektricitet, som sælges med stadigt bedre fortjeneste i by- og industricentrene længere mod syd i Europa.

I det hele taget har de nordiske lande på forbilledlig vis formået at gøre den nødvendige grønne omstilling til det vækstskabende omdrejningspunkt for etableringen af nye arbejdspladser som erstatning for dem, der er mistet i fossilt baserede industri- og erhvervssektorer.

Det er ikke alene energisektoren, der nyder gavn af de nordiske regeringers høje klimapolitiske ambitioner. Det samme sker i de digitale og teknologiske industrier og er så småt ved at tage fart i fødevaresektoren, hvor de store virksomheder bliver stadigt bedre til at indrette deres strategier efter ambitionerne bag FN’s 17 verdensmål. 

Sikkerhedspolitisk samarbejde, grøn omstilling og en fælles bekymring for velfærdsstatens overlevelse i en verden præget af globalisering og europæisering er i dag stærke fællesnævnere for regeringerne i de nordiske lande. Og i et uroligt Europa, hvor Tyskland og Frankrig ønsker mere integration, er mit bedste bud, at vi i de kommende år vil se, at Norden vil optræde som en stadigt mere proaktiv regional aktør, hvor man taler på hinandens vegne i de fora, man nu er medlem af.

Claus Kragh er Europaredaktør, Ugebrevet Mandag Morgen. Han har igennem 20 år beskæftiget sig med Europa, tidligere bl.a. også som udenrigskorrespondent for Berlingske