Mit første minde om Grænseforeningen er fra midten af 1920’erne. Vores lærer havde fået nogle Dybbøl-mærker tilsendt. Så han må jo have været engageret i Grænseforeningen på en eller anden måde, men jeg ved ikke præcis hvordan. Jeg var bare en lille dreng, men jeg husker tydeligt, at han kom med de der mærker og spurgte, om vi kunne tænke os at gå ud og sælge nogle af dem. Så var vi en flok drenge, der gik rundt i sognet og solgte Dybbølmærker. Vi blev taget godt imod, for man kendte hinanden, og mange var meget optaget af spørgsmålet om danskhed og Sydslesvig i de år, for det var jo lige efter Genforeningen”, siger Harald Thomsen, der hedder Christian Richard til mellemnavn.

Magasinet Grænsen er taget på besøg hos Harald Thomsen i hans rækkehus i et nyt kvarter i Brønderslev, hvor han har boet siden 1993. Indtil da boede han i centrum af Brønderslev, hvor han i over 40 år drev en papir- og kontorvarehandel i samarbejde med sin hustru Karen. Da hun døde i 1985, afhændede han butikken, men selv om han gik på pension fra sit erhvervsarbejde, blev han langtfra arbejdsløs. Han fik blot bedre tid til at engagere sig i frivilligt foreningsarbejde, bl.a. i Grænseforeningen, i Foreningen Norden og i en række lokale foreninger. Desuden har han været medlem af Brønderslev Kirkes menighedsråd i 27 år, heraf 18 år som formand.

”Det sønderjyske spørgsmål og det nordiske samarbejde har altid ligget til mig. Jeg synes, at vi her i Danmark og Norden kan noget særligt. Den måde, vi arbejder sammen med hinanden og støtter hinanden. Det er noget, som vi skal værne om, og som andre nationer kan lære af”, siger han.

Så selv om der kan synes langt fra Vendsyssel til grænselandet, har det aldrig virket ulogisk for Harald Thomsen at engagere sig i Grænseforeningen, der næste år kan fejre sit 100-års jubilæum og dermed har samme alder som ham.

”Mine forældre var optaget af den sønderjyske sag. Som barn hørte jeg dem tale om Genforeningen, og folk i sognet talte også om den store begivenhed. Hvordan folket var blevet samlet, og hvordan kong Christian red over den gamle grænse. Jeg tænker på det som et stort øjeblik og kan se det for mig, selv om jeg ikke kan huske det, for jeg var jo kun to år”, siger han med et smil.

Salmebog, højskolesangbog og det sønderjyske spørgsmål

Harald Thomsen blev født den 30. maj 1918 i landsbyen Hundelev i den nordvestlige del af Vendsyssel midt mellem Løkken og Hjørring og voksede op på en mindre gård som den næstyngste af en søskendeflok på seks. Hans forældre drev gården sammen, og de havde både grise og køer, ”og så var der selvfølgelig heste til arbejdet i marken”, fortæller han. Hans forældre havde begge gået på Kvissel Højskole i den lille stationsby af samme navn lidt nordvest for Frederikshavn, og med sig derfra havde de et nært forhold til salmebogen og Højskolesangbogen og en interesse for det sønderjyske spørgsmål.

”Jeg ved ikke, om de var medlemmer af Grænseforeningen, men jeg fornemmede, at de ligesom andre i sognet var optaget af, hvordan det danske mindretal syd for grænsen kunne klare sig, og hvordan man kunne støtte dem. Jeg tror ikke, at de var med ved Genforeningsfesten på Dybbøl Banke i 1920. Men jeg husker, at de talte om det, og som barn syntes jeg, at det var vældig spændende. Siden kom jeg på Halvorsminde Ungdomsskole ved Hjørring, hvor lærerne og forstanderne var meget interesserede i det grænsepolitiske”, husker han.

Allerede inden Harald Thomsen kom på ungdomsskole, havde han mistet sin mor.

”Jeg fik selv en alvorlig lungebetændelse som 12-årig, som lægen sagde, at det var heldigt, at jeg overlevede. Året efter døde min mor af lungebetændelse, og min ældste søster, som ellers skulle ud at tjene, måtte blive hjemme i nogle år og hjælpe min far med at holde hus og tage sig af os mindre søskende”, fortæller han. ”Så jo, det er egentlig heldigt, at jeg overhovedet nåede at blive voksen”, tilføjer han.

Det Unge Grænseværn

Han erindrer ikke med sikkerhed, hvordan det gik til, at han besluttede at blive medlem af Grænseforeningen, udover at det faldt naturligt som en fortsættelse af hans engagement i Det unge Grænseværn, en fællesorganisation for de eksisterende ungdomsforeninger i Sønderjylland, der blev stiftet i 1934 som et ”fælles værn og styrkelse af dansk-nordisk ånds- og kulturliv i grænselandet”. I april 1933 besluttede repræsentanter for ungdomsorganisationerne ved et møde i Aabenraa at samarbejde på tværs, og efter et gymnastikstævne i Tønder med 10.000 deltagere måneden efter og et møde på Dybbøl med 40-50.000 deltagere dannede man Det Unge Grænseværn (DuG). I løbet af få år opnåede DuG stor tilslutning over hele landet, og i 1939 var der 30.000 medlemmer, der samledes til foredrag, idræt, folkedans, vandreture, husflidskurser m.m.

Harald Thomsen fik kendskab til DuG kort efter organisationens grundlæggelse, mens hans boede i Rønde for at tage præliminæreksamen fra gymnasiet der. Derfra flyttede han til Aarhus for at gå på Den jyske Handelshøjskole, hvorfra han tog handelseksamen i 1938. I studieårene var han aktiv i DuG, som i 1940 skiftede navn til Dansk-nordisk ungdomsforbund, og i 1942 var han med til at stifte en lokalafdeling af Foreningen Norden i Brønderslev. Omtrent samtidig meldte han sig ind i Grænseforeningen. I 2017 kunne han således – som den eneste, der havde været med fra begyndelsen - deltage i fejringen af 75-års jubilæet for Foreningen Norden i Brønderslev og blev ved samme lejlighed udnævnt til æresmedlem. Året efter blev han ligeledes udnævnt til æresmedlem af Grænseforeningen for Vendsyssel.

”Det nordiske og det sønderjyske har fulgtes ad for mig. Mit engagement i Grænseforeningen har ikke haft noget direkte med mine egne erfaringer fra grænselandet at gøre”, siger han.

Toftlund ved et tilfælde

Harald Thomsens familie havde ikke som sådan nogen relation til grænselandet. Men to af hans brødre kom i landbrugslære i Sønderjylland, den ene i Bevtoft, den anden i Toftlund, og Harald Thomsen var nede og besøge dem begge. Da han havde fået sin handelseksamen, ville han gerne blive boende i Aarhus, men da der ikke umiddelbart var nogle stillinger at få, søgte han andre steder i landet. På et tidspunkt så han en annonce i Berlingske Tidende om en kontorassistentstilling. Så vidt han husker, fremgik det ikke, hvor i landet virksomheden lå, men han søgte om stillingen, og da han blev ringet op af direktøren og tilbudt jobbet, viste det sig, at der var tale om et firma i Toftlund i Sønderjylland.

”Så på den måde kom jeg til Toftlund, som jeg jo kendte lidt til fra min ene brors ophold dernede. Jeg havde ikke tænkt på at søge derned, og jeg havde altid vidst, at landbruget ikke var mit gebet. Som lille blev jeg ramt af polio, og selv om jeg slap nogenlunde billigt fra det, betød det, at jeg ikke kunne lave det samme fysiske arbejde på gården som mine søskende. Jeg havde en lille have med grøntsager, som jeg nød at dyrke. Jeg har også selv anlagt haven her”, siger Harald Thomsen og peger ud i den velplejede have, hvor der på terrassen står krukker med blomster i mange farver.

”Men ellers har jeg altid mest været til noget med papirer”, siger han med et blik på de sirligt ordnede bunker af papirer, han har fundet frem i anledning af magasinet Grænsens besøg.

Der er notater om hans foreningsarbejde, breve, avisudklip og andre papirer, der dokumenterer hans mangesidede virke. Også en gæstebog, som blev indviet, da han blev gift med sin Karen den 29. december 1944 og er ført op til hans 100-års fødselsdagsfest sidste år, har han fundet frem. Fra tiden i Toftlund har han ikke mange papirer, for opholdet varede kun et års tid. Men han nåede at få et vist indblik i stemningen i grænselandet mindre end to årtier efter Genforeningen.

Telefoncentralen var stadig tysk

”Jeg bemærkede, at der var forskel på, hvor nationalt interesserede folk var, og jeg husker, at telefoncentralen, som direktørens hustru bestyrede, endnu ikke var kommet ind under Jysk Telefon, men stadig var under tysk administration”, siger han.

Efter et år i Toftlund blev Harald Thomsen tilbudt en stilling som kontorassistent hos Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev, hvor han arbejdede frem til 1944. Fra krigsårene husker han især en episode, hvor den lokale tyske kommandant spærrede hele Brønderslev og Hjørring af og lukkede for lys, gas og vand i tre døgn som reaktion på sabotage mod jernbanen.

”Jeg sad sammen med nogle venner og lyttede til en batteridrevet radio for at opsnappe meldinger fra Sverige og London. En af mine venner skrev referater af det, og så lavede vi et blad, Brønderslevkureren, inde på mit kontor og delte det ud i byen”, siger Harald Thomsen.

Under krigen mødte han også sin hustru, Karen.

”Jeg var inviteret til indvielse af et sommerhus i Lønstrup, som nogle af mine venner havde bygget. Karen var ung pige i huset hos naboen og blev inviteret med til festen. Næste dag gik vi på besøg hos hende, og da jeg så den kærlighed, der var mellem hende og de to børn i familien, faldt jeg for hende. Jeg har altid været meget glad for børn”, siger han og udpeger de nyeste billeder af sine oldebørn, som står på et bord i det åbne køkkenalrum.

Han og Karen flyttede ind i en lejlighed i Vestergade i Brønderslev i januar 1945, efter at de var blevet gift i al hast. ”Dengang kunne man ikke få en lejlighed, hvis man ikke var gift, så selv om det egentlig ikke var planen, at vi ville gifte os på det tidspunkt, måtte vi jo få det arrangeret. Min svigerfar, som var tømrermester i Mygdal nord for Hjørring, ryddede sit værksted og lavede det om til en festsal, og så inviterede vi alle dem, der var plads til”, fortæller han.

Åbent hus for foreningerne

Samme år åbnede Harald Thomsen en kontor- og papirvarehandel i centrum af Brønderslev, hvor hans kone også hjalp til, og året efter fik de datteren Hella. Siden kom der to børnebørn og fire oldebørn til, der alle bor i Københavnsområdet. Han har god kontakt med dem alle både ved højtider og i ferier. Som enkemand har han samlet familien til en stor fest hvert femte år.

”Da jeg fyldte 70 år, inviterede jeg til åbent hus om dagen – så var jeg sikker på ikke at glemme nogen af alle dem, jeg kender fra de tosset mange foreninger, jeg er medlem af – og til festmiddag om aftenen for familien og de nærmeste venner. Det har jeg gjort siden ved min runde og halvrunde fødselsdage, så da jeg fyldte 100 år, var det syvende gang, jeg markerede min fødselsdag på den måde”, siger Harald Thomsen.

Til åbent hus-arrangementet dukkede mange af Harald Thomsens bekendte og venner fra foreningslivet op, ligesom viceborgmesteren i Brønderslev kom forbi og opfordrede Harald til at kigge en ekstra gang i postkassen efter fødselsdagspost. ”Og så var der sørme kommet brev fra dronning Margrethe, som jeg læste op for gæsterne”, siger han.

Karl Otto Meyer kom forbi

På bogreolen i stuen står der biografier om så forskellige personer som kronprins Frederik, Nelson Mandela og Karl Otto Meyer (fhv. chefredaktør på Flensborg Avis og mangeårigt landdagsmedlem i Slevig-Holsten for mindretalspartiet Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), red.) samt en erindringsbog, Hjertesprog, af sidstnævntes kone, Marie Meyer. Desuden bøger om kunst, kristendom, sydslesvigsk historie og lokalhistorie fra Vendsyssel.

”Karl Otto Meyer mødte jeg nogle gange via Grænseforeningen, og han har også været på besøg herhjemme hos mig. Han var en stor personlighed, som har gjort meget for danskheden i Sydslesvig, så ham var jeg glad for at få lov at møde”, siger Harald Thomsen.

Han tilføjer, at han gennem årene har været på mange besøg i grænselandet, både i regi af DuG, på bilture med sin kone, datter og svigerforældre og på busture med Grænseforeningens lokalafdeling.  

”Brønderslev har i mange år været venskabsby med Tønning i Sydslesvig, så der har vi haft mange gode oplevelser. Jeg har stadig kontakt med gode venner dernede, og jeg havde håbet, at jeg kunne komme derned til genforeningsjubilæet, men det kan jeg nok ikke klare. Så det bliver nok her i Vendsyssel, jeg kommer til at fejre det. Og det skal nok blive festligt. Vi skal snart mødes i bestyrelsen og planlægge det”, siger han.

Vi skal betragte os som ét samfund

Gennem tiden har han beklædt adskillige poster i Grænseforeningen, herunder formandsposten i lokalafdelingen i Brønderslev – i dag Grænseforeningen Vendsyssel – foruden en periode med sæde i hovedbestyrelsen for Grænseforeningen. Han blev formand for Grænseforeningen i Brønderslev i 1986 og var formand frem til 2015, hvor lokalforeningerne i Brønderslev og Vrå blev slået samen til Grænseforeningen Vendsyssel, hvor Harald Thomsen sidder i bestyrelsen.

”Medlemstallet er faldet. Det synes jeg er meget beklageligt, for det er så vigtig en sag. Vi skal vise verden, at man kan arbejde sammen på en fredelig måde. Det er også vigtigt, at vi støtter danskerne i Sydslesvig i at bevare deres kærlighed til Danmark. Vi skal blive ved at betragte os som ét samfund, selv om vi bor på hver side af grænsen. Som danske har vi noget, som er værd at bevare. Jeg holder især af den nærhed, vi har til hinanden i Danmark. At man kommer sammen og hygger sig og respekterer hinanden. Jeg oplever det personligt her med mine naboer, som er nogle utroligt rare mennesker. Og heldigvis er der også mange eksempler på, at nye mindretal i Danmark bliver modtaget på en god måde, hvor de mødes med den stedlige befolkning og drikker kaffe og føler, at de er velkomne.”

Hele spørgsmålet om indvandring og grænser er imidlertid kompliceret og svært at have enkle holdninger til, synes Harald Thomsen.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke om genindførelsen af grænsekontrollen. Det er vigtigt at have kontrol med grænsen, men om kontrollen skal være så barsk, som den er blevet, ved jeg ikke. Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at vi har brug for EU. Der er ganske vist en masse uro internt i EU, men det er helt nødvendigt at enes om at gøre noget sammen.”