Fiskeri i Sønderjylland og Sydslesvig

I Slesvig tilhørte rettighederne til fiskeri i søer og vandløb grundejeren, en ret, der blev håndhævet strengt overalt. Også fiskeriet på Slien tilhørte som udgangspunkt kongen, men allerede i 1100-tallet gav han fiskerne i Slesvig eneret til dette fiskeri, en ret, borgerne nidkært forsvarede igennem århundreder. Det samme gjaldt Flensborg Fjord, hvor borgerne i Flensborg havde fiskerettigheder. Derimod var havfiskeriet i hertugdømmet Slesvig frit. I middelalderen indebar det, at alle, der havde mulighed for det, til tider drog til havs for at fiske, og fiskeri var ikke et særligt erhverv. Det blev det først i løbet af senmiddelalderen. I langt overvejende grad dækkede fiskeriet i middelalderen kun egne og det lokale markeds behov.

Havfiskeriet udviklede sig med tiden forskelligt på øst- og vestkysten. På østkysten knyttedes fiskeriet hovedsageligt til købstæderne, hvor det efterhånden blev til hovederhverv for nogle. Fra disse byer, hovedsageligt Flensborg og Sønderborg, sejlede fiskere på langfart for at fiske, fx i Øresund, Limfjorden og i Kattegat. Fiskerne dannede i flere byer fælles fiskerlav, bådelag og redskabslag. Kun langsomt udviklede der sig egentlige fiskerlejer langs Slesvigs østkyst. Et eksempel er Ørbyhage ved Haderslev Fjord, anlagt som fiskerleje omkring år 1800.

Flensborg, Sønderborg og Aabenraa udviklede sig i 1800-tallet til de vigtigste fiskerihavne på østkysten med et meget stort fiskeri. Her dannede fiskerne sidst i 1800-tallet fiskeriforeninger til gavn for deres interesser. Samtidig slog industrialiseringen igennem i fiskeriet med bl.a. motoriserede fiskekuttere, der kunne trække store trawl og nedgarn på åbent hav. I nyeste tid er fiskeriet dog gået tilbage og er nu (2024) stort set helt afviklet.

Fiskeriet på Sønderjyllands vestkyst udviklede sig noget anderledes end på østkysten. Her slog adskillelsen mellem landbrug og fiskeri aldrig helt igennem. Bønderne i marsken og langs Vadehavet fastholdt deres fiskeri som et naturligt bierhverv sammen med andre hjemmehåndværk. Som lodsejere havde de selv fiskeretten i de mange vandløb, åer og søer, der gennemskar deres marskjorder. Her var fiskeri med ruser, sættegarn og ålejern almindeligt, og til fiskeriet brugte man fladbundede togangsbåde med sejl og stager.

Fra 1600-tallet og frem udlejede marskbønderne i stigende grad fiskeretten til fiskerforeninger i Højer og Rudbøl. I Vadehavet ved Ballum havde bønderne fra gammel tid haft fiskeretten fra kysten til ud, hvor tidevandet vender. De brugte især store fiskegårde til deres fiskeri, hvor fiskene ved ebbe blev naturligt indfanget og kunne samles ind. I marskforlandet brugte de flytbare fanghuse, som blev stillet op på tværs i priler og lavninger. Endelig brugte de at "trine båt" og "graffel båt", det vil sige at fange fladfisk ved at træde på dem med fødderne eller at gribe dem med hænderne. Op gennem tiden fik fiskeriet på åbent vand i Vadehavet og Vesterhavet stigende betydning.

Allerede i middelalderen fik fiskeriet af sild ved Helgoland en betydning, der kan sammenlignes med Limfjorden og Øresund. Efter omkring 1600 opstod der en række fiskerlejer, især på vadehavsøerne, hvorfra man drev fiskeri, søfart og hvalfangst. Højer Havn blev fra 1861 områdets vigtigste fiskerihavn ved siden af Husum. Havnen i Højer blev i 1960’erne afløst af den nye statshavn Rømø Havn. Herfra foregik der i mange år et stort og givtigt fiskeri af muslinger og hesterejer. Nu er fiskeriet også her aftagende.

Af Henrik Jakob Mynster Alsted i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret af Redaktionen 2024. 

Litteratur:

H. Mehl & D. Tillmann (red.): Fischer – Boote – Netze. Geschichte der Fischerei in Schleswig-Holstein. Heide 1999.
Henrik J. Møller: Fiskeriet i det sønderjyske Vadehav 1920-65: En historisk redegørelse om fiskeriets udvikling og forandring, i: Sjæklen. 2005.