Frimenigheder, Danske

I Sønderjylland/Slesvig blev frimenigheder, dvs. menigheder, der stod uden for den almindelige kirke og selv betalte præst og kirke, dannet i tiden efter nederlaget i 1864. Der blev oprettet i alt ni frimenigheder, heraf seks med egen kirke i Sønderjylland. De opstod både på baggrund af den grundtvigianske, folkelige vækkelse, som især havde præget det vestlige Nordslesvig, hvor der blev oprettet fire frimenighedskredse, og som modstand mod at være knyttet til en kirke med en tysksproget præst.

Efter 1864 blev den ledende biskop og 37 danske præster udskiftet. Nye afskedigelser fulgte i 1867, da en forordning krævede, at præsterne skulle aflægge ed til den preussiske konge. Ca. 30 præster nægtede og blev følgelig afskediget. I 1870 blev det forlangt, at der i kirkerne skulle bedes for tysk sejr i krigen mod Frankrig, hvorefter næsten alle tilbageblevne danske præster trak sig tilbage i protest. I 1874 forbød myndighederne "udenlandske præster" at holde møder i Slesvig hvorefter der kun var 6-7 dansksindede præster tilbage i den slesvig-holstenske statskirke. Kirkesproget i byerne var hovedsageligt tysk og på landet dansk, men der blev efterhånden indført flere og flere tysksprogede gudstjenester, som blev holdt samme dag som den danske. 

I 1864 blev der udelukkende holdt dansk gudstjeneste i 108 sogne. I 1912 var antallet reduceret til kun 26 sogne ud af 112. Der blev dog stadig prædiket på dansk i Nordslesvig, dels fordi en stor del af de tyske præster var født i Nordslesvig, dels var de uddannede på et nyoprettet (1870) præstesemnarium i Haderslev, hvor de kommende præster lærte dansk og boede hos dansksindede familier. Endvidere var de en måned i København for at iagttage kirkeligt liv der. 

Præsternes danskkundskaber var ikke altid de bedste, hvilket der er overleveret flere eksempler på. Da den tyske provst i Aabenraa skulle indsætte pastor Engel i Hjordkær, holdt han tale på dansk og sagde: "Du Jordkirch Menighed haver længe ønsket dig en goot præest, og nu haver du fået en satan" (dvs. en sådan).

Udelukkelsen af "udenlanske" præster i 1874 havde sammenhæng med forholdene i Rødding, hvor Hans Sveistrup havde været præst siden 1861. Han blev afskediget som edsnægter i 1867 og fik et kald nord for Kongeåen, men fortsatte med at udføre kirkelige handlinger i sit gamle sogn i Rødding. I 1869 blev det forbudt Sveistrup at udføre kirkelige handlinger for medlemmer af den slesvig-holstenske landskirke, hvilket fik flere familier til at melde sig ud. Da så forbuddet mod "udenlandske" præster kom i 1874, ansatte Rødding-kredsen under ledelse af J.N.H. Skrumsager højskoleforstander Cornelius Appel som præst. Hermed var den første sønderjyske frimenighed dannet. Frimenigheden holdt sine gudstjenester på Rødding Højskole. I Bovlund besluttede en anden kreds i 1879 tilsvarende og ansatte L.B. Poulsen som præst.

Den slesvig-holstenske landskirke og de borgerlige myndigheder stod i et skarpt modsætningsforhold til frimenighederne i hele perioden fra 1864 til 1920. Man forsøgte med forskellige indgreb i form af politimæssig chikane og lovtrækkeri at lægge frimenighederne hindringer i vejen. Alligevel opstod der yderligere syv frimenigheder i Sønderjylland, hvoraf de 6 formåede at bygge deres egen kirke, nemlig i Rødding, Bovlund, Haderslev (1894), Skærbæk (1896), Sct. Jørgens Kirke (1900) i Aabenraa og Sundeved (1901).