Lindet Skov

Statsskov på 400 ha i Højrup Sogn ved Arnum sydvest for Gram. Skoven har så vidt vides altid været i kongens eje og var for 200 år siden sammen med Draved Skov den eneste rest af højstammet skov, der var tilbage i Vestslesvig. Så sent som i begyndelsen af 1700-tallet var den en del af et sammenhængende skovområde fra Fårmandshøj ved Spandet til Svinhøj ved Arrild, men skovning og overgræsning reducerede de privatejede skove til heder eller lave egeskrøp (egekrat). I 1785 erhvervede kongen den nærliggende Lindetgård på tvangsauktion. Han beholdt tørvemosen (siden kaldet Kongens Mose) og græsningsretten i Lindet Skov, inden gården igen blev solgt. Herefter blev skoven indhegnet mod græssende husdyr og en gentilplantning af åbne områder, primært med nåletræ, blev påbegyndt.

Der er dog nordligst i skoven stadig ca. 20 ha fredede områder med gammel naturlig løvskov. Det meste af træbevoksningen i skoven væltede i orkanen den 3. december 1999, og skoven er nytilplantet, primært med de naturligt hjemmehørende træarter bøg og eg. I skoven findes også tre tidligere brudgomskobler, hvoraf et stadig er bevokset med de oprindelige ege og bøge fra 1700-tallet. Nordligst i skoven ligger skovridergården Lindetskovgård, opført 1785, der er sæde for Naturstyrelsens lokale administration. I Lindet Skov findes endvidere mange gravhøje, herunder store langdysser og den meget intakte høj “Røverkulen”, hvis dæksten dog er fjernet og benyttet til mindesten i Løgumkloster for faldne i 1. Verdenskrig.

Af Peter Ilsøe i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Skov- og Naturstyrelsen: Vandreture nr. 92. Peter Friis Møller og Henrik Stavn: Danmarks skove. 2001.