Søfart i Sønderjylland

På grund af Sønderjyllands geografiske placering ved vandet har søfarten altid haft gode forudsætninger, og den har siden stenalderen spillet en væsentlig rolle. Sønderjyllands rige søfartshistorie omfatter både skibsbygning og de dertil hørende industrier og håndværk, mange havne, transport og handel, marine samt uddannelse af søfolk. Dertil kommer, at to af Danmarks største rederier, nemlig Rhederi M. Jebsen og Møller/ Mærsk-gruppen, har deres oprindelse her.

Skibsfund fra oldtiden, Hjortspringbåden, Nydambåden og sejlspærringerne (Æ Lei) i Haderslev Fjord, beretter om Sønderjyllands lange traditioner inden for søfarten. De to ældste byer Ribe og Hedeby opstod i den tidlige vikingetid på grund af deres havne, og i middelalderen blev købstæderne i Sønderjylland uden undtagelse grundlagt på steder med gode naturhavne. Byernes stadsretter vidner også om, hvor stor betydning sejlads spillede for borgerne. Inden et egentligt fiskerierhverv opstod i middelalderens slutning, var fiskeri noget, de fleste bedrev ved siden af deres normale erhverv. Igennem middelalderen var den overvejende del af sejladsen fra Sønderjylland enten kystsejlads eller knyttet til Østersøen, men ved vestkysten prægedes både fastlandet og øerne af søhandelen med Holland. Dette skabte grundlaget for, at en stor del af befolkningen på vadehavsøerne og i marsken i 1600- og 1700-tallet deltog i hvalfangsten.

I denne periode udvidedes skibsfarten til også at omfatte Vesteuropa og Middelhavet, og i modsætning til de fleste af Kongerigets provinsbyer spillede søfarten i de slesvigske byer allerede i 1700-tallet en vigtig rolle. Rederiet Otte i Ekernførde indtog her en dominerende stilling frem til 1766. Krigene i 1700-tallets anden halvdel spillede en positiv rolle for hertugdømmets sejlads, idet der var efterspørgsel efter skibe, der sejlede under neutralt flag. Denne periode betød derfor en stor fremgang for søfarten, og hertugdømmets forholdsvis få søfartsbyer overgik så langt de mange kongerigske provinsbyer i tonnage.

Størst var ubetinget Flensborg, der kunne måle sig med København. De enkelte byer begyndte at specialisere sig. Skibe fra Flensborg tog allerede fra midten af 1700-tallet del i den såkaldte trekanthandel til De Dansk-vestindiske Øer. Det gik godt, frem til den florissante tid stoppede under Englandskrigene, som betød tab af mange skibe og et fuldstændigt ophør af langturssejladsen. Flensborg kom langsomt i gang igen, men det blev skibene fra hertugdømmets anden store søfartsby, Aabenraa, der fra 1800-tallets begyndelse engagerede sig i sejladsen til Sydamerika og fra ca. 1850 i den såkaldte Kinafart, sejladsen til og på Kinakysten, der var dominerende i 1800-tallet.