Christmas-Møller, John, 1894-1948, udenrigsminister
John Christmas Møller, der blev cand.jur. i 1922, var allerede som ung politisk vakt og spillede en betydelig rolle i oprettelsen af Konservativ Ungdom.
Christmas Møller blev valgt til Folketinget første gang i 1920. Han stod på et klart nationalt grundlag og kæmpede i disse år for en grænsedragning til Tyskland, som gik syd om Flensborg. I 1932 valgtes han til partiets formand, og han fik stor betydning for partiets drejning i retning af socialkonservatisme på et nationalt grundlag. Han trådte tilbage som formand for partiet i maj 1939.
Efter besættelsen den 9. april 1940 blev Christmas Møller minister uden portefølje, men han bragte sig med markante antityske udtalelser hurtigt i modsætning til regeringen og blev af besættelsesmagten tvunget til at gå af som minister allerede i oktober 1940 og som folketingsmedlem i januar 1941.
I foråret 1942 rejste Christmas Møller til London i håb om, at han kunne blive leder af alle frie danske i kampen mod nazismen. Det lykkedes ikke, og han blev isoleret og stod uden politisk indflydelse. I stedet blev han som oplæser på BBC's nyhedsudsendelser til Danmark nærmest et nationalt ikon, hvor han fremstod som den første danske politiker, som var gået til åben modstand mod nazismen. Dette gav ham en platform, som førte frem til udenrigsministerposten i befrielsesregeringen i maj 1945.
Det var ved denne regerings tiltrædelse den 9. maj 1945 at statsminister Vilhelm Buhl proklamerede regeringens "grænsen ligger fast"-politik, til stor skuffelse i Sydslesvig. Christmas Møller støttede ubetinget "Grænsen ligger fast", imod flertallet i partiets folketingsgruppe, og havde nu det modsatte synspunkt i forhold til 1920, hvor han gik ind for en grænseflytning syd om Flensborg.
Efter afgangen som udenrigsminister blev Christmas Møller igen valgt til formand for Det Konservative Folkepartis rigsdagsgruppe, men hans "grænsen ligger fast"-politik bragte ham i større og større modsætningsforhold til partiet, og i juni 1946 blev han erstattet af Ole Bjørn Kraft som Sydslesvig-ordfører. Ved valget i1947 opstillede han som løsgænger uden for partierne i Sønderjylland, men fik ikke stemmer nok. Året efter udmeldte han sig af Det Konservative Folkeparti.
John Christmas Møller ved sit skrivebord i 1945.
Det Kgl. Bibliotek. Foto: Elfelt & Co.