Da kirke- og kulturminister Bertel Haarder (V) tidligere denne sommer luftede den idé, at forholdet mellem flertal og mindretal i det dansk-tyske grænseland skulle forsøges optaget på Unescos Verdensarvsliste over kulturskabte værdier, satte han fokus på en udenrigspolitisk succeshistorie, som de færreste danskere er opmærksomme på: Nemlig den særlige rolle, som det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland har spillet gennem de seneste 60 år som brobyggere og fredsstiftere.

”Det er et ualmindeligt flot eksempel til Europa og verden, at fjendskab kan vendes til venskab. Der er skabt harmoni ved at give mindretallene fulde rettigheder og støtte til egne skoler og kirker, og alle kan lære at se mindretallene som en rigdom i stedet for et problem”, siger Bertel Haarder til DR Syd.

Forholdet mellem flertal og mindretal i grænselandet er ikke blevet godt alene af sig selv. Politisk blev der banet en vej for fredelig sameksistens i 1955, da den såkaldte dansk-tyske mindretalsordning blev en realitet: Den danske og den tyske regering underskrev København-Bonn-erklæringerne i 1955. De to erklæringer er nøje afstemte og fastslår som noget centralt, at bekendelsen til henholdsvis tysk og dansk nationalitet og kultur ”er fri og må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves”.

Bertel Haarder håber, at 100-året for grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland i 2020 kan fejres med grænselandets optagelse på Unescos Verdensarvsliste over immaterielle, kulturskabte værdier.