Solen skinner, og klatreroserne blomstrer op ad husmurene i de idylliske, brostensbelagte gader i Flensborg denne sommermorgen. Flensborg ligger kun syv kilometer fra den dansk-tyske grænse og har været skiftevis dansk og tysk gennem historien, der langt fra altid har været præget af fred og idyl. I dag er byen som bekendt tysk, men samtidig hovedby for det danske mindretal, der er rigt repræsenteret med en række foreninger, skoler og kirker.

I gågaden nær Nørreport, Nordertor på tysk, ligger Flensborghus, som Frederik den Fjerde opførte i 1725. Den danske konges monogram står stadig over den rundbuede indgangsportal. Inden for i de højloftede lokaler, der i dag er mindretallets højborg, er det generalsekretær i Sydslesvigs Forening, Jens A. Christiansen, der tager imod dagens gæster: En delegation af politikere fra det israelske parlament Knesset.

Dagene forinden har delegationen blandt andet besøgt Forbundsdagen i Berlin, overborgmesteren på Flensborg Rådhus og mindretalscentret European Centre for Minority Rights (ECMI), der også har sit kontor i Flensborg. Det er sket under et stort sikkerhedsopbud, da den israelske religionsminister fra det ultraortodokse parti, Shas, David Azulai, har deltaget.

Nu er ministeren rejst hjem til Israel igen, og resten af delegationen, der består af en israelsk kvindelig politiker og to arabiske mandlige politikere, sætter sig til rette rundt om mødebordet på Jens A. Christiansens kontor. Til stede er også repræsentanter fra ECMI og Hanns Seidel Stiftung, der har arrangeret det israelske besøg sammen med den israelske organisation, Citizen’s Accord Forum, der arbejder for fredelig sameksistens mellem jøder og arabere i Israel.

Jesus på Flensborghus

Gennem de åbentstående vinduer kan man høre barnestemmer. Jens A. Christiansen forklarer på engelsk gæsterne, at der er tale om 400 børn fra det danske mindretal, der tilfældigvis denne dag deltager i et rollespil om Jesus sammen med fem danske præster, 15 hjælpere og to æsler. Flensborghus er i den anledning omdannet til templet i Jerusalem, og den lokale præst spiller ypperstepræst, og en anden præst spiller Jesus.

At religion og religiøse symboler spiller en rolle i det sekulære Tyskland og ikke kun blandt jøder og muslimer i Israel understreges, da en af de arabiske delegerede får øje på en menorah, en jødisk, syvarmet lysestage, på Jens A. Christiansens reol bag skrivebordet. Hvad laver den der, vil den arabiske gæst vide. Jens A. Christiansen forklarer, at hans kontor var omdannet til synagoge for de jøder, der flygtede nordpå under Anden Verdenskrig på flugt fra nazisternes jødeudryddelser, og at han for nylig har haft besøg af en jødisk mand, der havde holdt gudstjeneste i netop dette lokale dengang. Lysestagen er en gave fra denne mand.

”Jeg håber, I kan føle den gode ånd”, siger Jens A. Christiansen til sine gæster, der smiler bredt.

Hvor er det tyske flag?

Det sker ofte, at der kommer gæster til grænselandet ude fra den vide verden for at blive klogere på historien om, hvordan Danmark og Tyskland efter Anden Verdenskrig har vist vejen til fredelig sameksistens og ydet mindretalsbeskyttelse: 50.000 dansksindede i Sydslesvig og 15.000 tysksindede i Sønderjylland lever i dag konfliktfrit med hinanden og med deres landsmænd i henholdsvis Tyskland og Danmark.

Alligevel er der noget, der ikke stemmer, mener 51-årige Masud Ghanayim, der er familiefar fra Galilæa og uddannet historiker fra Haifa Universitet i Israel. Han tilhører den islamiske del af United Arab List og har forklaret til Grænsen, at han arbejder for en selvstændig palæstinensisk stat og lige rettigheder til palæstinenserne i Israel.

”Hvorfor er der kun et dansk flag på bordet? Hvor er det tyske flag henne?”, spørger Masud Ghanyaim.

Jens A. Christiansen forklarer, at han betragter sig selv som dansker og derfor flager han udelukkende med Dannebrog.

”Nogle siger: Jeg er dansk, men jeg er også tysk. Andre siger: Jeg er europæer, eller: Jeg er globetrotter. Jeg siger: Jeg er dansk. Men jeg holder også meget af Tyskland. Hvad var vi uden Goethe og Schiller? Som danskere er vi en del af den tyske og europæiske kultur gennem århundreder”, siger han.

Det gør mig ked af det

Flagdebatten udløser et højrøstet skænderi på hebraisk mellem den kvindelige, israelske politiker på den ene side af bordet og de to arabiske politikere på den anden. De arabiske politikere mener, at de på ingen måde kan betragte det israelske flag som et samlende nationalt symbol, fordi der optræder en Davidsstjerne på flagdugen.

”Problemet er, at de nationale symboler i Israel er blandet sammen med de religiøse. Israel er en zionistisk stat, og der er ingen plads til palæstinensere”, siger Masud Ghanyaim og hans partifælle Yosef Jabareen, der repræsenterer den kommunistiske del af United Arab List, nikker samstemmende. Ingen gør i den forbindelse opmærksom på, at der optræder et kors i Dannebrog, hvilket givetvis ikke ville have gjort diskussionen nemmere.

Yifat Shasha-Biton, der er 43 år, mor til tre og medlem af partiet Kulanu, der blev stiftet i 2014 og har fokus på den økonomiske udvikling i Israel, ser vredt på dem.

”For mig at se vil I simpelthen ikke acceptere majoritetskulturen. Det er sådan, jeg føler, og det gør mig ked af det”, siger Yifat Shasha-Biton, der har en ph.d. i uddannelses betydning for unge israelere og palæstineneres fredsopfattelse. Hun har forklaret Grænsen, at hun aldrig tidligere har troet på fred i sit land, men at hun opfatter dialogen i Citizen’s Accord Forum og denne rejse til Tyskland og Danmark som et skridt i den rigtige retning.  

Yifat Shasha Biton er opvokset nær den israelske grænse til Libanon – et område præget af konflikt og krig. Hendes jødiske forældre kom til Israel i begyndelsen af 1950’erne: Hendes mor fra Marokko og hendes far fra Irak.

”Hele min barndom hørte jeg om, at araberne var frygtelige terrorister”, siger hun.

Jens A. Christiansen ender med at fastslå, at der ikke er to konflikter, der er ens.

”Det har taget det danske og det tyske mindretal 60 år at nå til fredelig sameksistens. Samtidig er konflikten i Mellemøsten meget forskellig fra den konflikt, vi tidligere har haft i grænselandet. Eksempelvis har vi haft samme religion”, siger Jens A. Christiansen, mens der bliver nikket samstemmende rundt omkring bordet.

”De afbryder hinanden”

Inden delegationen skal køre de ca. 40 kilometer nordpå i bus for at besøge det tyske mindretal i Aabenraa på den danske side af grænsen, går turen forbi mindretalspartiet Südsleswigsche Wählerverband (SSW). Partiet har lokaler i stueetagen i Flensborghus, hvor SSWs landssekretær Martin Lorenzen tager imod. ”De er politikere. De afbryder hinanden hele tiden”, hvisker repræsentanten fra ECMI til Martin Lorenzen, inden de delegerede sætter sig rundt om endnu et mødebord.

Martin Lorenzen forklarer de israelske politikere om det særlige valgsystem i Slesvig-Holsten, der gør det muligt for SSW at være repræsenteret lokalt i Slesvig-Holsten og i landdagen i Kiel, hvor de danner regering sammen med SPD og De Grønne. Han siger også, at det formentlig er nemmere at være dansk mindretal i Tyskland end tysk mindretal i Danmark, da nogle danskere stadigvæk har det svært med tyskere på grund af Anden Verdenskrig. Han nævner det europæiske sprogcharter, som forpligter staterne til at beskytte og fremme regionale sprog og mindretalssprog. Her er Tyskland nået længst, forklarer han, inden han afslutningsvis kommer ind på den aktuelle flygtningesituation.

”SSW har en positiv tilgang til flygtninge. Vi vil hjælpe disse mennesker og integrere dem i det tyske samfund”, siger Martin Lorenzen.

”Hvilket sprog skal flygtningene så lære. Dansk eller tysk”, vil Yosef Jabareen fra United Arab List gerne vide. Han har fået den opfattelse, at der kan tales både dansk og tysk i landdagen i Kiel.

”Flygtningene skal naturligvis lære tysk. Ellers vil ingen forstå, hvad de siger, heller ikke i landdagen”, fastslår Martin Lorenzen.

Yifat Shasha-Biton slår ud med armene over mod de to arabiske politikere, der har talt varmt for, at Israel i højere grad burde blive tresproget, så der officielt tales og skrives både hebraisk, arabisk og engelsk.

”Der kan I bare se. Ingen oversættelse”, siger hun triumferende.

Smørrebrød og danskvand

Da bussen når frem til Aabenraa, bliver de israelske politikere budt velkommen til Haus Nordschleswig af Uwe Jessen, der er generalsekretær i det tyske mindretals hovedorganisation, Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN). Selv om dette er Danmark, og landsdelens officielle navn er Sønderjylland, fastholder det tyske mindretal betegnelsen Nordslesvig.

”Danskerne siger, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark i 1920. Vi siger, at Slesvig er blevet delt i to. Men vi har ingen konflikt om det i dag”, siger Uwe Jessen. Til stede er også kommunikationschef Harro Hallmann og Ruth Maria Candussi, der er partisekretær i det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti, der er repræsenteret i en række sønderjyske kommunalbestyrelser.

På mødebordet på Uwe Jessens kontor står fade med højtbelagt dansk smørrebrød og på flaskernes etiketter står der ”danskvand”. Mens de israelske politikere undrer sig højlydt over maden og tager deres smartphones frem for at tage fotos, forklarer Uwe Jessen, at dette er den mest traditionelle danske spise overhovedet.

”Men I er jo tyskere. Hvorfor serverer I dansk smørrebrød?” vil gæsterne vide.

Uwe Jessen griner.

”Vi betragter os selv som både tyske og danske. Vi elsker smørrebrød, og det samme gør de tyskere, der kommer på besøg her”, siger Uwe Jessen og fortæller, at han som dreng gerne ville spille fodbold i en dansk fodboldklub, men at det var helt utænkeligt: Danskerne ønskede ingen tyske børn i en dansk fodboldklub, og hans forældre ville i øvrigt ikke have tilladt det. I dag spiller hans egen søn fodbold i en dansk fodboldklub. Han fortæller, at han taler tysk med sine børn, og hans kone, der også tilhører det tyske mindretal, taler dansk. Uwe Jessen forklarer, at det tyske mindretals skoler er populære, men at man ikke ønsker at være rene sprogskoler for danske børn. Yosef Jabareen rynker panden: ”Tjekker I ikke de etniske rødder?”

Han ser vantro ud, da Uwe Jessen forklarer, at den enkelte selv må vælge, om vedkommende anser sig selv for at være dansk eller tysk, og at det ikke engang er tilladt at spørge til folks nationale tilhørsforhold. Dette er et resultat af København-Bonn Erklæringerne, som regeringslederne i Tyskland og Danmark tilsluttede sig i 1955.

Harro Hallmann forklarer om de tosprogede byskilte, som det tyske mindretal har kæmpet for at få indført i Nordslesvig/Sønderjylland. Indtil videre har de sønderjyske kommuner sagt nej, og diskussionen har været meget følelsesladet. Byskilte på både dansk og tysk er kun en realitet nogle få steder på den tyske side af grænsen: I Flensborg og snart Lyksborg. Yosef Jabareen fortæller, at det efter en retssag er lykkedes at få indført skilte på både hebraisk, arabisk og engelsk i de israelske byer, hvor der bor både jøder og arabere.

”Jeg kan bringe jer i kontakt med en god palæstinensisk advokat”, siger han og griner.

Hvor er flaget?

Masud Ghanayim begiver sig i kast med et stykke med æg og rejer og forklarer værterne om diskussionen om Dannebrog på Jens A. Christiansens kontor i Flensborg. Han siger, at han til sin overraskelse må konstatere, at der ikke er flag på mødebordet her på Uwe Jessens kontor. Hvor er flaget blevet af?

Harro Hallmann forklarer, at det tyske mindretal og alle andre borgere i Danmark er underlagt skrappe flagregler. Det er for eksempel forbudt at flage med det tyske flag og alle andre flag end Dannebrog i Danmark. Hvis en eller anden skulle finde på at hejse det tyske flag alligevel, kan vedkommende være sikker på, at de danske naboer ringer til politiet, siger han. Dog har det tyske mindretal en særlig tilladelse til at flage med det tyske flag, når der er officielle gæster fra Tyskland på besøg.

”Nationale symboler er vigtige”, konstaterer Uwe Jessen og deler klistermærker med BDNs logo ud til gæsterne. ”Det er vores flag”, siger han og forklarer, at logoet viser de to slesvigske løver, som de fleste danskere kalder de sønderjyske løver. Løverne stammer fra Danmarks rigsvåben og optræder første gang på et segl brugt af Erik Abelsøn, der var hertug af Sønderjylland. Løverne indgår også i Slesvig-Holstens våbenskjold.

Under løverne på logoet er en stiliseret gengivelse af Immervad Bro ved Haderslev. Broen er en del af BDNs logo for at symbolisere, at det tyske mindretal bygger bro mellem tysk og dansk, forklarer Uwe Jessen. Området ved Immervad er bl.a. kendt for slaget mellem Erik af Pommern og de holstenske grever i 1422. Slaget skulle efter sigende have været så voldsomt, at vandet i Rudbæk Å blev farvet rødt.

Beskyttelse mod alt ondt

Inden delegationen kører af sted tilbage til Kiel, hvor de dagen efter skal mødes med Renate Schnack, der er mindretalskommitteret for den slesvig-holstenske regering og formanden for den slesvig-holstenske Landdag, Klaus Schlie, CDU, skal der deles gaver ud:

De israelske gæster har medbragt en amulet til både de danske og de tyske værter. Hamsa kaldes amuletten, der ifølge traditionen yder beskyttelse mod alt ondt.

”Det har været en meget meningsfuld dag, fordi vi mødte de mennesker, det drejer sig om. Vi vender hjem med en drøm om, at vi kan gøre det samme, som I har gjort”, siger Yifat Shasha-Biton.