Tilbage til nyhedsliste

Tv-signaler over grænsen på dagsordenen

27. oktober 2025

Den Føderalistiske Union af Europæiske Nationaliteter (FUEN) vil have sat en stopper for geoblocking, fordi det hindrer mindretallene, også i det dansk-tyske grænseland, i at se moderlandenes tv-programmer

Den Føderalistiske Union af Europæiske Nationaliteter (FUEN) vil have sat en stopper for geoblocking.

Den Føderalistiske Union af Europæiske Nationaliteter (FUEN) vil have sat en stopper for geoblocking.

Foto: Raw Pixel

Af Redaktionen

Adgang til tv-signaler hen over landegrænser har været øverst på dagsordenen på generalforsamlingen i Den Føderalistiske Union af Europæiske Nationaliteter (FUEN).

FUEN ønsker en ophævelse af den såkaldte geoblocking, skriver både der Nordschleswiger og Flensborg Avis.

Geoblocking forhindrer TV-kiggeriet hen over grænsen i det tysk-danske grænseområde og i alle grænseområder i Europa.

Derfor kæmper den Føderalistiske Union af Europæiske Nationaliteter (FUEN) for ophævelsen af geoblocking.

I et interview med magasinet Grænsen, der udgives af Grænseforeningen, i oktober beskriver forsker, tidligere rektor m.m. Jørgen Kühl et af de problemer, der er forbundet med, at det er så svært at se tv fra andre lande, når man er del af et mindretal.

Når det gælder folk fra det danske mindretal, som, bor i landdistrikterne, siger han:

”De kan ikke streame og gå online, så får de at vide, at Danmarks Radio ikke har rettigheder.”

EU-Kommissionen har også allerede udtalt sig imod geoblocking, men indtil videre kigger de fleste mindretal stadig forgæves efter tv-signalet fra den anden side af grænsen. Der findes dog nu en løsning i Sydtyrol – og også i Østbelgien er man i gang med sagen, skriver Der Nordschleswiger.

Med appen ’Live TV der RAS Südtirol’ kan man i Norditalien efter langvarige forhandlinger nu modtage tyske kanaler på mobiltelefonen. Appen er udviklet af Rundfunkanstalt Südtirol (RAS) og muliggør live-streaming af en række tv-programmer. Men kun, når man befinder sig i Sydtyrol, hvor FUEN mødtes i byen Bozen (Bolzano på italiensk) med det tyske mindretal i Italien som vært.

I Østbelgien er der blevet dannet en geoblocking-taskforce, og der håber man gennem igangværende forhandlinger med de offentlige tv-selskaber i Tyskland snart at få en lignende løsning som i Sydtyrol.

”Geoblocking er et konkret problem i grænseregionerne i Europa. Best-practice-eksemplerne i Belgien og Sydtyrol viser, at det er muligt at finde løsninger, og dermed samtidig sætte EU-Kommissionen under pres”, siger Gösta Toft (Aabenraa), vicepræsident i FUEN og repræsentant for det tyske mindretal til der Nordschleswiger.

Han håber derfor på en europæisk løsning, så ikke hver grænseregion skal føre egne forhandlinger for at finde løsninger.

Det er Anke Spoorendonk, tidligere SSW-minister i delstaten Slesvig-Holsten og repræsentant for det danske mindretal, også overbevist om.

”Der sker lige nu noget i mindretals-regionerne, hvor der bliver fundet kreative, praktiske og pragmatiske løsninger for at omgå geoblocking. Det viser mig dog også, at vi har brug for en europæisk løsning”, siger Anke Spoorendonk til Der Nordschleswiger.