Hun stod bag genforeningsarkitekten H.P. Hanssen

Af Birgit Smedegaard Olesen

Min mor var barnebarn af Helene Hanssen, der levede fra 1860 til 1935 og i al ubemærkethed var en central skikkelse i sønderjydernes nationale kamp forud for Genforeningen i 1920. Hun kæmpede kampen sammen med sin mand, Hans Peter Hanssen, H.P. Hanssen kaldet, der var ansigtet udadtil og er blevet kaldt Genforeningens arkitekt. Min mor flyttede fra Åbenrå til et lille landsogn i Vestjylland, hvor hun var anderledes end de andre landbokvinder.  Hun kunne spejle sig i ”bedstemor Hanssen”, der også havde skiftet miljø, dog modsat fra landet til byen Åbenrå, hvor hun hele sit liv tillod sig at være sig selv og anderledes end de andre koner. Derfor beundrede min mor hende: Hendes stærke og helt individuelle personlighed, forud for sin tid, men også præget af sin tid, hvor kvinder blev frigjorte og fik rettigheder. 

Helene Hanssens stærke og selvstændige meninger i kampen for Genforeningen fik betydning for det, de kaldte ”æ Sach”, fordi hun i ægteskabets tætte samarbejde prægede H. P. Hanssens strategi. Hun var hele vejen et kritisk korrektiv til de holdninger og handlinger, han som ”Genforeningens arkitekt” udformede og ledede gennemførelsen af.

Derfor synes jeg hun fortjener en kronik her i genforeningsåret.

Helene Iversen, som hun oprindelig hed, blev født i 1860 i Ullerup, et nabosogn til Sundeved, hvor H. P. Hanssen voksede op på gården Nørremølle.

Hun var fra lille et særligt barn: ikke nemt og ikke med almindelige pigeinteresser. Hun ville hellere have været en dreng, og hele sit liv foretrak hun at tale med mænd. Som barn og ung hadede hun komfuret, hun ville læse og gemte sig bag chatollet med en bog. Eller hun ville lege ude med drengene.

Hun var vokset op på en gård, hvor hendes far var sognefoged. Det var et traditionelt bondehjem, og hun følte sig hele livet som én med bonderod og var stolt af det. Men Helene ville have viden og uddannelse, og hun kæmpede for at komme på Askov højskole. Det blev tilladt den første gang i 1877, men da hun ville af sted anden gang, gjorde familien, ikke mindst storesøstrene alt for at drive hende til husligt arbejde. Holdningen var, at uddannelse var spild af tid. Hendes største ønske var at komme på N. Zahles Skole og blive uddannet til lærerinde, men den vej blev spærret, hvilket hun aldrig tilgav. I sin ungdom kastede hun sig over alle muligheder for at få uddannelse.

En meget vigtig hændelse for hendes liv blev, at hun fandt sammen med Hans Peter. De kunne tale sammen og ville begge kæmpe for det nationale, og da hun var nitten år og han atten blev de forlovet. Det var de i otte år, før der var mulighed for, at han kunne forsørge hende, så de kunne blive gift.

I de otte år arbejdede Hans Peter målrettet på at dygtiggøre sig til det, han allerede som 17-årig havde besluttet: at blive i Sønderjylland og underkaste sig den preussiske værnepligt og overtage gården for at bruge sit liv for sagen: At Sønderjylland kunne blive genforenet med Danmark. I de følgende år uddannede han sig målrettet dels som landmand, dels inden for historie og politik på Askov Højskole i flere perioder, dels i København, Berlin og Leipzig.

Helene delte hans ønske om at bruge ungdommen til at dygtiggøre sig, så de kunne tage aktivt del i samfundet. Hun skrev til ham i ét af de mange breve, de skrev til hinanden, at hun vil prøve at skaffe penge til et nyt vinterkursus på Askov, hvor man ikke bare skulle sidde og høre, men lære på en ny måde, hvor man selv skulle arbejde med stoffet. At hun havde større lyst til at få uddannelse, end han havde på hendes vegne, fremgår af brevene: ”Nu må du rigtignok ikke råde mig fra det, ja, for det vil jeg nu alligevel”. ”Til næste vinter kan jeg nok få så mange penge, så jeg selv kan betale. Jeg bryder mig mere om at lære noget end at få et fint udstyr. De vil jo nok korse sig derhjemme, men det tager jeg ikke hensyn til.”  De besluttede da også, at det ”guld”, som Hans Peter skulle give hende i forlovelsesgave, blev konverteret til bøger, da de begge foretrak det.

Helene havde en stærk vilje til at lære, men en stor usikkerhed om, hvordan hun kunne blive dygtig nok. Og hun syntes ofte, at Hans Peter var for højtflyvende i sine tanker og idéer. Og hun tvivlede på sin egen rolle i deres forhold. De var meget forskellige, men hun håbede, at deres kærlighed ville jævne forskellene.

Hans Peter så ikke Helene, som det man i dag kalder ”en baglandskvinde”. Han skrev, at de skulle være ”ægtefæller” og tillige ”kampfæller”.

Det viste sig at være et meget frugtbart forhold, de realiserede i deres ægteskab, som havde betydning for hele projektets succes.

Helenes løbende planer i forlovelsesårene var at uddanne sig sådan, at hun kunne danne det nyttigst mulige arbejdsfællesskab sammen med Hans Peter for deres fælles mål: At Sønderjylland skulle blive dansk. I starten af deres forlovelsestid var planen, at han skulle overtage gården Nørremølle. Derfor uddannede hun sig til mejerske, som hun praktiserede i flere pladser. Senere erkendte Hans Peter, at det ikke var realistisk, at han både skulle drive en stor gård og være heltidspolitiker. Hun blev klar over, at hun måtte uddanne sig målrettet efter hans nye planer. Hun fulgte alt det, hun kunne støve op af åndelig føde: kirkelige møder på Nørremølle, læste Højskolebladet og Rigsdagsforhandlinger (i den tyske rigsdag i Berlin). Hun var nødt til at tage pladser for at tjene penge, og hun søgte dem hos grundtvigianere blandt andet hos Jakob Knudsen, som foruden at være forfatter var lærer på Askov. Hun var knyttet til Askov gennem mange år og fik dér et vældigt skub fremad.

I 1887 tog hun plads som gymnastiklærerinde på Vejstrup Højskole og blev klar over, at hun skal have en ordentlig uddannelse, så hun kan hjælpe med forsørgelsen i deres fælles fremtid. Hun ønskede at blive jordemoder og luftede det for ham. Men da slog han bremserne i forhold til hendes emancipation. Han sagde nej til at blive ”jordemodermand”. Han gik nu målrettet mod at blive redaktør, og hun fortsatte med at indrette sin uddannelse på at blive til nytte for deres planer. Hun fik arbejde på Fyns Tidende i Odense, hvor hun kan lære noget om bladdrift.

Og så endelig i 1888 blev de gift. For nu havde Hans Peter fået ansættelse ved Dybbøl Posten i Sønderborg. Lønnen var for lille til at leve af, så han skulle supplere med foredrag og artikler. De fik en lille lejlighed og den første møblering var nogle kasser. I bryllupsgave fra unge venner fik de en buste af Bjørnstjerne Bjørnson, som fulgte dem resten af livet. Det var økonomisk meget småt, og Helene følte sig ensom i den lille lejlighed i den fremmede by. Men det hjalp, da hun oprettede et bogudlån for børn med Sprogforeningens hjælp. 300 lånere fik hun indskrevet.

I 1893 rykkede de teltpælene til Åbenrå, da der var brug for en kraftig indsprøjtning for at forhindre fortyskningen af byen. Hans Peter havde fået udbetalt sin arvepart efter faderens død og kunne købe avisen ”Heimdal”. Det skulle vise sig, at Helene her i høj grad fik en plads, som fyldte hendes liv med krævende opgaver. På det tidspunkt havde hun allerede født tre børn, hvor ét døde som helt lille. Helene var ikke en kvinde, der formulerede sig offentligt, så hvis ikke hendes mand i den grad var blevet offentligt kendt, og hendes datter Ingeborg havde skrevet en biografi om hende, ville ingen i dag kende til hendes betydelige rolle i genforeningsarbejdet.

’Heimdal’ var både navnet på avisen og på deres hjem, som lå på den samme matrikel i Nygade i Aabenraa. Hendes arbejdsplads blev hele hendes liv på dette sted. Det var ikke noget lukrativt job at være redaktør for ’Heimdal’, så i starten havde de kun råd til stueetagen, og hun havde et deltidsjob med et agentur for salg af forsikringer. Samtidig var hun dybt engageret i produktionen af avisen. Hans Peter var ofte hjemmefra på foredragsrejser, og efter 1896 blev han valgt ind i Landdagen, der havde sæde i Berlin, og fra 1906 I den tyske rigsdag. Det betød at han var i Berlin det meste af året og kun hjemme om sommeren og i weekender, hvis han havde råd, da han ikke fik rejserne betalt. Så i de år var Helene økonomiansvarlig for bladet, samtidig med at hun i årene 1894 - 1903 fik seks børn mere, så de nu havde i alt ni børn. Om morgenen overlod hun til pigerne at give den mindste sutteflaske og klæde de andre på, mens hun sagde: ”Jeg kommer igen kl. 12”. Hun fungerede ikke som redaktør, og hun skrev aldrig i bladet, men hun organiserede og læste korrektur, og bladet fik ikke lov at gå ud, før hun havde læst 2. korrektur og godkendt indholdet.

Hun fungerede i det hele taget som den person, de havde aftalt, hun skulle være før ægteskabet: Som såvel ægtefælle som kampfælle. De vigtige år, hvor han var i Berlin, skrev han hjem hver dag. Han titulerede hende altid ”Lille Du”, men det var også det eneste small talk, der var i brevene udover, når han manglede rene flipper og skjorter. Brevene indeholdt oplysninger og vurderinger af den politiske situation, som hun skulle viderebringe til navngivne kampfæller og hjælpere. Noget skulle ud til en større offentlighed, men det meste i brevene var fortroligt og skulle kun videregives til nogle få og derefter skulle brevet gemmes, ofte så der var sikkerhed for, at det ikke faldt i de forkerte hænder. Hun skrev ligeledes til ham hver dag med oplysninger om situationen i Sønderjylland, da det ofte var svært for ham at holde sig orienteret.

Om aftenen sad hun og læste historiske bøger eller kunstbøger. Hun samlede på frimærker og fik af og til besøg af sine frimærkevenner, der kom med deres album under armen.

Når Hans Peter kom hjem, skulle der snakkes politik med alle hans samarbejdspartnere, og hun var altid med i diskussionerne. I middagsstunden satte hun og Hans Peter sig ovenpå og måtte ikke forstyrres. Breve blev skrevet og læst, og der gik nok ikke noget afsted, som hun ikke bifaldt. De var et godt par, men det var ikke fordi, de var ens eller enige. Sagen var de fælles om, men vurderingerne var ofte forskellige. Han var den milde og tålsomme og uvillig til konflikter, mens hun var den skrappe og direkte. Ind imellem sagde hun: ”Pjat, Hans Peter”, og hun var kritisk over for folk. Hendes valgsprog var: ”Man skal aldrig give sig”. Hun sad ofte om aftenen ved det runde bord med sin store cigar i munden ved en kop kaffe. De, der har skrevet om Hans Peter bemærker ofte, at Helene i diskussionerne på ’Heimdal’ var den skarpe iagttager, der skar igennem, og hendes vurderinger blev hørt. Hun kunne gennemskue mennesker, og mens Hans Peter af og til var for godtroende. Det viste sig som regel, at hun havde ret.

Fra hun var ung og nygift klædte hun sig som en moderne kvindesagskvinde. Hun var i såkaldt reformdragt, en kjole, der var lige op og ned og var kortere end det var almindeligt. Hun kunne ikke lide, at man skar for meget i stoffet. Hendes sko var syet store og brede, og smykker lagde hun ikke vægt på. Håret var kortklippet. Syv af de ni børn var piger, og de var meget utilfredse med deres mors smag. De skulle gå i ens tøj, da hun af sparsommelighedsgrunde købte en hel rulle tøj ad gangen.

Hans Peter var derimod ikke sparsommelig. Når han kom hjem fra Berlin, havde han altid gaver med til alle, ofte noget smart, moderne tøj og hatte. Det skønnede Helene ikke på, hun ville hellere have et sjældent frimærke.

I køkkenet lod hun pigerne klare maden, undtagen én gang om året, juleaftensdag, hvor hun stod ved komfuret og bagte æbleskiver.

Forældrene var enige om principperne i børnenes opdragelse. Den var moderne præget af grundtvigianisme og fri opdragelse. Børnene blev aldrig straffet, men opdraget til at klare sig selv. Helene talte ofte i rim og sagde: ”Mine børn de stolte grene havde alting på det rene, fik ej skænd og fik ej hug, drak kun sol og morgendug”.

Det siges om Helene, at hun var stærkest i modvind. Den egenskab blev særlig vigtig omkring selve folkeafstemningen om Genforeningen 10. februar 1920 og 14. marts 1920. Her blev Hans Peter voldsomt kritiseret og modarbejdet af mange, herunder kongen og de toneangivende højrekræfter. Også mange af deres venskaber blev brudt. Der herskede stor uenighed om grænsedragningen, hvor Flensborg blev en del af Tyskland. Hans Peter blev i den forbindelse kraftigt tilsidesat under fejringen af Genforeningen i 1920. Da var hun den helt markante politiske kraft, der sagde: ”Stå fast, Hans Peter.”

Rollen som den stædige, vedholdende og skarpe var gennemgående i deres politiske pararbejde hele deres samliv. Hun døde i 1935, og det var symptomatisk, at Hans Peter døde et halvt år efter. De var et ujævnt og tæt sammenhængende par, der supplerede hinanden i det politiske som i det private. Og derfor har hun fortjent en betydelig plads ved siden af ham i fortællingen om Genforeningen.