Tilbage til nyhedsliste

Femern-tunnelen kan nu blive bygget: Tysk domstol afviser klager

4. november 2020

Den tyske forbundsforvaltningsdomstol i Leipzig har tirsdag afvist alle klager rettet mod byggeriet af Femern-tunnelen mellem Danmark og Tyskland. Dermed kan byggeriet nu også gå i gang på tysk side.

Femern-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland kan nu blive bygget, efter at Forbundsforvaltningsdomstolen i Leipzig tirsdag afviste alle klager rettet mod den tyske myndighedsgodkendelse til byggeriet.

Femern-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland kan nu blive bygget, efter at Forbundsforvaltningsdomstolen i Leipzig tirsdag afviste alle klager rettet mod den tyske myndighedsgodkendelse til byggeriet.

Foto: Femern A/S

Arbejdet med en tunnelforbindelse under Femern Bælt mellem Lolland og den tyske ø Femern i delstaten Slesvig-Holsten har været længe undervejs, men nu er der for alvor blevet sat skub i processen. Tirsdag den 3. november afviste Forbundsforvaltningsdomstolen i Leipzig alle klager rettet mod den tyske myndighedsgodkendelse af byggeriet. Dermed kan byggeriet nu også gå i gang på tysk side.

Domstolens afgørelse vækker glæde hos Slesvig-Holstens ministerpræsident, Daniel Günther (CDU).

”Det er en stor dag for Slesvig-Holsten og vores danske naboer. Nu kan vi begynde byggeriet på tysk side”, udtaler Daniel Günther i en pressemeddelelse.

Også på dansk side er der glæde over afgørelsen. I en pressemeddelelse kalder transportminister Benny Engelbrecht (S) afgørelsen for en meget klar tilkendegivelse:

”Med Femern Bælt-forbindelsen skaber vi en ny korridor til Tyskland. Det arbejde er i fuld gang på den danske side, og nu er den sidste hindring for arbejdet på den tyske side ryddet af vejen”, tilføjer han.

Forbundsforvaltningsdomstolen i Leipzig begyndte retsmøderne omhandlende den tyske godkendelse af Femern-tunnelen den 22. september. Retsmøderne blev afsluttet den 8. oktober. I alt var der var indgivet seks klager, bl.a. fra færgerederiet Scandlines, der bl.a. driver en færgerute på strækningen mellem Rødbyhavn, Lolland, og Puttgarden, Femern.

Også en række tyske miljøorganisationer, herunder NABU og Beltretter, havde indgivet klage, da de mener, at en tunnel under Femern Bælt vil forvolde skade på både fugle, fisk og havbunden, skriver Ingeniøren. I en pressemeddelelse kalder NABU-præsident Jörg-Andreas Krüger afgørelsen for ”en sort dag for vores hav”.

Planen for en Femern-forbindelse blev konkret i 2008, da Danmark og Tyskland underskrev en statstraktat om en fast forbindelse over Femern Bælt. I 2009 ratificerede begge stater traktaten, men siden da er projektet blev trukket i langdrag, bl.a. på grund af den tyske myndighedsgodkendelse, der først blev overdraget fra den tyske godkendelsesmyndighed i Kiel til Femern A/S, firmaet bag byggeriet, den 6. februar 2019. I forbindelse med myndighedsgodkendelsen har man i Tyskland gennemført to offentlige høringer i 2015 og 2017, hvor berørte organisationer og privatpersoner kunne komme med indsigelser mod tunnelen.

Den danske godkendelse af byggeriet blev vedtaget i Folketinget i april 2015. Derfor er man på dansk side allerede godt i gang med arbejdet, og bl.a. er etableringen af en arbejdshavn ved Rødbyhavn blev igangsat. Arbejdet forventes afsluttet i 2029.