Magasinet Grænsen har spurgt Jørgen Viking, Anna Fuglsang, Claus Fuglsang og Marianne Christensen om, hvad betyder det
for dem, at der bliver prædiket på tysk.
Jørgen Viking: I den tyske menighed føler jeg mig som en del af familien
Det betyder meget for mig at komme til tysk gudstjeneste, fordi den minder mig om den samhørighed, jeg har haft med min afdøde kone. Det var på grund af hende, at jeg flyttede fra Viborg til Haderslev, og det var hende, der tog mig med til tysk gudstjeneste for efterhånden mange år siden. Siden har jeg lært præsten godt at kende, og jeg kan godt lide at møde dem, jeg har lært at kende i menigheden. Først efter jeg er flyttet til Sønderjylland, har jeg lært at tale rimelig godt tysk, så jeg kan følge med i, hvad der foregår i kirken og i andre sammenhænge. Jeg kommer også i den danske kirke, og efter min kones død for knapt et år siden kommer jeg skiftevis til dansk og tysk gudstjeneste. Sammen med min kone gik jeg mest til tysk gudstjeneste. Hun sad i menighedsrådet, og efter hendes død var det vigtigt for mig også at blive en del af menighedsrådet. Heldigvis blev jeg valgt ind ved det seneste valg. I den tyske menighed føler jeg mig som en del af familien."
Jørgen Viking, 77 år, pensioneret jurist.
Foto: Lars Aarø
Anna Fuglsang: Friheden til at vælge mellem dansk og tysk er vigtig
"Det væsentlige for mig er, at man har valget, om man vil gå til en dansk eller en tysk gudstjeneste i Sønderjylland eller Nordslesvig, som vi siger i det tyske mindretal. Historisk set har vores landsdel været både dansk og tysk, og det er synligt i kulturen i dag. Og eftersom jeg er sønderjyde opvokset i det tyske mindretal, og min familie har været i mindretallet i generationer, er vi danskere og kulturtyske. Derfor er friheden til at vælge vigtig for mig. Jeg har tidligere taget det valg at blive konfirmeret på dansk, da jeg på det tidspunkt sang i et kirkekor med tilknytning til den danske præst i menigheden. Men samtidig har jeg altid gået til tysk gudstjeneste, ligesom jeg har gået i tysk skole og læst mindretallets tyske avis. Så man kan sige, at den tyske del af menigheden som samfundsbærende institution er med til at sikre, at vi i mindretallet kan blive ved med at være dem, vi er."
Anna Fuglsang, 22 år, læser statskundskab.
Foto: Lars Aarø
Claes Fuglsang: Kirkesproget er vigtigt ved livets store begivenheder
"Jeg synes, det er meget vigtigt at komme til gudstjeneste. Det, at gudstjenesten foregår på tysk, er en kulturel ting. Vi i det tyske mindretal er jo kulturtyskere og ikke tyskere i den forstand, at vi er fra Tyskland eller har tysk statsborgerskab. Og netop fordi det er en kulturel ting, er det vigtigt, at vi kan komme til tysk gudstjeneste. For sproget er kulturbærende, og det er vigtigt, at man ved livets store begivenheder som barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse har adgang til sit eget kirkesprog. Desuden får vi jo ikke kun gavn af den tyske kirke på et personligt plan. Den er jo også et tegn på mangfoldigheden i grænselandet. Hvor grænserne tidligere har været trukket skarpt op mentalt, så er det heldigvis mangfoldigheden, vi dyrker i dag."
Claes Fuglsang, 56 år, direktør.
Foto: Lars Aarø
Marianne Christiansen: Jeg bliver mindet om tosprogetheden i Sønderjylland
"Den tyske del af menigheden er en del af min sognemenighed, og derfor kommer jeg også til tysk gudstjeneste, så tit jeg kan. Her bliver jeg mindet om den tosprogethed, vi har her i Sønderjylland. Desuden er det skønt at få lov til også at høre forkyndelsen på tysk og synge de tyske salmer, der jo er beslægtede med, men alligevel forskellige fra, de danske. Derfor mener jeg heller ikke, det har gang på jorden at ville kræve en oversættelse af den tyske forkyndelse, som regeringen nu lægger op til. Det ville stride mod religionsfriheden og undergrave mindretallets status."
Marianne Christiansen, 57 år, biskop over Haderslev Stift.
Foto: Lars Aarø