Folkeoplysende foreninger bør åbne snarest
Generalsekretær Knud-Erik Therkelsen, Grænseforeningen, støtter Dansk Folkeoplysnings Samråd, der vil rette henvendelse til partilederne og kulturminister Joy Mogensen (S) om en hurtigere genåbning af folkeoplysningen og folkeoplysende foreninger som Grænseforeningen.

”Det kan ikke være rigtigt, at de mennesker, der indgår i folkeoplysende fællesskaber, ikke kan afholde foredrag eller generalforsamlinger, men må vente til efter den 21. maj ifølge genåbningsplanen", siger Knud-Erik Therkelsen, generalsekretær i Grænseforeningen.
Foto: Thomas Tolstrup
Folkeoplysning og foreningsaktiviteter kommer til at vente længere med at åbne end for eksempel private fitness- og yogacentre. I alt fald ifølge genåbningsplanen fra 22. marts, som næsten alle Folketingets partier står bag, og som kortlægger, hvordan samfundet langsomt kan åbne igen efter corona.
Men det bør ændres, så medlemmer af foreninger som Grænseforeningen snarest kan mødes igen.
Det mener generalsekretær Knud-Erik Therkelsen, Grænseforeningen.
”Det kan ikke være rigtigt, at de mennesker, der indgår i folkeoplysende fællesskaber, ikke kan afholde foredrag eller generalforsamlinger, men må vente til efter den 21. maj ifølge genåbningsplanen. I Grænseforeningen forstår vi ikke, hvorfor man ikke kan mødes, selvfølgelig under hensyntagen til coronareglerne. Slet ikke i lyset af, at man fra 6. maj kan gå til fitness og på voksenuddannelseskursus”, siger han.
-
Læs: Sådan er genåbningsplanerne for folkeoplysningen
- Højskoler og efterskoler er genåbnet.
- Ungdomsskoler har åbent for nogle aktiviteter og kan åbne for flere fra den 6. april
- Nogle amatørkulturelle aktiviteter (lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter) og enkelte større folkeoplysende arrangementer (konferencer) kan genoptages fra den 21. april.
- Aftenskoler, daghøjskoler, folkeuniversiteter og foreningslivet kan genoptages den 21. maj.
Knud-Erik Therkelsen er meget glad for, at Per Paludan Hansen, der er formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS), har oplyst, at han vil rette henvendelse til partilederne og kulturminister Joy Mogensen (S), hvilket fremgår af Dansk Folkeoplysnings Samråds hjemmeside:
”Behandlingen af folkeoplysning og foreningsliv virker helt tilfældig. Derfor har jeg også forhåbning om, at vi kan få det lavet om”, siger Per Paludan Hansen i en nyhed på dfs.dk, der peger på, at der ikke var eksempler på smittespredning i forbindelse med folkeoplysende aktiviteter i forbindelse med genåbningen i foråret 2020.
”Vi har styr på, hvordan samværet foregår, og deltagerne er ikke nær så tæt på hinanden som ved mange andre aktiviteter”, siger Per Paludan Hansen til dfs.dk. Han undrer sig over, at man i genåbningsplanen har skelnet mellem organisationsformer og ikke aktivitetsformer.
”Og så har partierne ovenikøbet nedprioriteret de folkeoplysende aktiviteter og foreningslivet, hvor borgere har mulighed for at finde de meningsfulde fællesskaber, der årligt samler mere end 800.000 deltagere. Det er bestemt ikke fornuftigt, hvis meningen er at gøre en indsats for at genoprette befolkningens mentale sundhed og hjælpe de borgere, som har oplevet ekstra stor ensomhed under nedlukningen”, siger Per Paludan Hansen til dfs.dk.
Flere nyheder: