Tilbage til nyhedsliste

Dronningen: ”Vi overlader nu grænsen til de unge generationer”

14. juni 2021

Dronning Margrethe holdt tale og kørte i karet sammen med kronprins Frederik og prins Christian over den gamle grænse ved Frederikshøj ved genforeningsfestlighederne i Sønderjylland søndag

Dronning Margrethe holdt søndag tale ved genforeningsstenen ved Frederikshøj, hvor hendes farfar Christian 10. i 1920 red over den gamle grænse og ind i Sønderjylland. Det skete i anledning af fejringen af 100-året for Genforeningen.

Dronning Margrethe holdt søndag tale ved genforeningsstenen ved Frederikshøj, hvor hendes farfar Christian 10. i 1920 red over den gamle grænse og ind i Sønderjylland. Det skete under Dronningens besøg i Sønderjylland i anledning af fejringen af 100-året for Genforeningen.

Foto: Frank Cilius / Aabenraa Kommune

”Vi overlader nu grænsen til de unge generationer. Det kan vi gøre trygt og i tillid til, at de har vilje og evne til at føre den udvikling videre, som deres forældre og bedsteforældre påbegyndte”.

Sådan lød det fra dronning Margrethe da hun søndag i strålende sol holdt tale ved Frederikshøj syd for Kolding i anledning af 100-året for Genforeningen, der blev fejret officielt i hele Sønderjylland i går med et års forsinkelse.

Her ved Frederikshøj var det, at hendes farfar, kong Christian 10. i 1920 red over den gamle grænse på sin hvide hest. I 2021 var det nu hans barnebarn, dronning Margrethe, der sammen med sin søn, kronprins Frederik, og sit barnebarn, prins Christian, kørte over den gamle grænse i karet.

I sin tale nævnte Dronningen, at grænsedragningen i 1920 blev til på en mørk baggrund, nemlig Første Verdenskrig, der kostede mange mennesker livet, herunder også slesvigere, danske som tyske, og hun citerede Hans lensgreve Schack (1930-2000), der boede på Schackenborg Slot, der om grænsen sagde ved Dybbølfesten den 11. juli 1920: ”Den samlede slægt og skilte slægt.”

”Der blev grædt tårer både i syd og i nord, og, som vi ved, varslede den storpolitiske udvikling ilde. Vanskelige tider fulgte”, sagde Dronningen med henvisning til Anden Verdenskrig og fortsatte.

”Det blev i min fars tid (kong Frederik 9. 1899-1972, red.), at forholdene i grænselandet virkelig ændrede sig. Det var ikke noget, der lod sig gøre fra den ene dag til den anden. Det krævede viljen til forsoning både i Forbundsrepublikken og hertillands. Men først og fremmest krævede det en daglig, mangeårig indsats fra alle de mennesker, der bebor disse egne. En vilje til at bygge op – ikke til at bryde ned. Et ønske om at bygge bro uden at se bort fra de forskelle, der i sagens natur må findes i et grænseland. En forståelse for den levende danskhed syd for grænsen og for det tyske mindretal hos os, som vi skønner på og værdsætter som en væsentlig del af det land vi er og gerne vil være”, sagde Dronningen og fortsatte.

”Grænsen er der også i dag – men ikke som en begrænsning af vores sameksistens. Den er der for at skelne mellem ude og hjemme, jeres og vores”, sagde Dronningen og sluttede:

”Dengang betegnede grænsen en afstand mellem før og nu. I dag kan den ses som forbindelsen mellem gode naboer og venner. Vi kan se både historien og hinanden i øjnene.”

Læs hele Dronningens tale på www.kongehuset.dk, hvor man også kan læse mere og se videoer og billeder fra gårsdagens genforeningsfestligheder i Sønderjylland.

Læs stort interview med dronningen om Genforeningen i magasinet Grænsen fra december 2019.