Når sognepræst Christa Hansen fra Haderslev trækker i arbejdstøjet, er hun nødt til at overveje, hvilken kjole hun skal have på. Hun har både en tysk og en dansk præstekjole. Når arbejdsdagen trækker hende til Tyskland, bruger hun den danske præstekjole. Når der er gudstjeneste hjemme i Haderslev, er hun iklædt den tyske præstekjole.

“I Tyskland præsenterer jeg enten Haderslev Stift eller folkekirken, og i Haderslev er jeg den tyske sognepræst i Haderslev,” fortæller Christa Hansen.

Menigheden og samarbejdspartnerne kender hende selvfølgelig. Men ellers kan hendes position som tysk præst, der er født og opvokset i Danmark, godt skabe forventninger, hun ikke helt kan leve op til.

“I Danmark forventer folk, at jeg taler ligesom Sepp Piontek, og i Tyskland forventer de, at jeg har en Gitte Hænning-dansk accent.”

Præsten, som er student fra det tyske gymnasium i Aabenraa og teolog fra universitetet i Kiel, er tosproget og taler selvfølgelig både flydende tysk og dansk.

“Jeg taler også sønderjysk og plattysk. Det var hjemmesprogene. Så kom højsprogene i skolen,” fortæller Christa Hansen, som også har holdt gudstjenester på sønderjysk.

“Der kommer både mindretal og inkarnerede sønderjyder. Og hvis det er det, folk taler, er det også meget luthersk at tale det sprog i kirken. Sønderjysk samler hen over de nationale skel og de gamle nationale grænser. ”

Det er naturligt for Christa Hansen, at det danske og det tyske lever side om side, og at danskere og tyskere lever sammen. Om morgenen, når hun skulle i skole, mødtes børnene i landsbyen ved busskuret, og derfra tog de bussen til hver sin skole, den tyske og den danske.

“Men det sjove var at mødes i busskuret og dele det med hinanden, vi havde oplevet,” fortæller Christa Hansen.

Hendes første embede var som flertalstysk præst i Wesselburen syd for Husum. Siden kom hun til den tyske frimenighed i Tinglev under Nordschleswiger Gemeinde, som er under opsyn fra biskoppen i Kiel. De tyske frimenigheder blev grundlagt i 1923, fordi det tyske mindretal manglede tysktalende præster udenfor de store byer. Der er fem tyske præster, som er direkte knyttet til Kiel. Lidt som den danske kirke i Sydslesvig er knyttet til Haderslev.

Siden 2005 har hun været tysk præst i Folkekirken. Hun er sognepræst i Haderslev, men har også særlige opgaver for stiftet og står til rådighed for biskoppen som bindeled til den tyske kirke. I Danmark har Haderslev spillet en særlig rolle under reformationen. Frederik I’s søn, Christian, som i 1534 blev Christian III, var blevet overbevist lutheraner. Da den unge Christian i 1525 fik tildelt Haderslev og Tørning len, bosatte han sig på det nu længst forsvundne “Haderslevhus” og begyndte straks at få indført reformationen godt 10 år, før det skete i resten af kongeriget. Haderslev er således det første sted i hele Norden, hvor reformationen blev gennemført, og byen kaldes også for “Nordens Wittenberg” på stiftets hjemmeside.

Venskab

Efter murens fald i Tyskland er der etableret venskabsforbindelse med menigheden i Slotskirken i Luthers by, Wittenberg, og også mellem byerne Haderslev og Wittenberg, og det har også været en af Christa Hansens opgaver at pleje venskabsforbindelsen til Wittenberg.

“Jeg har været utroligt glad for, at jeg har haft muligheden for det. Og jeg har haft det privilegium, at den stilling var skruet sammen på den måde.”

Den tyske præst i Haderslev vil gerne have lov at rose Folkekirken for sin rummelighed.

“Da er vi tilbage ved historien. Det er virkelig noget, vi ikke kan takke nok for med den ordning i 1920, hvor man simpelthen lavede en lov om, at dem, der bor hernede, skal have lov at udøve deres tro. Også selv om der har været modstand. De største modsætninger mellem dansk og tysk var i 1945, hvor nogle fra modstandsbevægelsen sagde: Den ordning vil vi ikke. Men andre kræfter sagde: Sådan skal det være i Sønderjylland”, siger Christa Hansen, som understreger, at det er vigtigt at acceptere forsoningen. Især nu, hvor vi igen har den situation i Europa, at folk ligefrem går i krig med hinanden.

“Det at møde mennesker i deres kultur, i deres omgivelser, i deres sprog. Det fremmer jo også forståelsen enorm. Kernen af evangeliet er fredsarbejdet. Det er ikke kun kærligheden til fjenden. Du skal lige have pilen vendt tilbage og acceptere dig selv, før du kan have kærlighed til fjenden. Min mindretalsopvækst siger mig, at det ikke en selvfølge. Verden er som den er den er. Forsoning kræver et stort arbejde.”

Den tyske sognepræst er stolt over, at danskere og tyskere siden midten af 2010’erne sammen har højtideligholdt både Første Verdenskrigs afslutning den 11. november, og afslutningen på Anden Verdenskrig den 5. maj sammen ved kirkelige handlinger.

“Det var ikke sådan i 2005, da jeg begyndte. Der var lidt modstand, men det var en generation, som ikke er der længere. Men nu holder vi de mærkedage sammen med den tyske sognepræst, det er jeg pavestolt af.”

Christa Hansen fortæller, at der også er mindretalstyskere, som gerne vil have en dåb på dansk, så hun bruger også dansk som kirkesprog. Hun regner med, at tosprogetheden bliver væsentlig i fremtiden. Men hun ser også mindretallene som identitetsbobler.

“Folk flygter ud, fordi de ikke vil være i en boble. Det gælder begge mindretallene. Næsten på en sammenlignelig måde. De leder alle sammen lidt efter den klare begrundelse, de havde for tilværelsen, da der var stærkere modsætninger i samfundet mellem dansk og tysk. Det betyder også, at der ikke er de klare afgrænsninger i menigheden. De tyske dele af menigheden er ikke så klart afgrænsede, som de var, da jeg var ung,” siger hun og konstaterer, at det ikke længere er som i 1960’erne og 1970’erne, hvor man var født i et mindretal fra vugge til grav.

“Nu kan det være et livsafsnit valg. Vi vælger den tyske skole, fordi vi højtuddannede er kommet tilbage. Når de så er færdige med skolen, så er vi også færdige med det. I 70’erne ville man blive spurgt til det, hvis man ikke gad gå til årsfester eller Knivsbergfest. I dag er det fuldstændig legitimt. Indtil 70’erne var det et upostuleret krav, der var. Da var det svært at bryde ud af det. Vel at mærke hvis man bliver i landsdelen – det gælder ikke, hvis man flytter til København, Hamborg eller Berlin, siger Christa Hansen.