Haderslev Stift er Genforeningens stift. Stiftet blev skabt for 100 år siden, og rummer dansk flertal og tysk mindretal, kirkerne virker på to sprog, og biskoppen fører tilsyn med menigheder i to lande.

Biskop Marianne Christiansen, som før hun blev biskop virkede som sognepræst i Løgumkloster, kalder sit stift et stort integrationsprojekt.

“Integrationsprojektet gik ud på at sy de nordlige dele af det gamle slesvigske stift sammen med kongeriget. I de sønderjyske sogne spiller tilstedeværelsen af mindretallet en rolle, ligesom det danske mindretal spiller en rolle syd for grænsen. Også for flertalsbefolkningen og det land, de føler sig knyttet til. Kirken skulle gerne fungere som brobygger i alle henseender,” siger hun.

Biskoppen har også tilsyn med Dansk Kirke i Sydslesvig (DKS).

“For mig er det på mange måder et provsti ligesom de andre, selvom jeg ikke har de samme beføjelser over for menighederne (som i Sydslesvig er frie menigheder sluttet sammen i paraplyorganisationen DKS, red.). Det er kun træls med det bump ved grænsen, at det kan være svært at komme hjem, og at man skal huske sit pas,” siger hun.

Men der er nu forskel på provstierne i stiftet.

“Det at være kirke i et mindretal betyder, at man også er den del af det sociale liv omkring mindretallet. Kirken er også en del af foreningslivet og det kulturelle og sociale liv,” fortæller hun og tilføjer:

“Som mindretalskirke skal man hele tiden huske på, at vi lever i ét med et flertalssamfund med et andet sprog og hele tiden skal bygge bro. Der skal hele tiden tænkes på, at vi også forkynder for mennesker, der tilhører flertallet. Det er jo det samme evangelium og den samme forkyndelse. Det samme gælder nord for grænsen. At være kirke er en del af kulturen og en kulturbærende ting – og samtidig grænseoverskridende.”

To lutherske kirker

Der er også tyske præster i Folkekirken i stiftets sønderjyske købstæder såvel som i Tønder i Ribe stift, og der er de frie tyske menigheder i Nordschlewigsche Gemeinde, som hører under biskoppen i Slesvig-Holsten, at samarbejde med. Men både de danske og tyske kirker på begge sider af grænsen er lutherske, og intet kan vel være mere luthersk, end at forkyndelsen sker på det sprog, folk taler?

“På en måde er det lidt et paradoks, fordi hjertesproget og kulturen betyder så meget. Derfor lægger vi både vægt på, at der skal forkyndes på hjertesproget, og at kirkelivet har en national kontekst. Men det er et sjovt forhold. For det lutherske lægger vægt på modersmålet og sproget, men også på det, at man er en del af det samfund, man lever i. Man skal kunne være fuldgyldig samfundsborger og en del af det kulturelle liv og samtidig værne og dyrke sit sprog og kulturelle egenart,” siger Marianne Christiansen.

Da hun blev præst i Løgumkloster, mødte hun første gang det tyske mindretal og oplevede det voksende bånd, som der er mellem mindretals- og flertalsmenighederne.

“Der er udbygget mærkbare venskabsforbindelser med fælles arrangementer og gudstjenester og den dansk-tyske salmebog. Vi overvejede, om vi skulle lave flere ting sammen. Men det skal også være sådan, at vi kan være forskellige og forblive to nationaliteter, som lever i vekselvirkning.”

Da Haderslev Stift blev dannet, var det ikke bare om at sy det gamle slesvigske stift sammen med kongeriget. Det handlede også om at sy samfund sammen, som var revet over i smerte efter en voldsom krig. Ja, stiftet var såmænd endnu ungt, da endnu en krig skabte splittelse.

“Den første biskop, Valdemar Amundsen, arbejdede i 1920’erne og 30’erne på at opbygge og skaffe forsoning mellem mindretal og flertal. Man stræbte efter “helsogns-tanken”: At alle sognepræster skulle kunne betjene menigheden på både dansk og tysk. Det lykkedes ikke, og så kom Anden Verdenskrig oveni med nye traumer og nye fjendebilleder,” fortæller Marianne Christiansen.

Traumatiserede menigheder

Også kirken har været i en svær situation under de voldsomme krige.

“Det er svært, fordi vi har set eksempler på under både Første og Anden Verdenskrig og i de Slesvigske krige, at både kirken og religionen bliver brugt til at opbygge fjendebilleder. “Gott mit uns,” stod der på soldaternes bæltespænder. “Danmarks fjender til lands/ er og fjenderne hans”, altså Guds, sang man på dansk. Hvem holder Gud med? Det er ikke kun et tysk problem, det er også et dansk og et nationalt problem. Det er derfor altid en opgave at undgå, at kirke og tro bliver gidsler i nationale eller andre konflikter” siger hun.

Uanset hvad, har kirken også en opgave, når det kommer til sjælesorg og forsoning. Især under krigene og i årene efter, hvor der ikke var noget, der hed post-traumatisk-stress-syndrom, og hvor der hverken var psykologer eller rehabiliteringscentre til at tage sig af borgerne i et voldsomt traumatiseret grænseland.

“Det er vigtigt, at begravelsen, sjælesørgeriske samtaler, gudstjenestens fællesrum og de ting kan få lov til at være der, så man kan tage sorgen, smerterne og erindringen med ind i et fælles rum.  Man kan ikke længere nå dem, som gjorde én ondt, eller som man selv gjorde ondt, for de er der ikke mere. Så er der ikke andet tilbage end bønnen, samtalen og håbet om, at Gud forsoner os.”

“Præsten er ligesom altid den, som er der, som man kan bruge som sjælesørger og som et menneske, der har tavshedspligt. Jeg tror også, at kirken i bredere forstand og som fællesskab har en rolle at spille, når det kommer til: Hvad er det for nogle mindesmærker, vi sætter på kirkegården, og hvad mindes vi der?”

Da Marianne Christiansen kom til Løgumkloster i 2011, mente hun og andre tilflyttere, at 100-året for Første Verdenskrigs afslutning burde fejres sammen med den tyske menighed, mens nogle af de lokale mente: “Det er for tidligt. Vi sørger over noget forskelligt”

“Det endte dog med, at der i mange sogne blev en fælles markering. Man gik fælles til sorgstederne. Det viste, at vi kan mindes på en forskellig måde og være sammen om det. I rigtig mange familier er der en sorg båret med og også en sorg, der er på tværs af grænserne. Og den er måske blevet endnu mere traumatisk af ikke at kunne være synlig i flertallet. Det er noget, vi nu taler meget om i de fælles samtaler mellem Nordkirche og folkekirken og mindretalsmenighederne i grænselandet:  forpligtelsen på erindringen og erindringskulturen. Hvordan får vi fortalt de mange sider, der er både i menneskers liv men også i nationers liv.”

Og erindringens betydning skal man ikke tage fejl af, mener hun:

“Mange familier har erindringer. Både flertal og mindretal bærer på erindringer om stærke spændinger og overgreb. Det er netop, fordi erindringerne om modsætningsforhold og fjendskab findes, at vi hele tiden må lægge vægt på at finde hinanden. Man må ikke tro, at de nationale forskelle ikke kan bruges til at opbygge et fjendebillede igen. Kirkens opgave er hele tiden både at forvalte mindekulturen på en måde, så der også bringes forsoning ind i fortællingerne om sejr og nederlag og overgreb og fjendskab. Der er rigtig mange sønderjyske familier, som blev traumatiserede af Første Verdenskrig. Der er traumer, som er arvet ned i familierne. Man skal ikke tro, at det er væk. Det er derfor, man skal blive ved med at huske og fortælle,” siger Marianne Christiansen.

Forskelle på liturgi

Selve måden, gudstjenesterne foregår på i den danske og tyske kirke, er forskellige.

“Den dansk folkekirke er sprunget ud af at være statskirke indtil 1849, hvor enevælden spillede en stor rolle. VI har en stærk ensartethed i vores liturgi. Da de slesvigske sogne skulle knyttes til, var der dels en helt anden demokratisk opbygning end i Danmark, men også liturgisk har de slesvigske egne været friere. De har haft en friere og mere fleksibel liturgi. Det præger den tyske kirke generelt,” fortæller Marianne Christiansen.

Hun nævner, at en del tyskere synes, det er pudsigt, at danskerne – modsat tyskerne – er så formløse i vores omgang med hinanden, mens de liturgisk set holder på formerne. Tyskerne er mere frie i liturgien.

“I Danmark ved du, hvordan formen på gudstjenesten er, og du kan læse det i salmebogen. Der er større variation i den tyske kirke. En enkelt gang oplevede jeg, at der blev sunget fødselsdagssang for en fødselar under gudstjenesten. Vi synger mange salmer  – og for en tysk betragtning med rigtig mange vers”, siger Marianne Christiansen.

Hun tilføjer, at den tyske salmetradition er anderledes end vores.

“Det er sådan noget, der gør det sjovt at være sammen og synge sammen”. siger biskoppen i anledning af stiftets 100-års jubilæum.