Tilbage til nyhedsliste

Torben Rechendorff er død

30. november 2022

Torben Rechendorff, der var formand for Grænseforeningen 2000-2005, er død. Han blev 85 år. Torben Rechendorff gjorde som dansk politiker en ekstra indsats for grænseområdet og det danske mindretal i Sydslesvig.

Torben Rechendorff var formand for Grænseforeningen fra 2000 til 2005.

Torben Rechendorff var formand for Grænseforeningen fra 2000 til 2005.

Foto: Thomas Tolstrup

Torben Rechendorff var skolemand og blev i en ung alder skoleinspektør i Hørsholm, inden han gik ind i politik. I 1988 blev han udpeget til kirkeminister, og året efter fik han også posten som kommunikationsminister. I perioden 1993 til 1995 var han formand for Det Konservative Folkeparti. Her afløste han Poul Schlüter på posten, efter at dennes regering var trådt tilbage som følge af tamilsagen.

Han blev formand for Grænseforeningen i 2000 og stod i spidsen for foreningen i en afgørende periode, hvor Grænseforeningen ændrede sig fra at være en indsamlingsorganisation til at være en folkeoplysende organisation.

Han slap aldrig sit engagement i grænseområdet og Grænseforeningen.

”Jeg havde lige skrevet en mail til ham, men jeg nåede ikke sende den. Jeg har til det sidste vendt verdenssituationen og situationen i Grænseforeningen med ham”, siger foreningskonsulent i Grænseforeningen, Claus Jørn Jensen, som blev ansat i Grænseforeningen, mens Torben Rechendorff var næstformand.

Han husker, at den tidligere minister engang omtalte det danske mindretal i Sydslesvig som ”et mindretal på første klasse”.

Som næstformand i Grænseforeningen og medlem af det daværende femmandsudvalg, som siden er blevet til Sydslesvigudvalget, var Rechendorff kritisk over for, hvad historiker Axel Johnsen i ’Grænsen, folket og staten’, bogen om Grænseforeningens historie, kalder ”det bureaukratiske og institutionelle overskud i mindretallets organisationer”.

”Han var en elsket person, også i Sydslesvig. Han kunne sige tingene med et glimt i øjet, men ingen var i tvivl om, at det var ærligt sagt”, fortæller Claus Jørn Jensen.

Som formand for Grænseforeningen bakkede Torben Rechendorff op om organisationerne og mindretallet i Sydslesvig i en tid, hvor mindretallet var begyndt at praktisere, hvad Axel Johnsen betegner som en åben danskhed, mens der i det politiske liv i Danmark med Dansk Folkepartis fremgang og øgede indflydelse kom et øget fokus på, at udlændinge skulle opføre sig på bestemte måder for at være rigtig danske.

Konfrontationer

Året efter, at Torben Rechendorff havde taget over som formand i Grænseforeningen efter chefredaktør Bent A. Koch, kom det til et sammenstød mellem den åbne danskhed i Sydslesvig og Dansk Folkeparti.

I ugerne forud for, at den daværende formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, deltog i De danske Årsmøder i Sydslesvig, var det ikke noget, mindretalspartiet SSW så på med begejstring, og ungdomsorganisation SSWU med partiets nuværende forbundsdagsmedlem Stefan Seidler som formand arrangerede en demonstration mod Pia Kjærsgaard, som måtte flygte fra demonstranterne ind i en butik i Flensborg.

Som formand for Grænseforeningen sagde Torben Rechendorff til TV-Avisen, at Pia Kjærsgaard ved at vælge en anden rute end resten af politikerdelegationen havde fremprovokeret konfrontationen og nu forsøgte at slå politisk plat på historien,

Det førte blandt andet til, at en anden politiker fra Dansk Folkeparti, Søren Krarup, meldte sig ud af Grænseforeningen, sikrede sig en plads i femmandsudvalget og i de kommende år aktivt debatterede, om de danske sydslesvigere havde det rette danske sindelag, skriver Axel Johnsen i ’Grænsen, Folket og Staten’.

Evigt engagement

Hvad selve Sydslesvigpolitikken og støtten til det danske mindretal angår, er der ikke ændret noget trods skiftende regeringer og konstellationer gennem tiden.

Men det var de politiske farvande, Torben Rechendorff navigerede Grænseforeningen igennem, indtil han i 2005 overlod roret til Finn Slumstrup. I 2004 havde han stået for en udskiftning på lederposten i foreningen, da højskolemanden Knud-Erik Therkelsen var blevet ansat som generalsekretær.

Rechendorff engagement rakte også både flere år tilbage før hans formandstid i Grænseforeningen og flere år frem. Han var således medlem af det først femmandsudvalg og til sidst af Slesvigudvalget i hele perioden fra 1994 til 2011.

”Torben Rechendorff var det mest hjertelige menneske at arbejde sammen med, og hans engagement i sagen varede ved, efter at han var trådt tilbage”, bekræfter Claus Jørn Jensen.