Tidligere formand for Grænseforeningen var ikke selv til stede og gør derfor ikke ret i at fastslå, at Pia Kjærsgaard skulle have fremprovokeret en konfrontation med demonstranter under De Danske Årsmøder i Sydslesvig i 2001, mener Søren Espersen i en kommentar til Torben Rechendorffs udtalelser i interview i magasinet Grænsen nr. 5/2020
I Anna-Lise Bjeragers interview med Torben Rechendorff (Grænsen nr. 5, 2020) kommer den tidligere formand for Grænseforeningen ind på begivenhederne i Flensborg 2001, hvor Pia Kjærsgaard blev forulempet.
Det er for mig, som i høj grad var til stede, væmmeligt at opleve, hvordan Torben Rechendorff – som slet ikke var til stede – arrogant og unfair fastslår, at Pia Kjærsgaard og jeg skulle have fremprovokeret en konfrontation – og at vi således slog politisk plat på situationen. Årsagen til, at vi ikke fulgtes med den øvrige politikerdelegation var den simple, at min kone på daværende tidspunkt gik med krykker, og således var meget langsomt gående. Og da Pia og Henrik ville følges med os, sakkede vi af den grund agterud. Vi savnede i øvrigt ikke de andre politikere, for vi var i godt selskab med en mængde hyggelige folk fra det danske mindretal.
-
Læs Torben Rechendorffs udtalelser her
Det følgende er uddrag af interview med Torben Rechendorff, Mette Bock, Jens Andresen og Peter Skov-Jakobsen i magasinet Grænsen nr. 5/2020:
Torben Rechendorff: Det var med dig som formand, at Grænseforeningen kom på kollisionskurs med Dansk Folkeparti i 2001. Det skete efter at SSWs ungdomsafdeling havde demonstreret imod partiets formand, Pia Kjærsgaard, ved Årsmøderne i Sydslesvig, og Pia Kjærsgaard havde følt sig truet i Flensborgs gader. Du udtalte til TV-Avisen, at Pia Kjærsgaard ved at vælge en anden rute end resten af politikerdelegationen havde fremprovokeret en konfrontation, og at hun slog politisk plat på situationen. Dette blev begyndelsen på en årelang konflikt mellem Grænseforeningen og det danske mindretal på den ene side og på den anden side Dansk Folkeparti og især Søren Krarup, der meldte sig ud af Grænseforeningen i protest. Har du nogensinde fortrudt, at du meldte så entydigt ud dengang. Du var jo ikke selv til stede?
Torben Rechendorff: “Nej, det har jeg ikke et sekund fortrudt! For jeg ved jo, at der ikke skete andet, end at der var nogle unge mennesker, der råbte ‘Bøh!’ til Pia, og så gik hun ind i en guldsmedeforretning, som hjalp hende, og det var det. Men Søren Espersen (daværende pressechef for DF, red.) var i nærheden, og det gav så ham rig lejlighed til at fortælle, at det danske mindretal var på nakken af Pia. Jeg er dog blevet forligt med Søren Krarup siden dengang.”
Rechendorff mener at vide, at jeg efterfølgende beskyldte det danske mindretal for at overfalde Pia Kjærsgaard. Dette har jeg ikke mange kommentarer til – bortset selvfølgelig, at det ligeud er løgn og latin. Politiet har fastslået, at de personer, som truede Pia Kjærsgaard ingenlunde var fra det danske mindretal, men derimod medlemmer af terrorbevægelsen Anti-Fa – de fleste fra Hamborg. (Bevægelsen Antifascistisk Aktion optræder ikke på EU’s terrorliste, red.)
Men værst er dog, at Rechendorff bagatelliserer det skete – ja, nærmest håner Pia Kjærsgaard. Sagen er imidlertid, at der ifølge politiet i Flensborg – og i øvrigt senere PET – var tale om en meget, meget alvorlig sag, hvorunder Pia Kjærsgaard, hendes mand – samt jeg, min kone Yvette samt Hanne og Poul Nødgaard var i overhængende livsfare. Vi søgte tilflugt ovenpå en guldsmedeforretning, mens Flensborg politi holdt skansen, indtil henved 25 betjente kom til undsætning.
Vi undslap i sidste øjeblik de sortklædte autonome, da døren til den ellers lukkede guldsmedeforretning pludselig åbnede sig. Vi styrtede ind – og videre ovenpå, hvor en venlig, ung familie tog sig af os. De var søde og forstående – og vi skulle endelig blive…
Efter cirka tre kvarter, hvor vi sad hos familien, mens Anti-Fa-folkene skreg sig hæse og dundrede på døren nedenfor, havde politiet sørget for, at vi kunne komme ud af en bagdør og ned til en ventende bil. Pia Kjærsgaard havde det elendigt og kastede i øvrigt op, da vi kom ind i hotellets foyer. Hun virkede de næste dage apatisk og sad blot og kiggede ud i luften. Hun meldte afbud til en række møder, fordi hun kæmpede med traumet, som hun stadig havde i sig, siden hun tre år tidligere blev overfaldet på Nørrebro – ligeledes af Anti-Fa og de autonome.
Jeg synes, det er væsentligt at sige, at Pia Kjærsgaard hader offerrollen, og at hun fra sin tid som hjemmehjælper har den indstilling, at man ikke jamrer, med mindre det er virkelig slemt. Og det var dengang utrolig hårdt for hende ikke at få opbakning – og samtidig skulle mistænkeliggøres – blandt andre af den radikale Elisabeth Arnold og flere medlemmer af Enhedslisten. Det bliver hun så stadigvæk – takket være Torben Rechendorff.
Overfaldet medførte i øvrigt, at Pia Kjærsgaard siden den dag for snart 20 år siden har haft PET-beskyttelse 24/7. Men sådan noget ved Rechendorff jo heller ikke det fjerneste om. Han har mig bekendt aldrig været under politibeskyttelse…
