Det er en politiker med indsigt i forholdene i grænselandet og i Sydslesvig, der har afløst Enhedslistens Christian Juhl på posten som formand for Sydslesvigudvalget. Socialdemokraten Benny Engelbrecht er udover at være tidligere skatte- og transportminister også tidligere formand for Sydslesvigudvalget.

Det var han fra 2011 til 2014. Nu er han tilbage i en central rolle for forholdet mellem den danske stat og det danske mindretal i Sydslesvig. Han har boet i Sønderjylland i 30 år, er valgt i Sønderborgkredsen og interesserer sig for udviklingen i grænselandet. Det mener han i øvrigt, at hele Danmark har god grund til at gøre.

“Man skal først og fremmest interessere sig for grænselandet, fordi alle grænselande er interessante og indeholder en kulturel udveksling. Og over et 10-års perspektiv vil vi jo opleve, at det, vi opfatter som den naturlige sammenhæng mellem Danmark og Tyskland, kommer til at blive meget større. For i slutningen af det her årti åbner Femern-forbindelsen”, siger Benny Engelbrecht.

Den tidligere transportminister påpeger, at der allerede er omtrent lige så mange, der pendler mellem Danmark og Tyskland som mellem Danmark og Sverige på trods af, at der bor mange flere mennesker i Øresundsregionen. Men når man i fremtiden kan køre med bil og tog fra Lolland til den tyske ø Femern, vil det udvide det dansk-tyske grænseområde betragteligt.

“Det vil betyde, at grænselandet basalt set bliver fordoblet. Et sted mellem 13.000 og 15.000 mennesker pendler mellem Danmark og Tyskland. Og grænseområdet bliver jo ikke mindre af, at man også kan pendle i den østlige del af vores grænseland. Det kan man jo allerede i dag med færgen, men med Femern-forbindelsen vil der være et arbejdsmarked, der bliver endnu større, end det er nu.”

Også sikkerhedspolitisk bliver forholdet mellem Danmark og Tyskland vigtigere.

“Tyskland er en af vores allerstørste samhandelspartnere, både på import og eksport. På forsvarsområdet har vi historisk set samarbejdet med USA og Storbritannien, som har været vores allierede. Det var dem, der befriede os. Montgomery befriede Danmark ved afslutningen på Anden Verdenskrig i maj 1945. Men med udviklingen i NATO og med Danmark i det europæiske forsvarssamarbejde, så bliver vores vigtigste samarbejdspartnere Sverige, Norge, Finland og Tyskland.”

Benny Engelbrecht understreger, at når Tyskland laver lige så stort et forsvarsløft som Danmark, så bliver det virkelig markant. Det er en historisk beslutning, kansler Olaf Scholz’ regering har truffet om at investere 100 mia. euro mere om året i det tyske forsvar.

Politiske indflydelse til mindretal

Men tilbage til spørgsmålet om grænselandet og mindretallene.

“Det har en enorm stor betydning, fordi den måde, vi bilateralt med Tyskland har håndteret mindretalsspørgsmål på, jo er forbilledlig. Grænsedragningen er truffet ved en folkeafstemning i 1920. Det har ikke været sådan, at det har været konfliktfrit. Det må man endelig ikke tro. Man kan måske nok med lidt rosende ord betegne det sådan i dag, fordi der er valgt en kandidat, Stefan Seidler, fra det dansksindede parti Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) til den tyske forbundsdag. SSW har været en del af regeringen i delstaten Slesvig-Holsten. Vi har en borgmester, Jørgen Popp Petersen, fra Slesvigsk Parti i Tønder. Og Slesvigsk Parti er repræsenteret i alle fire byråd i Sønderjylland, altså Tønder, Aabenraa, Haderslev og Sønderborg”.

Benny Engelbrecht understreger, at man jo ikke skal længere tilbage end til afslutningen af Anden Verdenskrig for at finde eksempler på, at der har været gnidninger mellem mindretal og flertal i Sønderland.

“I 1990’erne, da jeg flyttede til Sønderborg, så man også lidt skævt til det tyske mindretals skoler. Det var ikke velset, at nogen gik der. Og så må man jo bare sige, at tingene har ændret sig. Nu er det attraktivt.Der er en netto-tilflytning til de sønderjyske kommuner, især Sønderborg, Tønder og Aabenraa, fordi mange sydfra har så stor en interesse i at bo i Danmark, at man flytter herop. Og det er med til at presse mindretallets institutioner”, siger Benny Engelbrecht.

Men hvad med det danske mindretal i Sydslesvig. Hvorfor mener han, at resten af Danmark skal interessere sig for det?

“Kort og godt kan du jo sige, at Poul Nyrups kloge ord fra årsmøderne i Flensborg i 1999 stadig står ved magt: ‘Så længe I holder fast i os, holder vi fast i jer.’”

“Men det danske mindretal skal også tænke i, hvordan det skal være mindretal. Ikke om et eller to år, men hvordan skal det være mindretal om en generation? Hvordan skal det være mindretal om 50 år? Hvordan skal det være mindretal om 100 år? Og det handler jo ikke bare om, hvordan det organiserer sig. Det handler jo ganske enkelt om, hvad det er, der skal definere, at man er et nationalt mindretal. Og det er utrolig vigtigt, at man får gjort sig de overvejelser, får inddraget de kommende, altså de unge generationer, der er nu.”

Benny Engelbrecht mener, det danske mindretal skal spørge sig selv:

”Hvad er det, der skal til? Hvad er det for nogle sproglige krav, man skal stille? Skal man være medlem af nogle bestemte organisationer? Hvad forestiller man sig? Fordi helt grundlæggende har vi jo et princip om, at vi ikke laver sindelagskontrol. Hvis man siger; ‘jeg er en del af det danske mindretal’, helt principielt, så er man det. Det stiller vi jo aldrig et spørgsmålstegn ved. På samme måde stiller vi heller ikke spørgsmålstegn ved, hvis man definerer sig som en del af det tyske mindretal Danmark. Så er man det.”

“Sådan må det være, og sådan må det altid være. Men man må også prøve at gøre sig nogle overvejelser om, hvordan skal det så fungere?”

Han understreger, at som formand for Sydslesvigudvalget vil han ikke blande sig i den proces.

“Det er det sidste, der kommer til at ske i hele verden, at jeg kommer med en løsning på det. Det kommer aldrig til at ske. Jeg vil bare opfordre til, at man i grænselandet gør sig nogle tanker om, hvordan man forestiller sig, at det skal ske.”

“Man må vel sige, at det tyske mindretal i Danmark har været ret strategisk i forhold til at tænke, hvordan det kunne modernisere sig med tiden. Der er man måske lidt mere langtrukken, lidt mere altmodisch i sin tilgang, i det danske mindretal Sydslesvig,” siger Benny Engelbrecht.

Grænseforeningens fremtid

Også Grænseforeningen skal beslutte, hvordan den vil være i fremtiden.

“Det er klart, at også Grænseforeningen skal overveje, hvilken rolle man skal spille i fremtiden. Fordi som i mange andre medlemsdrevne foreningsorganisationer, så må man jo sige, og nu er det ikke for at være sortseer, men hvis man bare laver en lineær fremskrivning, så er der ingen medlemmer af Grænseforeningen om en generation. Så der bliver man jo også nødt til at tænke, hvad for en rolle man skal spille der? I dag kan vi ikke forestille os et grænseland, uden at der også er en grænseforening, som er med til at formidle sammenhængen og grænselandets betydning både nord og syd for grænsen”

“Man må også prøve i hvert  fald at afsøge, om man kan lave en parallel udvikling, hvor man stiller det samme spørgsmål for Grænseforeningen, som man kan stille i grænselandet. Altså, hvor er mindretallet om en generation? Og der kan man jo også spørge: Hvor er Grænseforeningen om en generation?”

Igen understreger Benny Engelbrecht, at han ikke kommer til at stille sig op som formand for Sydslesvigudvalget og definere og trække noget ned over hovedet på det hverken det danske mindretal i Sydslesvig eller Grænseforeningen.

 “Jeg kommer ikke til at stille andre krav til Grænseforeningen, end at man skal tænke over, hvor man gerne vil være i fremtiden. Og hvilken rolle man skal spille om 10 år, om en generation, om to generationer.”

Ikke et sønderjysk, men et nationalt spørgsmål

Grænsespørgsmålet er en national sag, mener Benny Engelbrecht. Alene som en direkte følge af København-Bonn-erklæringerne fra 1955, hvor den danske og den tyske regering erklærede at ville beskytte de respektive mindretal. Han fortæller om en kollega i folketingsgruppen, som lykønskede ham med formandsposten i Sydslesvigudvalgt med ordene: “Sydslesvig, det er jo dine vælgere”.

“Det er en stor folketingsgruppe, så jeg afslører ikke nogen ved at sige dette. Men dermed afslører man jo så, at man ikke forstår, hvad Sydslesvig handler om, herunder at det er jo tyske statsborgere, de fleste af dem. Og det er ikke folk, der stemmer i Danmark. Grænselandsspørgsmål og mindretalsspørgsmål syd for grænsen er jo ikke et sønderjysk spørgsmål. Det er et sydslesvigsk spørgsmål. Så man kan sige, at kan det defineres som grænselandsspørgsmål, skal det defineres som et nationalt spørgsmål.”

“For mig er det et nationalt spørgsmål. Fordi vi har en grundlæggende forpligtelse på baggrund af en aftale, som vi har indgået med Forbundsrepublikken Tyskland om, hvordan vi håndterer nationale mindretal. Og pointen med nationale mindretal er, at sandsynligheden for, at de forsvinder, er utrolig lille. Der er faktisk en rigtig stor sandsynlighed for, at så længe man holder hånden under muligheden for at kunne fastholde nationale mindretal, så vil de også blive ved med at være der. Og grænsen kommer ikke til at flytte. Så det ligger fast. Og derfor, når vi har den gensidige forpligtelse, som vi har haft siden 1955, så er det et nationalt spørgsmål. Og derfor er det også så vigtigt, at man forstår det.”

“Og derfor har jeg blandt andet selv taget initiativ til sammen med Folketingets formand, at vi skal klæde nyvalgte folketingsmedlemmer på til at forstå, hvad det der med grænsen egentlig er. Og det handler selvfølgelig både om, hvad der sker i Sydslesvig, men det handler også om, hvad der sker på denne side af grænsen. Så man forstår vigtigheden af, at den grænse, som vi har i dag, er truffet på baggrund af demokratiske beslutninger.”

Krige og konflikter

Benny Engelbrecht mener også, det er vigtigt at huske at se tilbage på nogle tider, hvor der har været voldsomme konflikter, og hvor nationalisme har skilt folk.

“Der har været krig flere gange og den tyske besættelse. Det gør jo ikke noget godt ved fællesskabet. Det har været en lang vej til den fredelige sameksistens i dag. Jeg husker jo selv, hvordan Hinrich Jürgensen, som formand for det tyske mindretals organisation Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), stillede sig op til 100 året for Genforeningen og undskyldte for den måde, mindretallet opførte sig på i forbindelse med den tyske besættelse. Han gik jo nok også længere og videre, end de fleste i det tyske mindretal havde været forberedt på, at man ligesom skulle gå efter så lang tid. Og man kunne sige, at nu har vi lagt det bag os.”

“Det havde han ikke behøvet. Men efter min mening har det jo været noget af det, der også har været med til at understrege, hvor moderne man også tænker i det tyske mindretal. Altså igen, man tænker der også i, hvordan man ser ud om en generation eller to generationer for den sags skyld. Og netop også den her regionale opfattelse af sig selv. Den regionale identitet. Altså, man taler tysk, man taler dansk og man taler sønderjysk. Det understreger de igen og igen, at man er tresproglige og ikke tosproglige”, slutter Benny Engelbrecht.