Der er fuld fart og farver på formanden for Grænseforeningen Guldborgsund, Tine Vægter. Dels er hun en travl kvinde, som udover arbejdet som sygeplejerske på børneafdelingen på sygehuset i Nykøbing Falster også er et aktivt foreningsmenneske. Både huset i Nykøbing og hendes påklædning er farverig. De grønne nuancer får lov at stråle igennem denne forårsdag.

Huset er også præget af masser af legetøj, gynger og legehus i haven. Her skal børnebørnene have det godt.

Der er ingen af børnene, som ønsker at tage over i lokalafdelingen i Grænseforeningen. Posten er ellers gået i arv, så måske børnebørnene? Tiden må vise, hvordan Grænseforeningen er indrettet til den tid, og om det kommer til at interessere Tine Vægters børnebørn. For vi kommer til at tale om, at medlemsskaren ikke er helt så forårsgrøn, som det er tilfældet hjemme hos hende, men noget mere ovre i de grå nuancer.

Selv er Tine Vægter født ind i Grænseforeningen. Og det skal tages helt bogstaveligt. Hendes mor var formand for Grænseforeningen i en af de fem kommuner, der blev til Guldborgsund med Kommunalreformen. Hun trådte selv til som formand, efter at  de fem lokalforeninger ligesom kommunen var blevet lagt sammen til én.

Men ikke nok med det. Uden Grænseforeningen ville Tine Vægter slet ikke være på denne jord. Hendes mor er fra Sydslesvig. Hun kommer fra en gård lige syd for Padborg.

Før i tiden arrangerede Grænseforeningen ophold i Danmark for feriebørn fra Sydslesvig.

Tines mor er sydslesviger og kommer fra en gård på den tyske side af grænsen ved Padborg. Hun blev feriebarn hos en brugsuddelerfamilie i landsbyen Nørre Vedby på det nordlige Falster. Hun havde det godt hos familien og kom igen og igen.

En sydslesviger blev på Falster

Som 15-årig blev hun tilbudt en læreplads som kommis, og det takkede hun ja til, så det blev fire års læretid med handelsskoleuddannelse i Nykøbing. Derefter var tanken vist at tage hjem til Sydslesvig. Men dengang handlede brugsforeninger også med lokalt producerede råvarer.

“Hun møder så en ung mand, som er fra Nørre Vedby, og han kommer med æg, fordi min farmor havde høns og tjente en lille skilling ved at sælge æg til brugsforeningen,” fortæller Tine Vægter.

Den unge mand fra den lokale gård syntes ikke, den unge kommislærling skulle hjem til Sydslesvig. Så han friede til hendes mor.

“Han var tømrer og arbejdede i Monberg og Thorsen, så lige efter, de var blevet gift, tog han til Grønland for at arbejde, og hun kom på husholdningsskole i Vordingborg,” fortæller hun.

Det unge par var Tine Vægters forældre, og således må man sige, at hun i helt bogstavelig forstand er født ind i Grænseforeningen.

Tine Vægters mor har hele tiden opretholdt forbindelsen til Sydslesvig, og det gælder også Tine Vægter selv, som stadig har kontakt til familien på den anden side af grænsen. Derfor var engagementet i Grænseforeningen også helt naturligt for moren, der blev bestyrelsesmedlem i 1981 og formand i 1983 for lokalforeningen i en af de fem kommuner, der siden er slået sammen til Guldborgsund Kommune.

Der var lokalforeninger for Grænseforeningen i Nordfalster, Stubbekøbing,

Nykøbing, Sydfalster og Østlolland.

“I 2012 blev de lagt sammen, så vi var én stor lokalforening, der bare hedder Guldborgsund Grænseforening. Jeg kom med i Grænseforeningen som bestyrelsesmedlem i 2012. Dengang der kørte vi ud og hentede kontingent hos medlemmerne for ligesom at have den nære kontakt. Så kørte man ud og drak en kop kaffe med hr. og fru Hansen og sad og snakkede. Vi deltes om det i bestyrelsen, for der var nogle flere medlemmer dengang end i dag”, fortæller Tine Vægter.

I 2017, blev det så hende, der tog over som formand for Grænseforeningen Guldborgsund. Men det er jo ikke mange på Falster, som har sådan en sydslesvigsk baggrund, så hvad har så motiveret folk til at blive medlemmer?

“Nogle har forbindelse til Sønderjylland, og nogle er bare kommet med, fordi de synes, at det er et godt koncept og en god forening. De vil gerne støtte det danske mindretal syd for grænsen og være med til at bidrage med at samle penge ind, eller oplyse omkring det og gøre noget af det. Andre er med, fordi de er historisk interesserede også og synes, at det er spændende at være med i”, fortæller hun.

Forandringer

En af de ting, hun har drøftet med folk på sin egen alder og dem, der er yngre, er ‘Grænseforeningen’.

“Jeg er rigtig tit blevet spurgt, om vi er sådan en underafdeling af Dansk Folkeparti, og: ‘Er det noget med, at I vil have lukkede grænser, og I vil ikke have den her åbenhed?’ Jeg må så ligesom sige, at nej, det er vi så ikke. Jeg synes jo, at vi måske hellere skulle hedde ‘Dansk Mindretals Support’, ligesom i sportsklubber, hvor man hedde noget med support, når man støtter en klub. Der er også rigtig mange, der siger, at der ikke er nogen problemer dernede. Og folk lever i fred og fordragelighed. Og verden er jo blevet helt anderledes, end den var for 100 år siden”, siger hun.

Gennem de mange år, Tine Vægter har haft familierelationer til det sydslesvigske, har hun observeret, at der er sket forandringer.

“Før havde man danske aner, dansk familie, når man gik i dansk skole og dansk børnehave. Nu er der jo rigtig mange tyskere, der sætter deres børn i en dansk børnehave og en dansk skole, fordi de synes, at pædagogikken er bedre, og elevtallet er lavere, end det er i de tyske skoler og børnehaver.”

Hun mener, at det selvfølgelig er folks eget valg, hvad de vil være, men hun synes, det er fornuftigt, hvis de danske skoler stiller krav om, at en af forældrene til børnene kan dansk.

“Man bør også tale dansk i hjemmet, men jeg ved fra mine grandfætre og -kusiner, at de taler tysk sammen i fritiden. Jeg har også mødt nogle, der har glemt det danske. De bliver tysk gift og flytter måske til Sydtyskland og glemmer det danske. Det er forståeligt nok, og det er ikke ment negativt, men det er noget andet, end formålet var”, siger hun.

 “Hvis man holder fast i danskheden på den måde, og børnene bliver danske, er det fint. Og jeg synes også, det kan være fint nok, at de tyske familiers børn kommer i dansk skole og lærer noget dansk kultur, og måske får interessen for at læse i Danmark eller kan bidrage til at forbedre grænsesamarbejdet.”

Gården syd for Padborg

Der er sket meget siden Tine Vægters oldeforældres tid.

“Min oldefar var kreaturhandler. Han byggede så gården, hvor jeg kom meget som barn, og som min morfar overtog. Gården er først bygget efter 1864, så Tyskland gik til Kongeåen dengang. Vi havde tabt landet. Men de var jo stadigvæk danskere og kom fra Sønderjylland. Og boede jo så der og tilhørte det danske mindretal. Min morfar havde seks eller syv søskende. Ved genforeningen i 1920 endte halvdelen af dem med at være bosat på den danske side af grænsen, og den anden halvdel blev jo så på den tyske side af grænsen. Og min morfar overtog gården, der ligger 800 meter fra Padborg-grænsen.”

“Min morfar var fra 1905, og hans ældste bror var noget ældre, for han var med i Første Verdenskrig. Han faldt i krigen. De andre var så små, at de slap.  Min morfar og nogle af hans andre brødre var med i 2. verdenskrig også. Og jeg kan ikke huske, om det var en af dem, der faldt der også.”

Tines morfar og mormors gård var en rigtig familiegård, hvor morfarens søster og hendes familie også boede på gården, og derfor er fætre, kusiner og grandfætre og grandkusiner tæt knyttede til hinanden.

“De talte altid sønderjysk sammen, da jeg var barn. Og ellers så talte de rigtig meget plattysk. De talte aldrig højtysk. De har altid kun talt dansk, sønderjysk og plattysk. Altså, deres naboer, som var tyskere, talte jo ikke dansk, og dem talte de så plattysk med. Derfor har de lært det, tænker jeg. Det sjove var, at halvdelen af markerne lå på den danske side af grænsen, så man skulle have pas med over, når man skulle passe sine kreaturer, eller høste sine marker. De har nok ikke skullet vide det.”

“Da min morfar døde, overtog min morbror gården. Da han så døde, blev den solgt. Han havde ingen børn, og der var ikke andre i familien, der var interesseret i at være landmand. Så den blev solgt til tysk side,” fortæller hun.

Dansk og tysk

“Min morfar gjorde meget ud af, at man skal behandle hinanden ordentligt, få det bedste ud af det og være et anstændigt menneske, uanset hvilket sindelag, man har. Min mor har snakket om, at da hun var barn og de var i skole, blev de kaldt Speckdänen. Og så kaldte de tyskerne noget andet.”

I dag er der en større forståelse mellem danske og tyske. Men hvordan er det med forståelsen af grænseområdet og det danske og tyske i Guldborgsund og Danmark nord for Kongeåen i det hele taget?

“Det giver god mening at have en organisation i Danmark, som støtter danskheden og prøver at udbrede kendskab til de formål Grænseforeningen har, så det ikke bliver glemt. Det vil fortsat være vigtigt med en hovedforening, der støtter det danske mindretal og udbreder kendskab til dansk sprog og kultur.”

“Men jeg kan jo godt se, vi har en lidt kedelig statistik på vores egen forening. Hvis vi mister medlemmer fremadrettet, som vi har gjort det de sidste ti år, så er vi lukket om ti år. Så eksisterer Grænseforeningen Guldborgsund ikke. Og det, synes jeg jo et eller andet sted, er rigtig ærgerligt.”

“På den anden side har jeg det måske også sådan lidt, at alting har en tid, og det kan være rigtig svært at få nye medlemmer. Vi har samarbejdet med Guldborgsund Aftenskole og lavet arrangementer sammen med Foreningen Norden, men det har ikke givet nye medlemmer,” siger Tine Vægter, som altså mener, det kræver en stærk, landsdækkende organisation at løfte Grænseforeningens folkeoplysende opgave i fremtiden.

Hun tror, der altid vil være medlemmer, der er tilfredse med at få magasinet, men som ikke har lyst til at gå til en møder, fordi de yngre generationer ikke engagerer sig ikke på samme måde i foreningslivet.

Så er der lige det med Lolland-Falster, at det er den del af Danmark, der betegnes som det ny grænseområde i fremtiden, når den faste forbindelse over Femern er bygget færdig. Hun regner nu ikke med, at det vil forandre så meget.

“Der er den forskel, at vi har vand som grænse. I Sønderjylland har du en landfast grænse, hvor du kan du stå og kigge og konstatere, at det hus lige foran dig, det ligger faktisk i Tyskland. Men det kan da være, nogle danskere vil tage mere til Tyskland og arbejde eller bosætte sig dernede, ligesom hvis man tager til Malmø fra København. Men man kan jo ikke sige, at der er noget dansk mindretal på Femern eller ned mod Lübeck. Det ligger jo langt fra Ejderen”, siger Tine Vægter.

Til slut skal det nævnes, at Grænseforeningen Guldborgsund har et rigtig godt samarbejde med naboerne i Lolland Grænseforening. De laver mange fælles arrangementer.