Benny Engelbrecht besøger Berlin
Formanden for Folketingets Sydslesvigudvalg, Benny Engelbrecht (S), har besøgt forbundsdagsmedlem Stefan Seidler (SSW) og mindretalskommissær Natalie Pawlik (SPD) i Berlin.
Benny Engelbrecht har besøgt Stefan Seidler i Berlin. På billedet ses formanden for Sydslesvigudvalget til debat i Sydslesvigteltet på Folkemødet på Bornholm i år.
Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen
For første gang nogensinde har en formand for Folketingets Sydslesvigudvalg besøgt et forbundsdagsmedlem, som repræsenterer det danske mindretal, i den tyske forbundsdag i Berlin.
Formanden for Sydslesvigudvalgt, Benny Engelbrecht (S), besøgte både Sydslesvigsk Vælgerforenings (SSW) forbundsdagsmedlem, Stefan Seidler, og Natalie Pawlik fra sit eget socialdemokratiske tyske søsterparti, SPD. Hun er den tyske forbundsregerings Beauftragte für Aussiedlerfragen und nationale Minderheiten, hvilket på dansk vil sige ’kommissær med ansvar for repatrieringsspørgsmål og nationale mindretal’.
Grænseforeningens nyhedsbrev har talt med Benny Engelbrecht om besøget i Forbundsdagen og især mødet med Natalie Pawlik.
”Det var et meget konstruktivt besøg, som først og fremmest tog udgangspunkt i min opgave som formand for Sydslesvigudvalget. Natalie Pawliks arbejdsopgaver er jo andet og mere end blot det danske mindretal. Der er fire anerkendte mindretal i Tyskland, som alle har forskellige problemstillinger, og så er der hele grænselandet til Frankrig, hvor den franske og tyske nationalitet også kan være noget flydende”, siger han.
De fire anerkendte mindretal er danskere, frisere, sinti-romaer og sorbere.
Benny Engelbrecht fortæller, at besøget kom i stand på anledning af Stefan Seidler og blev koordineret af den danske ambassade i Berlin.
Der er grænser for, i hvor høj grad han vil gå i detaljer med drøftelserne. Men formanden for Sydslesvigudvalg afslører, at den statslige støtte til mindretallene i det dansk-tyske grænseland var oppe at vende. Det danske mindretal i Sydslesvig modtager lidt over 500 millioner kroner i tilskud fra den danske stat hvert år.
”Vi har en opmærksomhed og interesse i, at balancen over grænsen i forhold til mindretallene hænger godt sammen. Det er velkendt, at jeg kan godt være en smule bekymret for, at man ikke har en tradition fra forbundsrepublikkens side for at fremskrive bevillingerne, så de stiger i takt med inflationen, og det kan godt have betydning for det tyske mindretal i Danmark. Den nominelle bevilling fra Tyskland til det tyske mindretal i Danmark er den samme, som da man omlagde fra D-mark til Euro i 2002.”
”Man kan godt have en bekymring for, at det kan udhule den støtte, der gives til det tyske mindretal fra forbundsregeringens side. Det er noget, vi som nation gør opmærksom på”.
Benny Engelbrecht tilføjer, at også kommunerne i Sønderjylland kompenserer for prisstigninger, og han forsikrer, at det vil Sydslesvigudvalget, som bevilger pengene til det danske mindretals organisationer, også fortsat gøre.
”Vi ændrer jo ikke på vores procedure. Vi fortsætter med at arbejde efter principper, hvor vi fremskriver pris- og lønudviklingen. Men der kan balancen blive for skæv, hvis Danmark både betaler mest til det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland. Det skal Tyskland vide”, siger han.
Benny Engelbrecht fortæller, at han har en god dialog med Stefan Seidler.
”Vi repræsenterer begge sider af grænsen og har begge en naturlig interesse i de temaer, der bliver rejst. Det kan være fra mindretalsspørgsmål og andre ting. Et enigt Folketing har lavet en aftale i Danmark om at forbyde anvendelsen af bundskrabende materiel i den danske del af Flensborg Fjord. Og det har man haft fokus på fra tysk side. Det er muslingefiskeriet, der er stærkt belastende for havmiljøet. Vi har store forhåbninger til, at det kan være med til at løse nogle af de udfordringer, der har været om havmiljøet i grænselandet.”
Den danske folketingspolitiker har stor respekt for den indsats, SSW’s repræsentant har gjort i den tyske forbundsdag.
”Det er tydeligt, at Stefan Seidler er respekteret i den rolle. Han er ikke en del af de store grupper, og det er man ikke som sådan vant til i forbundsdagen. Men han har skabt respekt om sit arbejde ved på nogle planer at forholde sig mere neutralt til tingene. Der er nogle steder, hvor han får en mere neutral rolle. Og det giver også en respekt om ham. Han kan være formidleren.”
Som tidligere transportminister har det således været naturligt for Benny Engelbrecht også at have en dialog med tyske kolleger om trafikpolitik.
”Jeg tog først spadestik på både den danske og tyske side af Femern-forbindelsen, og det kvalificerer den dialog, der skal være om det. Men det gælder også grænselandet i Jyllandskorridoren, hvor der er et ønske om at forbedre den kollektive transport. Der er stor interesse fra Slesvig-Holsten i at se på, om der kan skabes bedre togforbindelser, så de binder Sønderjylland og Sydslesvig bedre sammen transportmæssigt”, siger Benny Engelbrecht.
Han har også drøftet andre emner med medlemmer af forbundsdagen, for eksempel forsvarssamarbejde.
”Forhåbentligt kommer der snart fred i Ukraine, og så vil der også være spørgsmål om nationale mindretal, deres rettigheder og beskyttelse, hvor vi må forvente, at det danske mindretals erfaringer kan inddrages. Jeg har opfordret mindretallene i grænselandet til allerede nu at forestille sig og gøre overvejelser om, hvordan de kan bidrage, når den tid kommer”.
”Vi skal ikke pålægge mindretallene en opgave, men kan de bringe sig selv i spil, tror jeg, alle har en interesse i at bakke op om det. Det er en svær opgave i et land som Ukraine, der virkelig har mange mindretal. Det vil være formålstjenligt at forberede sig i god tid, det har Eksjugoslavien demonstreret. Nogle steder har man fredelig sameksistens, andre steder er der krudttønder, hvor man godt kan være bekymret. Det er en lektie, som er vigtig: Man skal huske at tænke på fremtiden og planlægge freden”, siger Benny Engelbrecht på baggrund af den dialog, han har haft med tyske kolleger i Forbundsdagen i Berlin.
Flere nyheder: