Ny tysk regering har to ministre fra Slesvig-Holsten
De konservative unionspartier har udnævnt deres ministre i den kommende regering, og både den kommende udenrigsminister og den kommende undervisningsminister er fra Slesvig-Holsten.

Karin Prien og Johan Wadephul er blandt de nye ministre i Tyskland. De kommer begge fra Slesvig-Holsten.
Fotos: Presse + Tobias Koch
af Poul Struve Nielsen
Den tyske regering er ikke helt faldet på plads, men nu er regeringsprogrammet fulgt op med udnævnelsen af ministre til en del af posterne.
Det er den kommende kansler Friedrich Merz’ parti, CDU, den kristeligt demokratiske union, samt det andet konservative parti i regeringen CSU, den kristeligt sociale union, der har offentliggjort navne på de ministre, de stiller med i regeringen. Forskellen på de to partier er, at CSU opererer i forbundslandet Bayern og CDU i resten af Tyskland.
Medlemmerne af det socialdemokratiske parti SPD har netop stemt for regeringsaftalen. Men partiets ministre ventes tidligst udnævnt den 5. maj.
”Det er godt, når de i Berlin lytter til, hvad der bliver sagt i Slesvig-Holsten. Det er endnu bedre, når stemmerne fra Slesvig-Holsten bliver hørt i regeringen. Det skaber naturligvis forventninger hos folk i Slesvig-Holsten om, at Berlin gør mere for dem, når to af Friedrich Merz’ regeringsmedlemmer kommer herfra”, siger Stefan Seidler, medlem af Forbundsdagen for det danske og frisiske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW).
Udenrigsminister bliver Johann Wadephul, som er valgt til Forbundsdagen i den sydslesvigske valgkreds Rendsborg-Egernførde. Han er født i Husum og har siddet i den slesvig-holstenske landdag i Kiel fra 2000 til 2009.
”Jeg har forventninger om, at den kommende udenrigsminister Johann Wadephul bringer nye impulser til det vigtige samarbejde med Tysklands nordiske samarbejdspartnere. I en tid med store sikkerhedspolitiske udfordringer må forbundsrepublikken i højere grad end tidligere være en bærende søjle i samarbejdet mellem landene ved Østersøen. Set fra min synsvinkel kan Johan Wadephul, som kender Østersøregionen godt, fremme den udvikling”, siger Stefan Seidler.
Den nye undervisningsminister fra CDU, Karin Prien, skriver tysk historie. Hun bliver forbundsrepublikkens første jødiske minister. Hun betegnes som liberal i sin politiske anskuelse, og fagligt har hun to perioder som minister i delstatsregeringen i Slesvig-Holsten at trække på. Her har hun i denne valgperiode også været undervisningsminister. Hun er valgt i det nordlige Holsten, i Pinneberg ved Hamborg, og før hun blev minister i Slesvig-Holsten, var hun i en årrække parlamentariker i Hamborg.
”Jeg forventer af Karin Prien, den hidtidige undervisningsminister i Slesvig-Holsten, at hun udover sin fagpolitiske ekspertise bringer vores nordiske forståelse af politik ind i debatten og bidrager med det i regeringsarbejdet. I en tid, hvor vores demokrati er under pres, er der brug for en nordisk, pragmatisk måde at føre politik på. Jeg forventer også, at hun har en god forståelse af, at det er politisk vigtigt at tage hensyn til mindretallenes særlige behov i hele Tyskland. En vis mængde ’Fingerspitzgefühl’ kan mindske nogle politiske konflikter, selv i Berlin”, siger Stefan Seidler.
Desuden er det blevet offentliggjort, at posten som forbundsdagens mindretalskommitterede overtages af CSU’s Bernd Fabritius, som selv stammer fra det tyske mindretal i Rumænien. Han havde også posten under Angela Merkel og bydes velkommen tilbage af SSW’s politikere.
Bernd Fabritius afløser SPD’s Natalie Pawlik, som stammer fra det tyske mindretal i Rusland.
Flere nyheder: