Tilbage til nyhedsliste

Kunstnere fra grænselandet udstiller på Vesterbro

5. januar 2024

Udstillingen ’Grænserum’ kan ses i galleriet Prospekt Space på Vesterbro i København fra den 11. januar til den 18. februar.

Merlin-Jon Bresinskis værk ‘The Great Destroyer’ er med på udstillingen.

Merlin-Jon Bresinskis værk ‘The Great Destroyer’ er med på udstillingen.

Foto: Merlin-Jon Bresinski

12 billedkunstnere og arkitekter fra begge sider af den dansk-tyske grænse er med i udstillingen ’Grænserum’, der fra næste uge kan ses på galleriet Prospekt Space med adresse på Eriksgade 15 på Vesterbro i København. Værkerne tager afsæt i det særlige geografiske område, som grænselandet er. 

Arrangørerne skriver, at deltagerne i deres udforskning af natur- og kulturlandskaber berører regionens unikke historie, økologi, arkitektur og sociale fællesskaber, og at udstillingen gør det unikke alment og giver det nutidig relevans set i lyset af aktuelle grænseudfordringer.

’Grænserum’ samler kunst og kunstnere med rod i Slesvig-Holsten for at eksponere spor af de landskaber, som strækker sig tværs over landegrænsen. Udstillingen bringer etablerede kunstnere sammen med unge kunstnere fra grænseregionen og skaber derved en dialog på tværs af erfaringer.

”Danmark er omgivet af naturlige grænser i form af kystlinjen, der gør det nemt at udpege, hvor landet ender og begynder. Kun mod syd, hvor den dansk-tyske landegrænse ligger, er Danmark fysisk forbundet med resten af verden af en stiplet linje på 68 kilometer, som for mere end 100 år siden blev trukket tværs over landkortet mellem Vadehavet og Flensborg Fjord. Linjen er næsten usynlig, men adskiller to administrative territorier, to retssystemer og to lovgivninger. Ofte overses det, hvor stort et drama, der også er forbundet med den grænse”, siger udstillingens kurator Janosh Heydorn, som oprindeligt er fra Flensborg.

Det er hensigten, at udstillingen skal give et bud på, hvordan skillelinjerne mellem områdets landsdele kommer til udtryk i kunsten, arkitekturen og det levede liv, og hvad der binder skillelinjerne sammen.

”Kulturel udveksling og stærke mindretalsbevægelser har skabt kulturlandskaber, som sætter grænsens dualitet på spil”, tilføjer Janosh Heydorn.

Nogle af kunstnerne, som er med, bor stadig i grænselandet, andre er flyttet andre steder hen.

De 12 kunstnere er Carsten Rabe fra Hamborg, Chili Seitz fra Kiel, Claus Carstensen, som oprindeligt er fra Sønderborg, Emma Otten fra Sønderborg, Jana Kessler, som oprindeligt er fra Flensborg, Karin Lind, som oprindeligt er fra Als, Merlin-Jon Bresinski, som oprindeligt er fra Flensborg, Meret Krasa, som oprindeligt er fra Sild, Mogens Ulderup, som oprindeligt er fra Aabenraa. Oskar Schroeder, som oprindeligt er fra Flensborg, og Stine Marie Jacobsen, som oprindeligt er fra Sønderborg.

For at nævne et eksempel på en kendt og erfaren kunstner fra grænselandet, som er med på udstillingen, så gjorde Claus Carstensen, som oprindeligt er fra Sønderborg, sig bemærket i 1980’erne som en af de ’Unge vilde’; en gruppe kunstnere, der dyrkede det ekspressive maleri for at bryde med de foregående årtiers konceptkunst. 

Der er planlagt tre særlige begivenheder, eller som det hedder på moderne dansk, tysk og sønderjysk: events og talks, i løbet af udstillingsperioden. Den 16. januar er der dialektmøde med den sønderjyske ambassade, den 24. januar er der ’Talk’ om mindretallenes særlige beklædning og modeshow ved med Anna Toftgaard Hansen, som er modedesigner fra Flensborg og har lavet en kollektion om kvinder i grænselandet. Endelig er der den 18. februar koncert med Malm, som sætter sang til breve fra sønderjyden Kresten Andresen, som faldt i Første Verdenskrig.