Ikke et øjeblik er jeg i tvivl om, at grænser, grænseland og nationalitet vil blive et stort tema i vores daglige politiske debat fremover. Når en krig bryder ud, når en grænse overskrides, når myrderier bliver en del af vores hverdag, melder den politiske debat om grænser sig.

Man spørger sig naturligvis altid, om grænsen ligger, hvor den bør? Kan den trækkes på en mere retfærdig måde, eller er det bare krigens resultat, der bestemmer, hvor grænsen skal være?

Derefter kommer de næste spørgsmål om mindretallene. I følge sagens natur vil der sjældent kun være et. Der vil altid være i hvert fald to. Ofte er der i mange europæiske lande tale om flere mindretal, fordi historien har betydet, at mange nationale mindretal fik en hjemstavn i netop det landområde.

I det 20. århundrede så vi frygtelige løsninger på mindretallene. Nogle blev deporterede til helt fremmede dele af nye lande. Andre blev tvangsflyttet over på den ‘rigtige’ side af grænsen. I de værste tilfælde myrdede man bare løs.

Ikke så sjældent gjorde man det så uattraktivt at være mindretal, at menneskene opgav deres oprindelige sprog og kultur og lod sig assimilere, lod sig tvinge ind i flertals-

kulturen.

Heldigvis er der også fortællinger om, at mindretal blev anset for at være en del af skønheden i et grænseland. Nogle steder var der også et overskud til at spørge sig selv, om der var andre spørgsmål end det nationale – og disse spørgsmål knyttede så mennesker sammen i et fællesskab, der udsprang af forskellige baggrunde.

Jeg ved, at der findes mennesker, der vender det hvide ud af øjnene, når de hører fortællingerne om vores dansk-tyske grænselands historie. De er trætte af at høre, at verden bare skal gøre, som vi gjorde. Den erfaring skal vi bringe med os, når vi fortæller vores historie.

Deres lille protest minder os også om, at det ikke var så nemt endda. Når vi fortæller vores historie om, at fjendskab blev til venskab, bliver vi nødt til hele tiden at minde hinanden om, at vores historie i det dansk-tyske grænseland også er en forsoningens historie. Det er en historie, der indeholder mange smertefulde oplevelser. Forsoning sker ikke bare med et knips. Man kan beklage og undskylde en udvikling; men man kan ikke forlange en tilgivelse. Den må vokse frem og blive en del af hverdagen.

Vi skal nok være bedre til at fortælle den svære historie, der ikke bare kunne glemmes. Men det er når de store svigt og skuffelser overvindes, at verden kommer videre, og mennesker ser hinanden som medmennesker igen og ikke kun som fjender.