Tilbage til nyhedsliste

Ny præst skaber glæde i Sydslesvig

5. januar 2024

På søndag indsættes Pia Abery Jacobsen som ny præst i Kappel, Arnæs og Gulde-Gelting, der ligger øst for Flensborg. Dermed er alle 20 præsteembeder i Sydslesvig besat for første gang i 10 år. 

63-årige Pia Abery Jacobsen er ny præst for de danske menigheder i Kappel, Arnæs og Gulde-Gelting.

63-årige Pia Abery Jacobsen er ny præst for de danske menigheder i Kappel, Arnæs og Gulde-Gelting.

Foto: Dansk Kirke i Sydslesvig

Der er ankommet en ny præst til Sydslesvig. Navnet er Pia Abery Jacobsen, og hun skal varetage den danske menighed i Kappel, Arnæs og Gulde-Gelting.

”At blive præst i Sydslesvig er en gammel drøm, som er gået i opfyldelse for mig. Det er en følelse af at vende hjem. Jeg tilbragte en del af min studietid i Kiel og Hamborg og har også boet i Sydslesvig i fire år, da mine børn var små”, siger hun.

”Jeg oplevede et stærkt sammenhold i Sydslesvig, og det var inspirerende at mærke den fælles interesse for at være mindretal, men også for at forny mindretallet. Man værner om sine traditioner, men kigger også fremad. Det passer godt til mig”, tilføjer hun. 

Ansættelsen af 63-årige Pia Abery Jacobsen glæder Hasse Neldeberg Jørgensen, der er provst for Dansk Kirke i Sydslesvig. Ansættelsen betyder nemlig, at man for første gang i 10 år har fået besat alle 20 præsteembeder i Sydslesvig. 

”Det er en meget stor glæde for os. For et præstekollegie, der ikke er større, er det vigtigt at vide, at vi nu er her alle sammen”, siger han. 

Pia Abery Jacobsen indsættes nu på søndag kl. 14.00 ved en festgudstjeneste på Kaj Munk Skolen i Kappel. Indsættelsen bliver noget ganske særligt, da Pia Abery Jacobsen med al sandsynligvis bliver den sidste præst, der modtager dronning Margrethes stadfæstelse. Alle præster i Sydslesvig skal som præster i udlandet, hvilket Sydslesvig jo teknisk set er, stadfæstes af den siddende danske regent, der indtil den 14. januar hedder dronning Margrethe. 

Pia Abery Jacobsen er opvokset i Albertslund og Hillerød og har foruden studieårene i det nordtyske også læst i Aarhus og København. Hun har været præst flere steder, bl.a. i Løgstør i Nordjylland og i Tyvelse på Midtsjælland. Hun har også ledet mange pilgrimsvandringer og håber på at kunne fortsætte dette i Sydslesvigs smukke natur.

Præsterne i Dansk Kirke i Sydslesvig er udsendt gennem Danske Sømands- og Udlandskirker og skal have en dansk, teologisk uddannelse og være danske statsborgere. Der er 24 danske menigheder i Sydslesvig fordelt på et stort geografisk område på 5.500 kvadratkilometer. 

De danske kirker i Sydslesvig er under biskoppeligt af biskoppen i Haderslev, Marianne Christiansen.