Det er vinter. Danevirke museum ved Slesvig er lukket. Alt omkring Museet ligner en byggeplads. Det får pavillonerne med udstillingen til lidt at ligne en skurvogn.  Det skal nu nok blive bedre inden 1. marts, når sæsonen starter.

Der er mere indbydende indenfor i varmen, hvor museumsleder Lars Erik Bethge tager imod til en samtale om nogle af de fortællinger, der knytter sig Dannevirke, som er et nationalt symbol, der præger Danmarkshistorien i en grad, så myten om Thyra Danebod har præget vores opfattelse og handlekraft som nation helt frem til 1864.

Danske regenter har sat deres præg på Dannevirke, og Dannevirke har været med til at forme nationens skæbne, en skæbne der selvfølgelig er tæt forbundet med Tyskland, som alt af betydning jo er her i grænselandet. 

Men først er der god grund til lige at hæfte sig lidt mere ved omgivelserne. For området ved museet er faktisk en byggeplads. Åbningen af ny museumsbygning, som er under opførelse, er planlagt til 2026. For byggeriet står arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg Arkitekter, som også har tegnet skuespilhuset i København, og som skal stå for opførelsen af det ny vikingeskibsmuseum i Roskilde.

Arbejdet med det ny museum er blevet forsinket. Sidste år fandt arkæologer rester af to middelalderhuse med direkte forbindelse til Dannevirke. Samtidig fandt forskere fra Nationalmuseet nyt om dronning Thyra, som ifølge krønikeskriveren Saxo var ansvarlig for bygningen af forsvarsværket Dannevirke. Hun var ikke bare Gorm den gamles hustru, den nyeste forskning viser, at hun har haft sin egen magtbase i det sydlige Jylland. Så man må sige, fortiden er i konstant forandring.

Fremtid og fortid

Det er nutiden også. Dannevirke er, sammen med den gamle vikingeby, Hedeby, som nabomuseet handler om, et sted som både danskere og tyskere ser som en vigtig del af deres nationale, historiske identitet.  Men i dag er der et godt samarbejde om den fælles fortid. Det er det danske mindretals kulturforening, Sydslesvigsk Forening (SSF), der driver Danevirke Museum, mens de tyske myndigheder driver Vikingemuseum Hedeby, eller Wikinger Museum Haithabu, som det hedder på tysk. 

De nye museumsbygninger opføres med støtte fra de to danske fonde, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Augustinus Fonden, der tilsammen stiller mere end 73 millioner kroner til rådighed til opførelsen af et nyt, moderne formidlingscenter. Desuden vil den danske stat og den tyske delstat Slesvig-Holsten i fremtiden støtte driften af det kommende museum med hver en million kroner om året. 

Men tilbage til fortiden. 

“Dannevirke handler om en vold, som danner grundlag for, at der kunne dannes et samlet herskabsområde nord for grænsen, så Dannevirke er det, vi kalder Danmarks fødselsattest. Man kunne sige at forløberen til Danmark opstår i jernalderen, og vi tror, det er dem, vi kalder danerne, som har markeret en sydgrænse for deres område ved hjælp af den her vold. Og Dannevirke er så gået hen og blevet sydgrænsen for det her herskabsområde”, siger museumsleder Lars Erik Bethge.

De ældste dele af Dannevirke blev oprettet for ca. 1500 år siden. Danerne var vandret ind i anglernes land. Mange af de folk, som før den tid boede i området omkring Dannevirke var ligesom jyder og saksere udvandret til England i det 5. århundrede. Det er derfor, man i dag taler om angelsaksere.

Danerne blev danskere

Danerne markerede sydgrænsen af deres rige med et voldanlæg. Det skulle beskytte dem mod indtrængende folk sydfra. Volden fik navnet Dannevirke, der betyder danernes værk. Den nævnes for første gang skriftligt i de frankiske rigsannaler i 808 i forbindelse med Kong Godfred. 

“Man har længe ledt efter Godfreds vold. Først i de sidste år har arkæologien peget på, at han bygger en mur af sten og anvender 20 mio. kampesten til den del af Dannevirke. Og det er imponerende, eftersom ingen kongeresidens og ingen kirke er bygget af sten på den tid”, fortæller Lars Erik Bethge.

Han fortæller også:

“Kasper Andersen fra Moesgaard Museum har i sin Ph.D.-afhandling spurgt, hvornår de der danere blev til danskere. Han kommer frem til, at der tidligt er en form for egen kultur. Men det er en magtelites selvforståelse og kultur. Det folkelige kommer først for alvor med Grundtvig i 1800-tallet.”

Omkring år 800 var der syd for det danske rige saksere, abodritter – et slavisk og vendisk folk, samt frankerne, som var den dominerende magt. Frankernes hersker, Karl Den Store, var blevet kronet som romersk kejser. Han var i konflikt med Godfred, men det blev ikke til en direkte konfrontation mellem de to herskere. I 811 indgår kong Hemming, Godfreds efterfølger på den danske trone, en fredsaftale med Karl Den Store om, at floden Ejderen udgør grænsen mellem de to riger. Og Dannevirke ligger et stykke nord for Ejderen.

Lars Erik Bethge tilføjer, at der kommer noget stabilitet nord for Ejderen og Dannevirke med Jellingdynastiet. 

“Men der er mere indflydelse sydfra, end man tror. Den gængse opfattelse af datidens kongedømme er middelalderpropaganda, som Saxo skriver om Gorm den gamle og Thyra, der angiveligt bygger det bolværk, Dannevirke er”, siger Lars Erik Bethge. 

På den lille Jellingsten, som Gorm rejste til ære for Thyra, blev dronningen kaldt Danmarks bod, og det betyder Danmarks pryd. Og takket være krønikeskriveren Saxo Grammaticus, som blev bestilt af biskop Absalon til at skrive krøniken Gesta Danorum (danernes bedrifter), får eftertiden en kongerække, som starter med Gorm den gamle.

“Saxo skriver at biskop Absalon og Kong Valdemar fuldender det Thyra begyndte. Dermed indtager de pladsen som legitime efterfølgere til Jellingdynastiet”.

Gorms og Thyras søn, Harald Blåtand, skrev selv på den store Jellingesten, at han gjorde danerne kristne. Han lod sig muligvis døbe for at stå sig så godt som muligt med det tysk-romerske rige.

Harald Blåtand opførte også en forbindelsesvold fra Hedeby til Dannevirkevolden, som Lars Erik Bethge betegner som topmoderne i sin geometri.

En regent abdicerede

Dannevirke har altså stor betydning. Og i 1100-tallet bliver den moderniseret og får en front af teglsten. Det er Valdemarsmuren.

Der er en forhistorie, hvor der skete noget sjældent, som vi igen har oplevet for nyligt: En dansk regent abdicerede. Det var Erik Lam, og derefter fulgte magtkampe mellem Svend Grathe, Knud den 5. og Valdemar Den Store, som endte med, at Valdemar kom til at regere alene, med Absalon som biskop og ‘wing-man’, som vi ville sige på moderne dansk. Han opførte en række fæstningsanlæg for især at holde venderne i skak. For at sikre Danmark mod syd opførte han Valdemarsmuren i tilknytning til Dannevirke. Det er det første teglstensbyggeri i Danmark og Norden.

“De dokumenterede angreb på Dannevirke fra oldtiden og middelalderen er ofte folk fra Danmark, der har overfaldet Dannevirke efter at have mistet kongemagten i Danmark. Historien om Svend, Knud og Valdemar handler i høj grad om, at to af dem på skift tager sydpå og kommer tilbage med militær hjælp. Der er dog også slaviske overfald”, siger Svend Erik Bethge.

Han tilføjer, at Tyskland ikke var et samlet land på den tid. 

“Det bliver faktisk først samlet i 1860’erne med Anden Slesvigske Krig, der på tysk bliver kaldt ‘Første Einigungskrieg’, altså ‘samlingskrig’. Det er en af en række krige, der bliver ført frem mod samlingen af Tyskland.”

“Når det kommer til det dansk-tyske forhold, er der ting, man ikke er enige om i historieskrivningen den dag i dag. Det gælder 1800-tallet, det gælder vikingetiden. Det er heller ikke vildt populært i Danmark, at Valdemar den store faktisk har været en fyrste under den tyske kejser.   Mange danske konger har aflagt lensed og været skatskyldige siden Svend Estridsen i slutningen af vikingetiden. Det er først Valdemar Sejr som kapper det bånd i 1200-tallet.”

“Dannevirke har haft stor betydning i hele Danmarkshistorien, og havde grænsen ikke flyttet sig i 1864, havde Dannevirke i endnu højere grad været et nationalt symbol og valfartssted. Det er to historier, man går ind til i Jelling og Dannevirke. Her er det mere den verdslige magt og et samspil og modspil med tyske herskere. Der er tale om en demonstration overfor Kejser Otto og de tyske fyrster med den mur, Valdemar får bygget i den tid, hvor han selv også er en del af de tyskere herskere. Der var ikke før den tid teglstensbygminger i Danmark. Men han bygger en mur med 6,7 mio. teglsten.”

Lars Erik Bethge fortæller, at man i middelalderen i kilder sydfra kan læse beretninger, som ikke stiller danerne i et godt lys.

“De beskriver, at folk ikke har nogen manerer, går i kedeligt tøj, og at kirkerne er bygget af træ. Da Valdemar bliver konge, har han været sydpå, og han er en del af de tyske fyrster, så han har interesse i at vise, at vi er på højde med tyskerne. Valdemarsmuren er et langt lineært forsvarsværk. Men i virkeligheden bygger man på det tidspunkt borge og har et mere mobilt forsvar. Dannevirke var svær at forsvare allerede dengang. Det var muligvis vigtigere at prale end at forsvare sig,” siger han.

Siden har man så kunnet konstatere, at både svenskere og tyskere er vadet lige igennem anlægget, hver gang det danske rige har været truet. 

Forandringer med tiden

Hvis vi slipper kronologien, er der mange eksempler på, hvordan Dannevirke har haft betydning gennem tiderne, og hvordan myten om Thyra Dannebod har spillet en rolle.

“Der er forskel på, hvilken funktion Dannevirke har haft i løbet af de mere end 1500 år, hvor anlægget er blevet udbygget. Det har været en magtgrænse, ikke en brat kulturgrænse. Nord for Dannevirkes Hovedvold er der fundet saksiske grubehuse fra vikingetiden, og syd for Slien er der slavisk prægede.  Harald adskilte ikke folk med den ene eller anden slags pas eller sprog, så længe de ikke var ham til skade. Dannevirke har også været en slags religionsgrænse mellem de asatroende og kristne, før Danmark blev kristent. Kirken i Hedeby var den første kirke i Norden, men den er nok i første omgang mere bygget for at have et tilbud til de handlende sydfra”.

“I oldtiden har den været en økonomisk grænse, hvor folk har kunnet betale for at komme igennem. Eller hvor man kan prøve at holde folk, som er sendt bort, ude. For eksempel Harald Klak, som var konge ad flere omgange i den første tredjedel af 800-tallet. Han tager ned til den frankiske kejser og lader sig døbe. Så kommer han – ligesom senere Svend og Knud – tilbage med en hær, som han har fået med”. 

Lars Erik Bethge fortæller, at borgerkrigstiden med magtkampene mellem Svend, Knud og Valdemar er grunden til, at myten om Thyra er så stor.

“Riget var af lave. Dannevirke skulle reaktiveres. Efter mindre end 100 år mister den så betydningen. Den er ikke moderne i middelalderen. I svenskekrigene gør Dannevirke ikke gavn. De svenske hære kommer sydfra og lykkes med at besætte hele Danmark undtagen København”.

Svenskere trænger op gennem Jylland. Svenskere og danskere er i øvrigt massivt til stede i historien om Hedeby og Dannevirke. 

“Det har præget den nationale historiefortælling. Tag for eksempel de konger, danskerne har kaldt svenskervældet. De måtte ikke være danske. For det var jo Gorm, som alle derefter stammede fra, der skulle være den første i kongerækken. På den anden side var det er mere spiseligt for tyskerne at holde fast i en fortælling om, at det er svenskere, der har styret Hedeby i starten af 900-tallet, end at det var danskere. 

Gorms Jelling-dynasti har om nogen præget det danske billede af Dannevirke helt op i moderne tid. Det vil også blive fremhævet i 160 års jubilæumsåret for tilbagetrækningen fra Dannevirke i 1864. 

“Det er myten om Thyra Dannebod, som er medvirkende til, at det går så galt i februar 1864. Det er ved Thyras gamle grænse, bolværket Dannevirke, at slaget skal stå. Militærkommissionen ønsker at kæmpe længere oppe, ved voldene ved Dybbøl og Fredericia. Ved Dannevirke er der en 60 km lang forsvarslinje, som ikke kan forsvares med hærens resurser. Det er tilmed et sommeranlæg, men de dumme preussere angriber Gud hjælpe mig om vinteren. Det er derfor, general de Meza som øverstbefalende siger: ‘Nu går vi’. Så Dannevirke kommer ikke til at spille den ønskede rolle i krigen 1864”, siger Lars Erik Bethge.

Thyra er ikke glemt

Han tilføjer, at Thyras vold stadig spiller en rolle den dag i dag. 

“Folk valfarter stadig hertil. I resten af 1800-tallet og i 1920 var det en vigtig del af debatten om, hvor grænsen skulle ligge. Dannevirke kunne være blevet den sydlige grænse for afstemningsområdet i genforeningsåret 1920. Og de nationalkonservative kredse fandt stadig argumenter i historien i 1945. I nyere tid får vi et nyt billede af Thyra, som gør, at vi får et historisk indtryk af hende. Hun har sandsynligvis ikke bygget Dannevirke. Og muligvis alligevel. Ifølge klosterdagbøger byggede Harald Blåtand det på sin moders råd. Det kan sagtens gælde for nogle af voldene.” 

I dag spiller Dannevirke en rolle som et eksempel på, at to folk, to nationaliteter, trods mange års ufred og adskillige krige kan forsones og forenes på en fredelig måde.

“Vi er i dag det sted, hvor Dannevirke ikke splitter befolkningerne længere. Tyskerne accepterer, det er en vigtig dansk kulturarv. Det er noget, vi står sammen om. Vi forsker i det sammen og samarbejder med museet i Hedeby. Og at overlade det til det danske mindretal at drive museet og formidle historien er en tillidserklæring uden lige fra tysk sige”, siger Lars Erik Bethge. 

Det er en tilstand, vi er ved at vænne os til i vores grænseområde. Men det er ikke en tilstand, der er en selvfølge i verden i dag.

“Bare se den russiske præsident Putins krig. Ruslands fremfærd i Ukraine er noget, der desværre har været normalt i hele Europa engang. Da sagde man i alle nationer ‘det her er vores stykke land, fordi vores forfædre havde det i oldtiden’, uafhængigt af, hvor længe siden det end måtte være. Danskerne brugte Dannevirke som argument. Tyskerne brugte anglerne som argument. Men i 1920 sagde man her hos os: ‘Lad folket bestemme, lad nutidens mennesker afgøre det. Det har været ualmindeligt klogt, men det har desværre ikke alle draget ved lære af”, slutter Lars Erik Bethge. 

Så denne fortælling slutter altså lykkeligt med, at to nationaliteter er enedes om at drage folkets grænse ved en afstemning, og samarbejde om at fortælle hver sin og deres indbyrdes historie i gensidig respekt for hinanden.