Fattiggård

En fattiggård var en arbejds- og forsørgelsesanstalt, hvor fattige kunne bo og få mad til gengæld for arbejdsydelser. At blive indlagt på en fattiggård indebar tab af retten til at stemme, eje ejendom, være værge for sine børn og gifte sig. 

I 1841 blev der udstedt en ”Fattigvæsensanordning for Hertugdømmerne Slesvig og Holsten”, som bl.a. anbefalede oprettelsen af fattiggårde. Understøttelse kunne herefter kun undtagelsesvis ydes uden for fattiggårdene Den første fattiggård i det nordlige Slesvig blev bygget i 1815 i Burkal Sogn syd for Bylderup Bov. I 1841 fandtes der 13 fattiggårde og i 1894 i alt 63. I hele Slesvig blev der oprettet omkring 150 fattiggårde. I løbet af 1880’erne gennemførte Preussen en række sociale love baseret på forsikringsprincippet, hvilket medvirkede til at forbedre forholdene på fattiggårdene. 

Med Socialreformen af 1933 blev fattiggårdene afskaffet, idet almisseprincippet blev erstattet af retsprincippet, som betød, at man havde ret til at modtage fastsatte ydelser uden at miste nogen rettigheder.