Regn og blæst over Tønder Festival
Men det kan en festival, der bygger på tillid og venskab nok klare.
Da Harald Haugaard lørdag var på scenen som dirigent for folkBALTICA Ensemblet, var det hans tredje optræde på Tønder Festival.
Foto: Poul Struve Nielsen/Grænseforeningen
Af Poul Struve Nielsen i Tønder
Hele området foran Tønder Festivals Open Air scene var proppet til randen, da festivalens 50-års jubilæumskoncert med en perlerække af musikere, der har optrådt på festivalen i tidens løb, gik i gang torsdag aften.
Der var Niels Hausgaard, Rikke Thomsen, Poul Krebs, Hans Theessink og mange flere. Det blev et brag, som vakte begejstring blandt både trofaste gæster, som er kommet på Tønder Festival i mange år, og debutanter, som var til den sønderjyske musikfestival for første gang.
Dem er der faktisk en del af, når man sådan mødes og taler om det blandt publikum, og de kommer fra hele Danmark. Sådan må det være, når festivalen samtidig med jubilæet kan melde udsolgt på flere fronter.
Der har således været udsolgt af billetter til både fredag og lørdag, og der blev allerede midt i juli udsolgt på festivalens camping.
Til jubilæumskoncerten var første optræden på scenen tildelt ægteparret Harald Haugaard og Helene Blum. For Harald Haugaards vedkommende var det den anden af tre optrædener på dette års Tønder Festival. Torsdag morgen og lørdag formiddag stod han på to forskellige scener som dirigent og orkesterleder for folkBALTICA ensemblet, som jo er under folkBALTICA festivalens grænseoverskridende paraply.
Torsdag var der skolekoncert med skoleelever fra hele Sønderjylland. Lørdag spillede ensemblet i festivalens Telt 2.
”Det var en god oplevelse at sparke koncerten i gang fra starten af. Både Helene og jeg har optrådt til både 30-års og 40-års jubilæet, så vi var glade for at være med til at fejre de 50 år også”, siger Harald Haugaard, som blev født et år efter, at den første Tønder Festival blev holdt.
Han nød at være en del af jubilæumskoncerten, hvor musikerne kendte hinanden og er vant til arbejde sammen på kryds og tværs.
”Det er musik, der opfordrer til venskab. Det musikalske venskab karakteriserer Tønder Festival. Så til koncerten var det let for os musikere at arbejde sammen”, fortæller han.
Harald Haugaard er selv kunstnerisk leder af folkBALTICA-festivalen, som er en festival for baltiske og nordiske musikkulturer med kontor i Flensborg. Festivalen afholdes hvert år.
Om Tønder Festival siger han:
”Det er en festival, der har fulgt med tiden, også kunstnerisk. Den har virkelig bevaret sin integritet og er kunstnerisk noget af det fremmeste på den danske musikscene.”
På et pressemøde på festivalens sidste dag, meldte festivalledelsen ud, at man ikke går efter at få en større volumen. Men man vil investere i at løfte kvaliteten. Tønder Festival har den rigtige størrelse nu, i stedet for publikumsmæssig vækst vil det i fremtiden gælde om at investere i kvalitet, så oplevelsen kan optimeres for kunstnere, frivillige og publikum.
Tønder Festival har efterhånden også en vis volumen. Der var plads til 16.000 gæster på festivalpladsen i år. Det er selvfølgelig langt mindre end på Roskilde Festival, som i en uge er Danmarks fjerdestørste by med 130.000 indbyggere, og altså større end Aalborg.
Men taget i betragtning, at Tønder by har omkring 7.500 indbyggere mod Roskilde bys omkring 52.500, så er tvillingebyen i Tønder omtrent lige så meget større end hovedbyen som tilfældet er i Roskilde.
Så det er en kulturinstitution af stor betydning i grænselandet, der har fejret 50-års jubilæum i år. Tillykke med det!
Flere nyheder: