SdU samler 60 frivillige på Roskilde Festival
60 frivillige deltager i arbejdet, når det danske mindretals ungdomsorganisation, Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU), den kommende uge skal bestyre en pantmaskine på Roskilde Festival.

Det danske mindretal i Sydslesvig er igen i år også repræsenteret på Danmarks største festival, Roskilde Festival.
Foto: GFU
Af Alexander Leicht Rygaard
Det danske mindretal i Sydslesvig er også i år repræsenteret på Danmarks største festival, Roskilde Festival, der begynder på lørdag.
Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) er lykkes med at samle 60 frivillige, der i løbet af festivalens otte dage, skal bestyre en pantmaskine.
”Vi glæder os mega meget til at komme i gang. Den sidste planlægning er ved at falde på plads, og vi er glade for, at så mange har valgt at være frivillige hos os”, siger Pia Clausen, der er ungekoordinator i SdU og projektleder for deltagelsen på Roskilde Festival.
Det er mere end halvdelen af de 60 frivillige, som kommer fra det danske mindretal i Sydslesvig. En del af dem er gymnasieelever fra mindretallets to gymnasier, Duborg-Skolen i Flensborg og A.P. Møller Skolen i Slesvig.
”Roskilde Festival er det perfekte sted for unge sydslesvigere til at møde danske unge og på den måde komme tættere på dansk kultur. Det handler om frivillighed og sammenhold, hvilket er to centrale begreber for SdU som organisation”, siger Pia Clausen og tilføjer, at den anden halvdel af de frivillige kommer fra både mindretal og flertal i hele Europa.
Grænseforeningen og senere Grænseforeningen Ungdom har siden 2007 været med til at håndtere den store mængde pant, der produceres på festivalen. Et ansvar, som SdU nu har overtaget. Tidligere har man bestyret både en pantbod og en pantmaskine, men i år skal de frivillige kun håndtere maskinen.
”Der bliver fuld drøn på pantmaskinen, og vi har åbent hele døgnet. Det bliver sjovt, men selvfølgelig også hårdt indimellem. Vi kommer derfor til at have stor fokus på, at vores frivillige har det godt og hygger sig med at være en del af vores hold og mærker en teamspirit. Vi laver et hyggeområde, hvor man kan hænge ud mellem sine vagter. Vi har nogle spil, som man kan gå til og fra, og vi laver også nogle miniaktiviteter og holder en introfest”, siger Pia Clausen.
Det var målet for SdU at samle et sted mellem 130-160 frivillige til pantarbejdet. At antallet er mindre, kan vise sig at være en fordel, lyder det fra Pia Clausen.
”Der er mindre anonymitet, når man er færre. Det betyder både, at flere lærer hinanden bedre at kende, og at der er en anden ansvarsfølelse for arbejdet. Det er heller ikke alle, der kommer i en stor gruppe, og så er det vores opgave at sørge for, at alle frivillige kan fornemme, at man ikke er alene”, siger hun.
Roskilde Festival finder i år sted fra lørdag den 28. juni til og med lørdag den 5. juli.
Flere nyheder: