Mød Grænseforeningen på Ungdommens Folkemøde
Hvad er en europæer? Har vi behov for et 18. verdensmål med fokus på kulturforståelse og respekt? Og hvorfor er der egentlig stadig midlertidig kontrol ved den dansk-tyske grænse efter snart otte år?
Grænseforeningens Elevambassadører diskuterede grænsekontrol på Ungdommens Folkemøde 2022 i Valbyparken.
Foto: Poul Struve Nielsen/Grænseforeningen
Disse og andre spørgsmål stiller Grænseforeningens unge til debat, når Ungdommens Folkemøde (UFM) finder sted onsdag-torsdag den 4.-5. september i Valbyparken i København.
Det er Grænseforeningens Elevambassadører, et korps af unge fra det danske mindretals to gymnasier i Sydslesvig og det tyske mindretals gymnasium i Aabenraa, der sammen med Grænseforeningen Ungdom - GFU igen i år deltager på UFM.
Grænseforeningen er i år at finde i temateltet ’EU og Europa’ på stadeplads A7 sammen med Europabevægelsen, Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet i Danmark samt Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus.
I det hele taget kommer Europa til at fylde en del i programmet.
Onsdag kl. 13 inviterer GFU til sceneindslaget ’Hvordan ser en europæer ud?’, hvor en række udsagn skal teste de deltagendes opfattelse af Europa og europæiske værdier. Her lyder et af udsagnene, at Europa og især ungdomskulturen i Europa er mere international end europæisk grundet globaliseringen og sociale medier. Hvad de unge tænker om det postulat, kan man finde ud af i Valbyparken.
Torsdag kl. 10.30 kan man så komme forbi til en snak om, hvorvidt det kunne være en god idé med et ekstra 18. verdensmål med fokus på kulturforståelse og respekt. Det er Grænseforeningens Elevambassadører, der står for denne seance med inspiration fra sidste uge, hvor de deltog i et arrangement om verdensmål i Sønderborg Kommune.
Grænseforeningens Elevambassadører afholder løbende kreativ workshop, hvor der er mulighed for at lave armbånd og få en snak om grænser og national identitet.
Undervejs deltager Elevambassadørerne også i workshoppen ’Har vi brug for grænser?’. Det er sammen med en 2.g-klasse fra Gribskov Gymnasium, og her er udgangspunktet et nyt sæt samtalekort, som Grænseforeningen har udviklet.
”Vi har talt med 14 mennesker i Sønderjylland og Sydslesvig. Det er sønderjyder og folk fra både det danske mindretal syd for grænsen og det tyske mindretal nord for grænsen. Med de udsagn, de kommer med, er der et godt grundlag for at tage en dialog om, hvad grænsen er for en størrelse og hvad det betyder for os mennesker, at der er en grænse”, har Gunvor Vestergaard, der er pædagogisk konsulent og projektleder i Grænseforeningen, udtalt om de nye samtalekort.
Grænseforeningen afslutter Ungdommens Folkemøde torsdag kl. 13.00 med ’Den store grænselandsquiz’.
Flere nyheder: