Grænsekommissionen har været på sin 10-årlige inspektionstur af den dansk-tyske grænse. Det var samtidig 100-året for den første inspektion og en mulighed for at pleje det gode naboskab.
Den dansk-tyske grænse har ligget fast siden 1920, men det betyder ikke, at grænsen ikke ændrer sig eller kræver vedligeholdelse.
Faktisk kræver det en hel del, og derfor står der også i de officielle aftalepapirer fra 1920, at den dansk-tyske grænse skal til syn hvert 10. år, og at den opgave skal håndteres af den såkaldte Grænsekommission.
Den 28.-29. august var Grænsekommissionen så afsted på den periodiske inspektionstur, vedtægterne kræver. Denne gang var en særlig én af slagsen.
Det var nemlig 100 år siden, at det første grænseeftersyn fandt sted i 1924, og derfor var en lang
række gæster inviteret med på turen, herunder myndigheder, politikere, forskere og mindretalsrepræsentanter.
“Det var en stor oplevelse at få lov til at være dansk værtinde. Jeg er opvokset på Als, og det giver en ekstra dimension”, siger Rikke Hougaard Zeberg, der er direktør i Klimadatastyrelsen og udgør det danske medlem af Grænsekommissionen.
“Inspektionsturen er først og fremmest et praktisk anliggende. Men vigtigst af alt er det en manifestation af det gode samarbejde mellem Danmark og Tyskland. Det er lejlighed til at se hinanden i øjnene og genbekræfte de gode relationer”, tilføjer Rikke Hougaard Zeberg.
Fredelig grænse
I Danmark er det Klimadatastyrelsen, der står for opgaven med at vedligeholde den 68 kilometer lange grænse mod Tyskland. I Tyskland håndteres den opgave af kredsmyndighederne i Schleswig-Flensburg og Nordfriesland, og derfor er der to tyske medlemmer af Grænsekommissionen, Florian Lorenzen og Wolfgang Buschmann.
“Det var meget interessant at være med. Det var dedikerede mennesker, der løste opgaven, og det var fantastisk at opleve det glimrende samarbejde, der eksisterer mellem de danske og de tyske myndigheder. Det er jo ikke noget, man tænker over i hverdagen, at grænsen skal vedligeholdes. Men naturen forandrer sig jo”, siger Jens A. Christiansen, generalsekretær i Sydslesvigsk Forening (SSF), der var inviteret med som repræsentant for det danske mindretal i Sydslesvig.
“Det var jo ikke tilfredsstillende for de dansksindede i Sydslesvig, at grænsen blev trukket, som den gjorde i 1920. Men i dag er det selvfølgelig nye tider, og vi beskæftiger os alle med grænsen på en fredelig måde. Det er meget prisværdigt”, siger han.
Den dansk-tyske grænse markeres af 280 grænsesten og -pæle fra Vadehavet i vest og til Flensborg Fjord i øst. Nogle steder markerer grænsestenene og -pælene den dansk-tyske grænses præcise forløb. Andre steder viser de, at grænsens forløb er i nærheden, f.eks. ved Sønderå, hvor grænsen løber midt i åen.
Arkivfoto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen
Den gamle sten forsvandt
Inspektionsturens første dag foregik på vandet i Flensborg Fjord, hvor en række grænsemarkører, også kaldt båker, blev tilset. Grænsemarkørerne står forskellige steder på land, både på dansk og tysk side, så man på vandet altid kan se, hvor grænsen skærer sig til søs.
På turens anden dag var et af de store højdepunkt nedsætningen af en ny grænsesten ved Kobbermølle ikke langt fra Flensborg. Her har der oprindeligt stået en grænsepæl i træ, men den har i flere år været forsvundet, fortæller Lars Hole, der er grænseforvalter i Klimadatastyrelsen.
“Grænsemarkører skal være synlige. Det står der i aftalepapirerne fra 1920. Ved Kobbermølle har markering nummer 10 stået i noget blødt underlag, og den er simpelthen forsvundet. Måske er den sunket i jorden, ellers har den lokale skrotejer væltet den med sin bil uden at vide det. Det er ikke til at sige. Men nu er der blevet sat en ny sten, og det var heldigvis et ret taknemmeligt sted, hvor vi kunne komme til med en gravemaskine. Andre steder er vegetationen ikke lige så samarbejdsvenlig”, siger Lars Hole.
Den nye grænsesten vejer 250 kilo og er fremstillet på samme måde, som papirerne fra 1920 foreskriver det. Grænsestenen har egentlig været klar længe, men man har ventet med at sætte den op, så det kunne gøres på inspektionsturen.
“Alt vores arbejde omkring grænsen foregår i konstant samarbejde med de tyske myndigheder. Derfor ville vi også meget gerne sætte stenen op sammen foran gæster og journalister som et eksempel på det gode samarbejde, der eksisterer hen over den dansk-tyske grænse”, siger Lars Hole.
Bliver Danmark større?
Den store delegation var også forbi et særligt punkt ved Sønderå nær Sønder Løgum, hvor naturens gang har bevirket, at en grænsesten nu står dårligt i forhold til den mark, der er på dansk side.
“Grænsen løber i midten af vandløbet, men vandløbet er gennem årene blevet smallere. Det betyder, at stenen nu står pænt i vejen på marken hos en landmand på dansk side. Det er et godt eksempel på, at grænsestrækningen er alt andet end statisk. Så her skal vi have aftalt med vores tyske kolleger, hvorhen vi skal have rykket stenen”, siger Lars Hole.
Det meste af den dansk-tyske grænse udgøres af vandløbene Sønderå, Skelbæk, Gammelå og Kruså. I papirerne fra 1920 er det noteret på en ganske særlig måde, forklarer Lars Hole.
“Grænsen skal følge vandløbenes midte i deres naturlige forskydninger over tid. Sådan er det besluttet i 1920. Det er jo en meget smuk tanke, der i bund og grund betyder, at grænsen i takt med vandløbene naturlige udvikling gennem årene har rykket sig en smule enten mod nord eller mod syd. Her er holdningen på begge sider af grænsen, at det nok går op i sidste ende. Men det er klart, at hvis vandløbene lige pludseligt er på vej til München, så skal vi nok gøre noget. Men det er lovligt, hvis grænsen ændrer sig naturligt. Det er naturen, som bestemmer”, siger han.
Den dansk-tyske grænses forløb er fastsat i det såkaldte grænseatlas, som stammer fra 1920 og har ophæng i Versaillestraktaten, som markerede afslutningen på Første Verdenskrig. I grænseatlasset er hvert enkelt buk på grænselinjen minutiøst beskrevet, og ude i terrænet er der nedgravet drænrør som det overordnet fikspunktsnet til at beskrive grænsen.
Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen
Grænsen skal digitaliseres
Inden den næste inspektionstur finder sted om ti år, håber Lars Hole, at den dansk-tyske grænse er blevet digitaliseret. Det vil betyde, at oplysningerne om grænsens forløb også vil kunne findes i en database og ikke kun i en stak dokumenter fra 1920.
Derudover udgør en række nedgravede drænrør lige nu de vigtigste fysiske fikspunkter for den dansk-tyske grænses forløb, men efter hundrede år er rørene i forfald.
“Vi kan se, at drænrørene forvitrer. Og nogle steder er de også gået i stykker, fordi en landmand har gravet i jorden og ramt rørene med sin plov. Det undgår vi med en digitalisering”, siger Lars Hole.
Han forklarer, at et pilotprojekt er blevet igangsat i forbindelse med inspektionsturen.
“Vi har udvalgt to strækninger, hvor vi sammen med vores tyske kolleger skal ud at måle hver især og så indtaste alle oplysningerne i et moderne system. Vi har en tolerancegrænse på fire centimeter. Det er ret omfattende, for vi skal have alle knækpunkter med. Men grundlæggende betyder det, at vi gør os uafhængige af naturens tid og tand og på den måde kan sikre opgaven for de næste generationer”, siger Lars Hole.
“Men det er en stor opgave at digitalisere hele strækningen. Vi skal have løftet grænsestenene, så vi kan måle efter drænrørene i jorden. Det kræver maskiner, og det er dyrt. Og så er der hele koordineringsarbejdet med vores tyske kolleger. Her har vi aftalt, at vi må forsøge at gøre så meget så muligt sammen på de mest udfordrende strækninger. Andre steder kan vi grave fri og lade det stå til, når tyskerne har tid. Vi stoler så meget på hinanden, at hvis begge parter ikke kan deltage i alle målinger, så kan vi i et vist omfang bruge hinandens målinger. Det er et arbejde, der bygger på tillid”, tilføjer Lars Hole.
