Grænseforeningen vil tilbage til fremtiden med afsæt i formålsparagraffen

Af Mirco Reimer-Elster, formand for Grænseforeningen

I 2019 blev historikeren Axel Johnsen interviewet af Grænseforeningens magasin Grænsen. Anledningen var lanceringen af Johnsens bog, “Grænsen, folket og staten: Grænseforeningens historie 1920-2020”. Adspurgt til Grænseforeningens slogan ”for en åben danskhed”, svarede historikeren:

”(I) dag kan man diskutere, om Grænseforeningens fokus på f.eks. integration og Grænseforeningens Kulturmødeambassadører med de mange flerkulturelle unge i et såkaldt dialogkorps, falder inden for formålet. Det spørgsmål bliver da også rejst af og til lokalt, som det også er fremgået af pressen.”

Samme spørgsmål har Grænseforeningens nuværende bestyrelse diskuteret fem år senere. Ikke som de første i foreningen - da både sloganet og Kulturmødeambassadørerne løbende har været til diskussion i Grænseforeningen - men nok foreløbig som de sidste. I sidste uge besluttede Grænseforeningens bestyrelse nemlig enstemmigt at sløjfe sloganet ”for en åben danskhed” ved udgangen af 2024, og samtidig bliver Kulturmødeambassadørerne også nedlagt.

I kølvandet på denne historiske udmelding har Grænseforeningen fået en del reaktioner, der afspejler en række misforståelser, som jeg som formand gerne vil adressere.

Den største misforståelse er udlægningen, at et fravalg af sloganet ”for en åben danskhed” må være ensbetydende med, at Grænseforeningen bevæger sig i en nationalistisk retning (igen) og lukker sig om sig selv. Det er ikke tilfældet. Selvom der er tale om en historisk beslutning, når man som forening sløjfer et slogan, der har eksisteret i 17 år, så er der ikke nogen grund til at blive ahistorisk.

Til gengæld er denne reaktion ganske sigende for den ulykkelige tilgift, som sloganet ”for en åben danskhed” har medført, nemlig at modsætningstankegangen stortrives. Logikken synes at være, at når man afskaffer et slogan, der slår et slag for en åben danskhed, så må deraf følge, at Grænseforeningen nu går ind for det modsatte, altså en lukket danskhed. Denne tankegang er lige så fejlbehæftet som den berømte fejlslutning "en sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten!" fra Ludvig Holbergs ”Erasmus Montanus”.

Intet kunne være længere fra realiteten. I Grænseforeningen gør vi en dyd ud af at arbejde for hinanden og med hinanden fremfor mod hinanden – præcis som det lykkeligvis er blevet tilfældet i det dansk-tyske grænseland. For at sætte det på formel: Grænseforeningen er ikke på vej ned i en tidskapsel, men på vej tilbage til fremtiden med afsæt i formålsparagraffen som pejlemærke for vores virke. 

I realiteten er svaret på, hvorfor Grænseforeningens bestyrelse enstemmigt har valgt at sløjfe sloganet ”for en åben danskhed” meget enkel: Grænseforeningen er en folkeoplysende forening, hvis formålsparagraf klart beskriver, hvad vi er sat i verden for: at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, at udbrede kendskabet til grænselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur. Enhver, der vil bakke op om dette formål, er hjertelig velkommen i Grænseforeningen.

Lad mig dernæst adressere en bekymring, der er blevet ytret som reaktion på nedlæggelsen af Kulturmødeambassadørerne. Begrebet ”bindestregsidentitet” er selvfølgelig ikke blevet bandlyst i Grænseforeningen. Der er ingen i Grænseforeningen, der vil praktisere ”grænsekontrol – både i fysisk og kulturel forstand”, som det bliver insinueret i et læserbrev i avisen. Og ”flerkulturalitet” er heller ikke blevet Grænseforeningens pendant til Voldemort i Harry Poter-universet, hvor Mørkets Herre er kendt som ham, der ikke må nævnes ved navn.

Bindestregsidentiteten samt den flerkulturelle identitet og identifikation er et faktum i Sydslesvig, og selvfølgelig benægter Grænseforeningen ikke fakta. Jeg er selv om nogen bekendt med, at sydslesvigere findes i mange modeller, og denne diversitet skal Grænseforeningens folkeoplysning selvsagt også afspejle.

Faktum er imidlertid også, at eksempelvis bindestregsidentiteten kun er én blandt mange identifikationsformer. Og når nu vi er i gang, så lad os være ærlige, for vi er jo blandt venner: i Sydslesvig er man jo heller ikke altid enig i disse spørgsmål. Både på et institutionelt plan organisationerne imellem og på det individuelle plan, hvor der i forhold til sidstnævnte også lader til at være en betydelig generationsforskel i måden at definere sig selv på.

I den sammenhæng skal Grænseforeningen have proportionerne på plads. Her må vi tilstå, at Grænseforeningens fokus på bindestregsidentiteten til tider har været ganske udpræget og en gang imellem nok også er gået over gevind. Det bevidner bogudgivelsen ”Danskerne findes i mange modeller - portrætter af 15 unge med bindestregsidentitet” fra 2021 blandt andet om. Her kan man blandt andet læse portrætter af unge med dansk-tysk, dansk-fransk eller dansk-afghansk identitet. Fælles for de 15 portrætterede unge i bogen er, at de alle sammen har været en del af Grænseforeningens kulturmødeambassadørprojekt.

Tre år senere er der i Grænseforeningens bestyrelse bred enighed om, at vores prioriteter skal tage afsæt i en mere bogstavelig fortolkning af formålsparagraffen. Af samme årsag blev det enstemmigt vedtaget, at sloganet skal sløjfes, og at Kulturmødeambassadørerne skal nedlægges. Ikke fordi det pludselig er blevet irrelevant at høre om unge med dansk-afghansk eller dansk-fransk baggrund. Men fordi det i bestyrelsens øjne ikke er Grænseforeningens opgave at fortælle disse historier. Vi skal være fuldt fokuseret på Sydslesvig og det dansk-tyske grænseland med afsæt i en formålsparagraf og en deraf følgende mission, der er geografisk og historisk funderet og begrundet.

Grænseforeningen har en privilegeret position i foreningsdanmark, hvor vi sætter Sydslesvig og grænselandet først. Det skal vores aktiviteter og prioriteter afspejle, og det har vi måske ikke altid været lige gode til. Diskussionen er som sådan ikke ny. Axel Johnsen påpegede denne diskrepans i opfattelse og egentlig prioritering også tilbage i 2019 i førnævnte interview i vores magasin:

”Grænseforeningens virke på området med kulturmøder er blevet meget eksponeret, mens hensynet til det medlemsbaserede og Sydslesvig fremstår som mindre vigtigt. Grænseforeningens kulturmødeambassadører er et enormt stærkt brand. Men det kan være svært for udenforstående at forstå Grænseforeningens formål ud fra den branding. Så jeg forstår godt kritikken. Men der sker også en masse andet i Grænseforeningen, der ikke er lige så synligt. Og kigger man på økonomien, bruges der jo mange flere penge og kræfter på mere klassiske oplysningsaktiviteter end på Kulturmødeambassadørerne.”

Det er lige præcis denne skævvridning, som Grænseforeningens nuværende bestyrelse har ønsket at gøre op med. Af samme årsag sløjfer vi sloganet, men lader os ikke inspirere af Flensborg kommune ved at bruge dyre domme på at hyre eksterne konsulenter til at komme op med et nyt slogan. Det har man heldigvis ikke behov for, når man hedder Grænseforeningen, og navnet er selvforklarende.

I stedet for satser vi på at vende tilbage til fremtiden - uden slogan, men med stærkere afsæt i formålsparagraffen og til endnu mere gavn for danskheden i Sydslesvig og i grænselandet.

Kronikken er bragt i Flensborg Avis lørdag den 12. oktober.