Det er svært at sætte formel på, hvor meget København-Bonn Erklæringerne særskilt har bidraget til de venskabelige forbindelser mellem Danmark og Tyskland, skriver Mirco Reimer-Elster, formand for Grænseforeningen, i en leder.
Kære læser
Vi starter 2025 på den store klinge ved at markere 70-året for det dansk-tyske grænselands grundlove.
Det har været lærerigt at genbesøge København-Bonn Erklæringerne og dykke ned i deres tilblivelse, som tydeligt afspejler, at erklæringerne var et produkt af deres samtid.
Således fremhæves der i København-Bonn Erklæringerne, at bevæggrunden for tilblivelsen var “ønsket om at fremme det fredelige samliv i befolkningen på begge sider af den dansk-tyske grænse”.
70 år senere kan man vist godt tillade sig at konkludere, at ønsket blev indfriet – og tak for det!
Men ikke nok med det. Erklæringerne rummede også et større ønske: “Tillige i almindelighed at fremme udviklingen af venskabelige forbindelser mellem forbundsrepublikken Tyskland og kongeriget Danmark.”
København-Bonn Erklæringerne var altså en del af noget større. Et forsøg på både at sikre rammerne for grænselandets to mindretal og forbedre forholdet mellem flertalsbefolkningerne i Danmark og Tyskland.
Her er konklusionen knap så lige til. Forholdet mellem Danmark og Tyskland er selvfølgelig venskabeligt i dag. Men hvor meget København-Bonn Erklæringerne særskilt har bidraget til disse venskabelige forbindelser, er svært at sætte på formel.
Erklæringerne er til gengæld et godt historisk bevis på, hvor svært det var at bevæge sig fra mod hinanden til med hinanden, som det populært hedder i vores fortælling om nutidens grænseland. Den ikke særlig mundrette betegnelse København-Bonn Erklæringerne dækker nemlig over to separate – om end stort set enslydende – erklæringer. Disse blev til, fordi man fra dansk side ikke var villig til at indgå en bindende aftale med den engang så destruktive og krigeriske nabo mod syd. Den danske frygt var, at en bindende aftale ville kunne give Vesttyskland mulighed for at blande sig i danske forhold i fremtiden.
Tilliden til tyskerne var med andre ord begrænset. Derfor endte vi med to erklæringer, som oveni kun var hensigtserklæringer. København-Bonn Erklæringerne var nemlig ikke gensidigt forpligtende. Reelt fik de bærende og bindende karakter, men formelt set var dette ikke mejslet i sten i 1955.
Til gengæld er det stensikkert, at København-Bonn Erklæringerne blev et stærkt bundbræt. De er fundamentet, som grænselandets mindretal kan stå på og har vist sig at være langtidsholdbare. Det fortjener anerkendelse til alle, der dengang bidrog til tilblivelsen af de historiske dokumenter.
Jeg vil slutte med at pointere en lille skønhedsfejl i succeshistorien, som Bonn-København Erklæringerne utvivlsomt er.
Kendskabet til mindretallenes grundlove er næppe særlig udbredt i Danmark og Tyskland, selvom vi i grænselandet ynder at italesætte vores udvikling som et eksempel til efterlevelse i resten af verden. Der er plads til forbedring, og i Grænseforeningen bidrager vi aktivt til folkeoplysningen med undervisningssiden ietGrænseland.dk, som jeg varmt kan anbefale til alle, der (også) vil vide mere om København-Bonn Erklæringerne.
God læselyst!
