Holger Drachmanns vandring på Dybbølbjerget
Uddrag af Holger Drachmanns (1846-1908) bog Derovre fra Grænsen – Strejftog over det danske Termopylæ (Als-Dybbøl) i April Maaned 1877 fra 1877. Drachmann rejste i 1877 til Sønderjylland, hvor han bl.a. besøgte Sønderborg, Als og Dybbøl, og allerede samme dag, han var kommet til Sønderborg, besøgte han Dybbølbjerget. Denne rejse og møder med folk på sin vej skildrer han i bogen.
I bogtitlen omtaler han Als-Dybbøl som det danske Termopylæ og sammenligner herved kampene ved Dybbøl med spartanernes forsvar af bjergpasset ved Thermopylæ i 480 f.Kr., hvor det heltemodigt lykkedes at holde persernes langt større hære tilbage i et par dage, inden de blev omringet og nedkæmpet af perserne. Ligesom tyskerne havde perserne invaderet spartanernes hjemland. Denne sammenligning er med til at kaste helteglans over begivenhederne på Dybbøl Banke.
Dybbølbjerget spænder med sin store, jevnt hvælvede Bue over hele Udsigten fra Sønderborg. Man ser i Byen – naar man ophører med at se paa sig selv – intet andet end denne Banke. Ikke underligt derfor, at man ikke tænker paa andet. De brave, ufortrødne, sejgt haabende og stille ventende Danske i Sønderborg kunne ikke aabne deres Vinduer, ikke gaa til og fra hverandre, fra de smaa selskabelige Sammenkomster, hvor den ilde hørte og derfor saa meget desto kraftigere afsungne Tapre Landsoldat1 lyder, uden at overbevise sig om, at Dybbølbjerget med de danske Grave, med den sønderjyske Iliades Palladium2, den berømte i det Uendelige nedskudte og genopførte Vejrmølle og – det udfordrende preussiske Sejersmonument3 endnu staar der. Sejersmonumenter over blodige krige ville forhaabentlig, om og i en nok saa fjerntliggende Tid fra vor, blive afløst af Sejersmonumenter over Menneskenes Sejre over sig selv.
...
Jeg gik over til Dybbøl.
Solen var nede. Da jeg betraadte Sundevedssiden gled der ud over Himlen højt oppe over mit Hoved rødlige, stribede og flammede langagtige Skyer, som i Forbindelse med den indtrædende Skumring belærte mig herom. Jeg havde jo nemlig ingen Horisont; Banken skraaner med en jævnt Affald lige ned til Vandet, og en brolagt Vej fører med et brat Sving tilhøjre lige fra Pontonbroen i en Bue gennem et Defilé op over Bakken. Nogle hvidmalede Bygninger med en Rejsestald og noget, der kunde ligne en Fortids Accisebod, samt et enkelt fritliggende Hus, der saa temmelig fordægtigt ud og over hvis Dør et Skilt med ”Die Freiheit” prangede (som om det indbød til at tage sig Friheder dér), en lille Oplagsplads og nogle Baadebyggerskur, ikke at tale om en Keglebane, der var anlagt paa Pæle ud i Vandet (som om Forverdenes Mennesker spillede dér), og endelig en overhalet Jagt, som laa under Kalfatring – det var hvad Dybbølbjerget havde levnet Plads til nede ved Vandet, og det var den under alle Omstændigheder fredelige Introduktion til det navnkundige ”Brohoved”, hvor der paa denne samme Dag for tretten Aar siden var flydt saa meget ædelt Bold, og gennem hvis Defilé, mellem høje Jordvolde paa begge Sider, jeg nu svingede op med bankende Hjærte.
Jeg besteg Dybbølbjerget med bankende Hjærte. Hvor tidt bruger man ikke, i daglig Tale som i daglig Skriven, næsten tankeløs dette Udtryk. Man mener det i Grunden ikke saa alvorligt. Men idet jeg langsomt arbejdede mig op igennem den gamle Skanse, lagde jeg ved en uvilkaarlig Bevægelse Haanden over mit Bryst, og følte de stærke, stødvise Slag derinde. Jeg betvivler ikke, at jeg et eller andet Sted allerede maatte være passeret en sort- og hvidstribet Afviser med en Plakat paa, som forbød ethvert civilistisk Overgreb; ikkedestomindre kastede jeg mig ind over Siden af Chausseen og kravlede op ad Jordvolden. Jeg kan sige til min egen Retfærdiggørelse, at jeg aldrig har hørt til de Turister, hvor langt jeg endogsaa har været omkring i Verden, der sætte en Fornøjelse i at overtræde lignende og andre Forbud for at tilfredsstille en overfladisk Nysgerrighed, maaske endogsaa af en vis anglo-barnagtig Lyst til herved at hævde deres Uafhængighed. Jeg har ment, at man kunde hævde sin Uafhængighed og dog respektere Afvisere. Men her kunde jeg ikke andet, jeg maatte op og staa paa det samme Sted, hvor tunge, tilsølede Støvler havde trampet, hvor Granater havde pløjet Jorden op som rasende Tyre, hvor Geværkugler krydsende forbi Ørerne, havde hvislet deres sørgelige Melodi, hvor Jordværkerne havde rystet, Luften sitret, hvor Trompetsignalerne havde tudet deres uhyggelige ”lang Tone”, hvor de sprængte Rester af Forsvarere rundt omkring fra vare blevne optagne, Afgørelsen stanset for en Stund, Tilbagetoget sikret, Dybbøltragediens sidste, voldsomme Akt faaet sin Afslutning – og hvor der nu var saa forunderligt stille, stille som i en Grav.
Ordforklaringer:
(1) Peter Fabers vise ”Dengang jeg drog afsted” – også kaldt ”Den tapre Landsoldat”.
(2) Palladion var en kultstatue af Pallas Athena, der med spyd og skjold beskyttede byen. Den berømteste var den fra Troja, af grækerne kaldet Ilion.
(3) Düppel Denkmal, et 24 m højt minde- og sejrsmonument rejst i årene 1865-1872.
Kildehenvisning:
Holger Drachmann: Derovre fra Grænsen – Strejftog over det danske Termopylæ (Als-Dybbøl) i April Maaned 1877. Gyldendalske Boghandel 1909, 9. oplag, s. 22-24.