Gå til kildesamlingen

Fælles dansk-tysk- erklæring, 2005

Kildeintroduktion:

I forbindelse med fejringen af 50-året for København-Bonn Erklæringerne, der fandt sted på Sønderborg Slot den 29. marts 2005, blev følgende erklæring udstedt.

Både statsminister Anders Fogh Rasmussen (født 1953) og den tyske forbundskansler Gerhard Schröder (født 1944) holdt tale i den anledning. Også ministerpræsident Heide Simonis deltog

I erklæringen bekræftes bl.a. det fortsatte gode arbejde for mindretallenes rettigheder, og det grænseoverskridende arbejde fremhæves.

  1. Vi mødtes i dag på det historiske Sønderborg Slot for at markere festligholdelsen af 50 års danske og tyske mindretalsrettigheder og afklaringen af det dansk-tyske bilaterale forhold gennem København-Bonn erklæringerne.

 

  1. Siden 1955 har de to erklæringer fremmet og sikret den fredelige sameksistens mellem mindretallene på begge sider af den dansk-tyske grænse og banet vejen for udviklingen af venskabelige og tætte forbindelser mellem Tyskland og Danmark. Vi er overbeviste om, at dette kan tjene som inspiration for afklaring af mindretalsspørgsmål i Europa og andre steder.

 

  1. Vi udtrykker vor dybeste værdsættelse af det danske og det tyske mindretal og for- bundslandet Slesvig-Holsten og Sønderjyllands Amt og andre gode kræfter i grænselandet, som aktivt og positivt har støttet og bidraget til forsoningsprocessen. Vi bekræfter vores vilje til fortsat at tillægge mindretallenes anliggender stor betydning. Vi støtter Det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmåls (ECMI)1 bestræbelser på at bygge på vore fælles erfaringer i arbejdet med mindretalsspørgsmål, etniske spændinger, konfliktforebyggelse og konflikthåndtering i Europa. Vi hilser begge mindretals vilje til at arbejde inden for Den Europæiske Mindretalsunion (FUEN)2 til gavn for alle nationale mindretal overalt i Europa velkommen.

 

  1. Mindretalsrettigheder er en del af de almengyldige værdier, som udgør det enkelte menneskes rettigheder, og som Europa bygger på - et Europa for alle europæiske folk, som er fast besluttet på at lægge tidligere skel bag sig og skabe sig en fælles skæbne. Inspireret af bl.a. København-Bonn erklæringerne er mindretalsrettigheder udtrykkeligt nævnt i Traktaten om en forfatning for Europa og i de politiske Københavnskriterier, som danner grundlaget for vores bedømmelse af, om kandidatlande er parat til medlemskab af den Europæiske Union.

 

  1. Vores samarbejde inden for den Europæiske Union fremmer fred, stabilitet og velstand for vore borgere. Vi arbejder ligeledes sammen i FN for at fremme international fred og sikkerhed. Danmark gentager sin støtte til Tysklands faste medlemskab af et reformeret Sikkerhedsråd. Vi understreger det tvingende behov for implementering af målsætningerne i Årtusindeerklæringen. Vi er fortsat fast besluttet på at bidrage til at nå 2015-målene. I NATO vil vi fortsat kombinere bestræbelserne inden for rammerne af the Provincial Reconstruction Team i Fayzabad i Afghanistan med målet om at bidrage væsentligt til stabilitet og forebyggelse af fremtidige konflikter i området. Inden for de europæiske og transatlantiske strukturers multilaterale ramme opretholder Danmark og Tyskland et stærkt samarbejde, der dækker en bred og varieret dagsorden. Det strategiske partnerskab mellem Europa og USA, baseret på fælles værdier og interesser, er essentielt for global fred og udvikling. Vi vil forstærke vore bestræbelser på at bekæmpe terrorisme gennem tæt samarbejde mellem de kompetente myndigheder.

 

  1. Tyskland er Danmarks vigtigste handelspartner. Der er talrige udvekslinger mellem vore to lande på regerings og regionalt plan, såvel som folkene imellem, herunder inden for områder såsom turisme og studenterudveksling. Vi opretholder dynamiske, fleksible og fremadskuende forbindelser, der er åbne for nye visioner og udviklinger og som giver os mulighed for at lære af hinandens erfaringer.

 

 

Ordforklaringer:

(1) Forskningsinstitutionen European Centre for Minority Issues

(2) Federal Union of European Nationalities

 

Kildehenvisning:

Udenrigsministeriet: https://um.dk/-/media/websites/umdk/danish-site/udenrigspolitik/lande-og-regioner/den-dansk-tyske-mindretalsordning/faellesdansktyskerklaering.ashx

(besøgt 04.12.2024)