Slesvig-holstensk pjece om arvefølgesagen, 1847
Da det tegnede til, at Frederik 7. ville forblive barnløs, opstod spørgsmålet, hvem der så skulle være konge. Med ham ville den del af den oldenborgske slægt, der havde beklædt kongemagten siden 1448 uddø. I den følgende slesvig-holstenske pjece, som her bringes i uddrag, diskuteres arvefølgesagen med fokus på Slesvigs situation og med opfordring til, at Slesvig og Holsten holder sammen. Danmark og Slesvig-Holsten må have hver sin tronarvefølgelov. I Hertugdømmerne har modsat i Kongeriget kun mandlige efterkommere arveret.
Med Londontraktaten af 1852 godkendtes prins Christian af Glücksborg, den senere Christian 9., med efterslægt som kronarvinger til Kongeriget og Hertugdømmerne.
Slesvig var for mange hundrede Aar en Deel, en Provinds af Danmark. Efterhaanden blev det under egne Hertuger mere og mere selvstændig, indgik for omtrent 400 Aar med Holsten en uopløselig Forbindelse og erholdt ved denne Leilighed (med Christian I) store Privilegier og Rettigheder. Denne Forbindelse med Holsten er altsaa Kilden eller Grundlægger til Slesvigs vigtigste Lands-Rettigheder. Men de Danske, som efter Slesvigs Forening med Holsten ei mere kunde behandle det som Provinds søgte nu idelig at faae det tilbage. Dette kunde imidlertid kun lykkes dem, naar Slesvig blev adskilt fra Holsten; thi saalænge begge disse, Lande holde fast og enige sammen, kan Dansken ikke giøre dem noget; men har denne først sønderbrudt Baandet, der sammenknytter Hertugdømmerne saa faaer Danmark let Magt over det lille Slesvig og saa er det ude med dets Friheder og Rettigheder. Deraf følger altsaa ligefrem: at Slesvigs Forbindelse med Holsten, er dets Privilegiers sikreste Værn. Og derfor maae enhver Slesviger, som ei vil opgive disse Rettigheder, urokkelig holde fast paa Forbindelsen med Holsten, eller med andre Ord: være og blive Slesvig-holstener.
… Det er indlysende, at naar Kongeriget Danmark for en Deel, som Hertugdømmerne Slesvig og Holsten for anden Deel overgik i Arv efter en og samme Tronarvefølgelov, saa vilde Forbindelsen imellem disse Lande være en stedsevarende, en uopløselig. Men da nu denne Forbindelse kun bestaaer for en Tid, saa følger deraf, at hvert af disse to Lande: Danmark og Slesvig-Holsten maa have en under sig forskellig Tronarvefølgelov. Og saaledes forholder sig Sagen.
Frederik III. fastsatte Tronarvefølgen for Slesvig-Holsten 1650 og for Danmark 1660. – I Slesvig-Holsten have alle mandlige Efterkommere af Christian I. Arveret på den hertugelige Krone, men de quindelige ere aldeles udsluttede. I Danmark derimod ere alle mandlige Efterkommere af Frederik III., og naar disse ere uddøde, ogsaa de quindelige Efterkommere berettigede til Arv af Kongetronen. Saalænge der altsaa ere mandlige Efterkommere af Frederik III., der jo ogsaa ere Efterkommere af Christian I., i Live, ville Danmark og Slesvig-Holsten i Een Person have deres fælles Landsfyrste. Naar derimod de mandlige Efterkommere af Frederik III ere uddøde, saa overgaaer Slesvig-Holstens Hertugkrone paa den næste dalevende mandlige Efterkommer af Christian I., medens den danske Kongetrone tilfalder en Prindsesse, der afstammer fra Frederik III.
Dette vil høist sandsynlig blive Tilfælde efter Forløb af et Menneskealder; thi af Frederik III. mandlige Efterkommere leve nu kun 3 Personer: Kong Christian VIII, sin Søn Kronprindsen og Kongens Broder Prinds Ferdinand.
Kildehenvisning:
Rigsarkivet: https://kilderne.dk/wp-content/uploads/2020/07/tl_NationalIdentitet_03_…