”Det her område hedder faktisk ’Lille Sverige’”.

Bent Kauffmann, formand for Frederiksborg Grænseforening, løfter sin ene pegefinger og laver en vertikal cirkel i luften. 

”Den er god nok”, siger han og kaster et blik rundt på rækken af huse med gule mursten. Han og hustruen Merete bor selv i et af husene i næste række. 

”Navnet stammer fra slutningen af 1800-tallet, hvor en del svenske håndværkere kom til området for at arbejde på det gamle teglværk. Her i Nordsjælland er Sverige tæt på, og der er også mange, der tror, at det er Sverige, det handler om, når jeg fortæller, at jeg er aktiv i Grænseforeningen”, siger lokalforeningsformanden med et lille grin.

Bent Kauffmann har været engageret i Grænseforeningen siden årtusindeskiftet. Først som menigt bestyrelsesmedlem i det, der dengang hed Grænseforeningen for Hillerød & Omegn. Og siden 2007 har han så været formand for lokalforeningen, der i 2019 tillagde sig et nyt og mere royalt navn for at favne bredere i det nordsjællandske område, efter at et par andre lokalforeninger, bl.a. i Frederikssund og Halsnæs, måtte lukke. 

Han har denne formiddag i december åbnet sit hjem for magasinet Grænsen til en samtale om, hvordan det er at være lokalforening i Nordsjælland, mere end 300 kilometer fra den dansk-tyske grænse. 

”Det er ikke altid nemt, men vi klager ikke. At flere indimellem forbinder vores forening med Sverige, viser jo, at vi fortsat har et vigtigt arbejde at gøre. Den almindelige danskers viden om grænselandet er desværre ikke stor”, siger Bent Kauffmann, der gennem sit liv har arbejdet som typograf og senere skolelærer i fagene geografi, dansk og historie.

Et grænseland, vi kan være stolte af

Det er ingen hemmelighed, at lokalforeningsformanden fra Hillerød er en god ven af redaktionen. De seneste mange år er han hver anden måned mødt op på sekretariatet i Peder Skrams Gade for at hente en kasse med det nyeste nummer af magasinet Grænsen.

”Jeg deler dem ud på bibliotekerne i området. Måske er der nogen, der falder over det og finder det interessant. Jeg ved ikke, om det ligefrem giver nogle nye medlemmer, men jeg synes, det er vigtigt at udbrede kendskabet til vores fredelige grænseland. Med tanke på alt det, der sker ude i verden, har vi god grund til at være glade for udviklingen herhjemme”, fortæller Bent Kauffmann, da vi har sat os til rette i hans stue og drikker kaffe.

Bent Kauffmann stødte selv på Grænseforeningen gennem et journalistisk produkt, han fandt ved en tilfældighed. Gennem størstedelen af sit liv har han været frivillig i Røde Kors og bl.a. undervist i førstehjælp. En aften i 1986 var han på Hellerup Skole for at gøre en gruppe gymnastikudøvere klogere på kunstigt åndedræt, stabilt sideleje og andre dele af førstehjælpen. 

”På et bord ligger der en bunke af aviser, som jeg bladrer igennem, inden kurset går i gang. En af dem er en avis om grænselandet. Det viser sig, at det er Grænseforeningen, der har udgivet den i samarbejde med et hold studerende fra Journalisthøjskolen i Aarhus. Avisen fortæller om livet i grænselandet og om den positive udvikling mellem flertal og mindretal. Det rammer noget i mig, og dagen efter bliver jeg medlem af Grænseforeningen”, fortæller Bent Kauffmann.

”Jeg har faktisk stadig den avis i dag”, tilføjer han.

”Det skyldes nok min Røde Kors-opdragelse”

For at forstå, hvad der fik Bent Kauffmann til at melde sig ind i Grænseforeningen efter at have læst et par artikler i en værkstedsavis, er man nødt til at forstå hans ophav. Begge hans forældre var aktive i Røde Kors, og allerede som niårig blev Bent Kauffmann også selv en del af den kendte nødhjælpsforening. Det var i forbindelse med en stor øvelse, hvor både politi og brandvæsen deltog.

”Jeg tror ikke, at man laver den slags øvelser mere. Men jeg fik lov til at blive sminket med nogle store sår og tilbragte det meste af en aften i en kælderskakt i Gothersgade i København. Jeg var offer og skulle så hjælpes. Efterfølgende blev alle vi børn og unge, der havde deltaget, samlet i et lokale og introduceret til Ungdommens Røde Kors”, fortæller Bent Kauffmann. 

Han bliver meldt ind, og gennem årene skaber han et stort netværk baseret på lysten til at hjælpe andre. 

”Jeg tror, at jeg har fået en stor åbenhed med fra mine forældre. Jeg husker, at min far en dag kom hjem og fortalte, at vi i den kommende uge skulle have fire unge tyskere fra Hamborg boende. Dengang boede mine forældre og jeg i en toværelseslejlighed på Østerbro, så der var ikke meget plads. Men de unge tyskere var en del af Røde Kors og havde brug for husly, mens de var i København”, fortæller Bent Kauffmann.

”Forholdet til Tyskland var jo ikke det bedste dengang på grund af Anden Verdenskrig og Besættelsen, men det var min far ligeglad med, og han var endda gammel modstandsmand. Det var jo ikke deres skyld, at der var krig, sagde han. Det har helt klart formet mig en del”, siger Bent Kauffmann. 

Gode ture skaber forbindelser

I sin tid som lokalforeningsformand har Bent Kauffmann arbejdet for at skabe møder mellem Danmark og Sydslesvig, så kendskabet til grænselandet og dets historie øges, og at forbindelsen til det danske mindretal holdes ved lige. Et af lokalforeningens tilløbsstykker er fortsat de årlige udflugter til grænselandet, hvor 40-50 mennesker deltager. 

”Det glæder mig, at vi stadig kan samle så mange hvert år. Vores bestyrelse gør et stort arbejde for at få det til at ske, og min fornemmelse er, at det bliver godt modtaget. Vi er typisk afsted i fire dage og besøger altid et museum og lærer om historien. Men det vigtigste er at tale med mindretalsorganisationerne og møde mindretallet i øjenhøjde. Derfor søger vi altid kontakt med lokale danske skoler, SSF eller SSW, og vi er glade for, at de altid er parate til at tage os på besøg”, siger han. 

Bent Kauffmann husker også særligt, hvordan en gruppe sydslesvigere fra Sydslesvigsk Forening (SSF) i Egernførde var på besøg hos lokalforeningen i 2017. 

”Det var simpelthen så hyggeligt, og mange af sydslesvigerne var overraskede over, at vi også her i Nordsjælland var interesserede i Sydslesvig og det danske mindretal”, siger han.

”Jeg kan også huske, at jeg undrede mig over, at flere af dem ikke var særligt gode til at tale dansk. Men det var tydeligt at fornemme, at de var meget engagerede i mindretalsarbejdet, og det er vel egentlig det vigtigste”, tilføjer Bent Kauffmann, der håber på at få besøg fra Sydslesvig snart igen.

”Sydslesvigerne er altid velkomne her i det nordsjællandske. Vi har flere flotte kongeslotte i vores område, som vi med glæde viser frem, og vi er omvendt altid interesseret i at blive klogere på Sydslesvig”, siger lokalforeningsformanden.

Mødefremgang

Udover de årlige ture til grænselandet er Bent Kauffmann glad for, at man i lokalforeningen har fået oparbejdet en månedlig mødeaktivitet. Da han begyndte som formand i 2007, var der fire til fem møder om året i foreningen. I dag er det fordoblet.

”Vi vil gerne være et kontinuerligt fællesskab med udgangspunkt i grænselandet. Jeg er meget stolt af det gode arbejde, der bliver gjort i bestyrelsen for at kunne have møder hver måned, fraregnet sommerferiemåneden juli og julemåneden december. Vi har altid kaffe og hjemmebag til vores møder, men vi er ikke kun en social klub. Vi mødes, fordi vi mener, det er vigtigt at kende til grænselandets forhold”, siger han.

Seneste møde i Frederiksborg Grænseforening var, da Mirco Reimer-Elster, der har været formand for Grænseforeningen siden april, fortalte om sine visioner for Grænseforeningen, herunder hvad der ligger til årsag for, at sloganet ’For en åben danskhed’ er blevet droppet.

”Han argumenterede fint for sine synspunkter, og jeg tror, at det blev godt modtaget. Min fornemmelse er, at folk i vores område ikke har været imod sloganet, men så længe det handler om vores fredelige grænseland, er vi stadig med. Vores vigtigste rolle er at fortælle om grænselandet”, slutter han.