Se alle arrangementer

Sydslesvigturen 16. – 18. marts 2026

Som følge af en stor interesse står Grænseforeningens sekretariat bag endnu en fælles busrejse til Sydslesvig. Turen bliver med samme indhold som den første, nemlig 70-året for København-Bonn Erklæringerne, og vil finde sted i den 16.-18. marts 2026.

Turens tema: København-Bonn Erklæringerne 1955

Vi glæder os til at være sammen med jer på Grænseforeningens fælles bustur til Sydslesvig.

 

Foreløbigt program – der kan komme ændringer

Læs et detaljeret program her.

København-Bonn Erklæringerne, som sidste år fyldte 70 år, fastlagde det tyske mindretals rettigheder i Danmark og tilsvarende det danske mindretals rettigheder i Tyskland. Herved indledtes en ny periode med frugtbart samarbejde. Turen vil, ved besøg hos både det danske og det tyske mindretal, have fokus på mindretallenes rettigheder og hverdagsliv dengang og nu.

Den første dag kører vi i bus til grænselandet, hvor første stop er ved Dansk Centralbibliotek i Flensborg. Her vil historiker Jørgen Kühl fortælle om København-Bonn Erklæringernes tilblivelse og dens virkningshistorie frem til i dag.

På Flensborghus får vi eftermiddagskaffen og et oplæg ved forenings- og kommunikationskonsulent Katja Domeyer.

Om aftenen har du mulighed for at deltage i fælles spisning for egen regning på Hansen Brauerei. OBS! Middag efter eget valg og for egen regning.

Vi overnatter i Sydslesvig på Hotel Am Fjord.

 

Anden dag kører vi til landdagen i Kiel, hvor vi møder SSW-landsforkvinde Sybilla Nitsch.

Tilbage i Flensborg på den gamle kirkegård, besøger vi Istedløven, inden vi igen mødes på Dansk Centralbibliotek til et oplæg ved Rejhan Bosnjak, Historiker, ph.d. 

Aftenen har du til på egen hånd at udforske Flensborg og finde et sted at spise aftensmad.

 

Sidste og tredje dag møder vi en repræsentant for det tyske mindretal i Sønderjylland, der på møde- og erindringsstedet Knivsbjerg giver os en rundvisning og foredrag om mindretallets historie og situation i dag. 

Siden 1894, dog med undtagelser under de to verdenskrige, har det tyske mindretal her årligt holdt Knivsbjergfest. 

Herefter kører bussen tilbage til opsamlingsstederne.

 

Tilmelding og pris:
Tilmelding senest søndag den 25. januar 2026

Deltagergebyr for to personer i delt dobbeltværelse 5.000 kr.
Deltagergebyr for én person i et enkeltværelse 2.900 kr. 

Ved tilmelding betales et tilmeldingsgebyr på 1.000 kr. pr. person. 
Tilmeldingen er bindende! Tilmeldingsgebyret refunderes IKKE ved afbud. 

 

En tur for medlemmer

Grænseforeningens Sydslesvigtur er for medlemmer af Grænseforeningen.

Hvis du ikke allerede er medlem, kan du melde dig ind på https://graenseforeningen.dk/bliv-medlem-af-graenseforeningen eller kontakte os på info@graenseforeningen.dk eller tlf. +45 33 11 30 63

 

BEMÆRK!

Vi har sammensat nogle spændende og indholdsrige dage – men det er er samtidig også et lidt krævende program.

For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form.

Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan håndtere din egen bagage.

Du er selv ansvarlig for at medbringe gyldig pas, blå sygesikringskort og du skal være dækket af egen rejseforsikring.